I de sene aftentimer dukker der ofte sms’er op fra Niels-Jakob, der efter en lang dag i makroøkonomiens usigelige glæder, tilsyneladende går rundt med et brændende behov for at diskutere dansk politik med undertegnede. Det er altid en fornøjelse, for vi går til emnet med noget forskellige tilgange.
Hvor jeg er fatalistisk, pessimistisk, usystematisk, usammenhængende, emotionel og generelt desillusioneret omkring mulighederne for forandring, er den unge mand markant skarpere analytisk. Tilmed har han en ukuelig tro på, at de gode idéer i sidste ende sejrer overfor partifnidder og de politiske kommentatorers snik-snak og lommepsykologiske anekdoter.
Så da vi for en måneds tid tilbage diskuterede muligheden for at få gennemført de nødvendige økonomiske reformer, havde vi ganske forskellige udlægninger. Jeg jamrede og hulkede over de såkaldte politiske realiteter, men Niels-Jakob stod fast på, at den bedste valgstrategi for regeringen er at gå til valg på et ambitiøst reformprogram. I dag ser det så ud til, at den unge mand nok engang får ret.
Når jeg nu har vedkendt, at mine evner som politisk spåmand er uhyre begrænsede, åbner der sig to spørgsmål. For det første: Kan man vinde folketingsvalg i Danmark på en sådan dagsorden? Og for det andet: Hvis man kan vinde på at love besparelser og reformer, er løfterne (eller truslerne, om man vil) så reelt gennemførbare efter et valg?
Til det første spørgsmål er svaret: ‘Ja, måske’. Et meget omtalt paper af økonomen Alberto Alesina indikerer, at man sagtens kan vinde valg på at være på at skære ned i den offentlige sektor og gennemføre smertefulde reformer. Det, som regeringer derimod taber valg på, er faktisk konsekvenserne af manglende reformer: Højere skatter. Hvis vi titter lidt tilbage i 2010, så vandt Conservative Party og Liberal Democrats faktisk magten i England på et valgprogram, der lovede massive nedskæringer og genopretning af økonomien. Og de borgerlige i Sverige trynede de ellers så magtfuldkomne Socialdemokrater takket være begavede reformer, som i dag gør Sverige til en af Europas mest spunky økonomier. Det kan, med andre ord, sagtens lade sig gøre at gå til valg med sparekniven i hånden, hvis ellers at befolkningen er tilpas overbeviste nok om at krisen kradser.
Til det andet spørgsmål: ‘Næppe’. Når Lars Løkke pludselig iklæder sig rollen som den store ansvarlige reformator, så er det sandsynligvis mere en valgstrategi, end et egentligt brændende ønske om at forandre for at bevare. Men lad os for morskabens skyld lege, at det lykkes Venstre og Konservative at bevare regeringsmagten. Ser man så for sig, at den parlamentariske situation muliggør den fulde reformpakke? Det er tvivlsomt. Selv med en vis fremgang til Liberal Alliance og med de Radikales mulige medvirken, så vil det hadefulde proletariats hoforgan, Dansk Folkeparti, stadig lægge en kvælende dæmper på løjerne. Eller i hvert fald kræve nye usympatiske stramninger overfor de arme udlændinge. Det bliver ikke kønt.
Så hvad kan gå galt hvis regeringen satser hele butikken og går til valg med sig selv castet i rollen som De Ansvarlige Reformatorer?
Utrolig mange ting, faktisk. Regeringen er – de ideologiske modsætninger til trods - i dag er samme sted, som Labour var ved det engelske valg sidste forår. I lighed med Labour opfattes Venstre og Konservative over en bred kam som trætte, udygtige, plagede af dårlige personsager og uden de store visioner for fremtiden. Næsten 10 år ved magten er lang tid slider, særligt når de seneste par år har været ørkenvandringer og præget af dårlige konjunkturer. Man kunne være uenig med Fogh Ramussen i mangt og meget. Men der var nok en tendens til, at folk der ikke interesserer sig syndeligt for politik trods alt opfattede ham som en statsmand, man sådan nogenlunde trygt kunne overlade landets ve og vel til. Sagt diplomatisk, så er det nok de færreste vælgere, som har samme benovede opfattelse af den nuværende statsminister. Hvis han håndterer reformatorrollen på samme bedrøvelige vis som klimatopmødet, de strandede tiltag på folkeskoleområdet og det dybt illiberale pointsystem, så ryger han ud på røv og albuer.
Alt dette til trods: Reformerne er nødvendige. Hvis man er i tvivl om det, så kan en sober og effektiv opvågnen ske ved at nærstudere Det Økonomiske Råds seneste par rapporter om dansk økonomi. Og uanset hvor mange gange oppositionen danser omkring sig selv, så er deres bud på den økonomiske politik decideret usammenhængende. De eneste økonomer som støtter den, er Socialdemokraternes egne regnedrenge i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Fair Forandring og Fair Løsning planerne er fine valgoplæg, men er ikke troværdige på policyniveauet – og det ved Socialdemokraterne og SF også godt selv, hvis bare de et kort øjeblik magtede at være ærlige overfor sig selv.
De kommende år kommer til at rumme en lang række svære valg for beslutningstagerne, uanset hvem det så er efter et valg. Lige nu ser det ud til at regeringen fortsat er det bedste bud på, hvem der er bedst i stand til at vælge rigtigt.
Det bliver et spændende politisk år i 2011.



