Månedsarkiv: november 2010

Hvad jeg lærte af en weekend i Sundsvall

Skriv et svar

  • Arlanda er en forbandet og hjemsøgt lufthavn. Ingen er som den leveringsdygtig i forsvunden baggage, forsinkelser og traurige indenrigsterminaler. Svenskerne bør øjeblikkeligt sænke den i havet, subsidiært outsource den til kineserne.
  • Der er koldt i Norrland. Under hele mit ophold var der -10 grader og en lumsk vind. Det er den slags der giver røde kinder, skulle jeg lige hilse at sige. Jeg lignede til forveksling et mindre trafiklys under hele mit ophold.
  • Papirproduktion er stort i Sundsvall. Meget stort. SCA (Svenska Cellulosa Aktiebolaget) har en gigantisk fabrik lige udenfor byen. Det medfører, at hele området lugter af celluloseforarbejdning. Hvilket er lifligt i min næse, men nok ulideligt for andre.
  • Kørte forbi fabrikken i kulden og perma-mørket i går, og det var et storslået syn. Det lignende en ildspyende drage. Måske det bare er mig der har afvigende præference, men fabrikker i røg og damp er nu sært tiltrækkende. Minder om, at der stadig findes lande, hvor man ikke udelukkende lever af overførselsindkomster og af at flytte papirbunker.
  • Katolske dåber er eksotiske. Der messes og alt muligt. Pøses olie på det arme barns hoved. For ikke at tale om det der gudmor/gudfar koncept, som tages noget mere alvorligt end i den danske leverpostejsfolkekirke.
  • Apropos Gudmor, så var det en rolle som Den Bedre Halvdel indtog med megen stolthed og entutiasme. Et kort øjeblik var jeg nervøs for at hun ville spise niecen. Gudsketakoglov slap vi alle med skrækken.
  • Dåben blev i øvrigt foretaget i et lille kapel i et afsidesliggende fiskerleje på Spikarna. Meget autentisk. Hvor der er fiskenet, gummistøvler og anker på alteret. Med fare for at blive helt Carsten Jensen’sk (”Vi, de druknede”) er der vel blot tilbage at konstatere, at fiskere er seje.

Velkommen til verden

1 svar

Jeg havde egentlig forsvoret, at der nogensinde ville optræde børnebilleder på nærværende blog, men én gang skal jo være den første. I morgen drager jeg nemlig til Sverige, hvor Marias niece skal døbes. Ronja, hedder hun og det er hende her – en rigtig livskraftig sag:

Jeg har vist ikke nævnt hende tidligere, men Ronja har fyldt en del her i Jordhulen. Særligt i Marias bevidsthed. Ronja blev født i slutningen af maj i 24. uge af graviditeten – eller noget nær 4 måneder før tid. Der var et ganske langt stykke tid, hvor de ikke vidste om hun skulle klare den. Her er hun ved sin fødsel. Vejende forfærdende få 783 gram:

Ronja og hendes forældre David og Carro boede i flere måneder på Karolinska Institutet, hvor lægerne heldigvis er blandt de bedste i verden til at behandle for tidligt fødte. For en lille måneds tid siden fik de så lov til at flytte hjem til Sundsvall, hvor David begyndte sin turnus på hospitalet og Carro pusler om Ronja. Hun er nu 52 cm. og vejer 4280 gram. Ikke ligefrem en stærk overvægtig ung dame, men når man ved hvor hun kommer fra, så er det helt ubegribeligt fabelagtigt.

Lørdag står dåben så, og det forlyder at min bedre halvdel skal være gudmor – og endda får lov til at låne sit navn ud til Ronja. Jeg skal møde den unge dame for første gang i weekenden, og det ser jeg meget frem til. Det er stærke gener de har i svigerfamilien!

Drænende debat

Skriv et svar

I et anfald af momentant vanvid downloadede jeg Civilization II i går aftes. En ikke ganske begavet handling. Faktisk svarer det nogenlunde til, at jeg lige luffer ned og investerer i noget god, beskidt crack at fordrive tiden med. Civilization har i hvert fald noget nær samme euforiserende (og vanedannende) virkning på mig. Kom således umanerligt sent i seng i går, en bid af min morgen blev ædt af spillet, det samme er noget af tiden her efter arbejdet. Pludselig er der gået en masse timer med at opbygge det romerske imperium, og den der planlagte HD-læsning, well, den sivede lidt ud mellem fingrene på mig.

Nå, men hvorom alting er: Undervejs i mit monomane forsøg på at erobre verden i et computerspil fra 1996, kørte TV2 News i baggrunden. De transmitterede fra et debatarrangement mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard. Det var rædsomt. Frygteligt distraherende for mine erobringstogter. Det var lige før, at det ikke lykkedes mig at udslette babylonerne fuldstændigt. En masse ligegyldig snak og indstuderede floskler om integration (nu på niende år…..), værdipolitik (absolutte lavmål: Den bedrøvelige debat om ’danskheden’), og om hvor mange penge de behjertigede partier gerne vil dele ud til lige netop deres kernevælgere (i.e de arme pensionister og de arme offentligt ansatte). Det var med andre ord præcist ligeså stort et stykke tidsspilde, som man kunne have forventet forinden.

Mest interessant var det faktisk at se debatten live, for så derefter se de to stridende damer blive interviewet bagefter.

I et forsamlingshus-debatmøde er en politiker nødt til at folde sine argumenter mere ud for at overbevise tilhørerne. Kække one-liners er muligvis sjove i et sådan forum, men falder til jorden, hvis ikke argumenterne hænger sammen og der tales for meget udenom.

Heroverfor giver et interview i TV vel cirka en politiker 12 sekunder til at kommunikere sit budskab. De to fora kræver forskellige kommunikative evner, og her er der markant forskel på de to damer. Kjærsgaard mestrer de 12 sekunder til perfektion. Hun er i stand til at kondensere sit budskab, så det fremstår krystalklart. Thorning-Schmidt lyder derimod som, at hun lirer nogle indlærte gloser af. Gloser, som hun tilsyneladende ikke engang selv tror på. Til gengæld er hun klart bedre i den åbne meningsudveksling i forsamlingshuset. Her bliver Kjærsgaard vrisne stil endnu mere harsk end vanligt, og det er ikke til hendes fordel. Mildest talt.

Nå. Nok om det, og de påtaget distancerede analyser. Sandheden er jo, at jeg finder begges politik fæl. At deres respektive debatevner mest af alt interesserer mig for så vidt, at de forhåbentlig ikke overbeviser nogle med dem. Og at d’damer antageligvis var egenhændigt ansvarlige for, at jeg ved en utålelig fejl lod vikingerne gennemprygle mine elskede romere i Civilization.

Gimper.

Newspeak

Skriv et svar

Dansk politik anno 2010 er sindssvagt kedeligt. Så skal vi ikke tage en tur tilbage til en svunden tid, en mytisk verden, dengang hvor alting bare var en smule mere korrekt og stuerent? Det tror jeg nok vi skal! Mine Damer og Herrer, jeg giver jer daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en neo-klassisk udtalelse fra 1999:

“Vi kan ikke udelukke, at et antal danskere kommer hjem fra Kosovo i ikke-levende tilstand.”

Tak for din hudløse ærlighed, Poul. Nu vil jeg vende tilbage til min tilværelse som udød.

Jag vet inte vem jag är men jag vet att jag är din

Skriv et svar

Jeg kunne og burde for længst have skrevet et forgudende kvad omkring Håkan Hellström koncerten i fredags. Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede. Suckers.