Månedsarkiv: december 2010

Se vogliamo che tutto rimanga come è, bisogna che tutto cambi

1 svar

I de sene aftentimer dukker der ofte sms’er op fra Niels-Jakob, der efter en lang dag i makroøkonomiens usigelige glæder, tilsyneladende går rundt med et brændende behov for at diskutere dansk politik med undertegnede. Det er altid en fornøjelse, for vi går til emnet med noget forskellige tilgange.

Hvor jeg er fatalistisk, pessimistisk, usystematisk, usammenhængende, emotionel og generelt desillusioneret omkring mulighederne for forandring, er den unge mand markant skarpere analytisk. Tilmed har han en ukuelig tro på, at de gode idéer i sidste ende sejrer overfor partifnidder og de politiske kommentatorers snik-snak og lommepsykologiske anekdoter.

Så da vi for en måneds tid tilbage diskuterede muligheden for at få gennemført de nødvendige økonomiske reformer, havde vi ganske forskellige udlægninger. Jeg jamrede og hulkede over de såkaldte politiske realiteter, men Niels-Jakob stod fast på, at den bedste valgstrategi for regeringen er at gå til valg på et ambitiøst reformprogram. I dag ser det så ud til, at den unge mand nok engang får ret.

Når jeg nu har vedkendt, at mine evner som politisk spåmand er uhyre begrænsede, åbner der sig to spørgsmål. For det første: Kan man vinde folketingsvalg i Danmark på en sådan dagsorden? Og for det andet: Hvis man kan vinde på at love besparelser og reformer, er løfterne (eller truslerne, om man vil) så reelt gennemførbare efter et valg?

Til det første spørgsmål er svaret: ‘Ja, måske’. Et meget omtalt paper af økonomen Alberto Alesina indikerer, at man sagtens kan vinde valg på at være på at skære ned i den offentlige sektor og gennemføre smertefulde reformer. Det, som regeringer derimod taber valg på, er faktisk konsekvenserne af manglende reformer: Højere skatter. Hvis vi titter lidt tilbage i 2010, så vandt Conservative Party og Liberal Democrats faktisk magten i England på et valgprogram, der lovede massive nedskæringer og genopretning af økonomien. Og de borgerlige i Sverige trynede de ellers så magtfuldkomne Socialdemokrater takket være begavede reformer, som i dag gør Sverige til en af Europas mest spunky økonomier. Det kan, med andre ord, sagtens lade sig gøre at gå til valg med sparekniven i hånden, hvis ellers at befolkningen er tilpas overbeviste nok om at krisen kradser.

Til det andet spørgsmål: ‘Næppe’. Når Lars Løkke pludselig iklæder sig rollen som den store ansvarlige reformator, så er det sandsynligvis mere en valgstrategi, end et egentligt brændende ønske om at forandre for at bevare. Men lad os for morskabens skyld lege, at det lykkes Venstre og Konservative at bevare regeringsmagten. Ser man så for sig, at den parlamentariske situation muliggør den fulde reformpakke? Det er tvivlsomt. Selv med en vis fremgang til Liberal Alliance og med de Radikales mulige medvirken, så vil det hadefulde proletariats hoforgan, Dansk Folkeparti, stadig lægge en kvælende dæmper på løjerne. Eller i hvert fald kræve nye usympatiske stramninger overfor de arme udlændinge. Det bliver ikke kønt.

Så hvad kan gå galt hvis regeringen satser hele butikken og går til valg med sig selv castet i rollen som De Ansvarlige Reformatorer?

Utrolig mange ting, faktisk. Regeringen er – de ideologiske modsætninger til trods - i dag er samme sted, som Labour var ved det engelske valg sidste forår. I lighed med Labour opfattes Venstre og Konservative over en bred kam som trætte, udygtige, plagede af dårlige personsager og uden de store visioner for fremtiden. Næsten 10 år ved magten er lang tid slider, særligt når de seneste par år har været ørkenvandringer og præget af dårlige konjunkturer. Man kunne være uenig med Fogh Ramussen i mangt og meget. Men der var nok en tendens til, at folk der ikke interesserer sig syndeligt for politik trods alt opfattede ham som en statsmand, man sådan nogenlunde trygt kunne overlade landets ve og vel til. Sagt diplomatisk, så er det nok de færreste vælgere,  som har samme benovede opfattelse af den nuværende statsminister. Hvis han håndterer reformatorrollen på samme bedrøvelige vis som klimatopmødet, de strandede tiltag på folkeskoleområdet og det dybt illiberale pointsystem, så ryger han ud på røv og albuer.

Alt dette til trods: Reformerne er nødvendige. Hvis man er i tvivl om det, så kan en sober og effektiv opvågnen ske ved at nærstudere Det Økonomiske Råds seneste par rapporter om dansk økonomi. Og uanset hvor mange gange oppositionen danser omkring sig selv, så er deres bud på den økonomiske politik decideret usammenhængende. De eneste økonomer som støtter den, er Socialdemokraternes egne regnedrenge i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Fair Forandring og Fair Løsning planerne er fine valgoplæg, men er ikke troværdige på policyniveauet – og det ved Socialdemokraterne og SF også godt selv, hvis bare de et kort øjeblik magtede at være ærlige overfor sig selv.

De kommende år kommer til at rumme en lang række svære valg for beslutningstagerne, uanset hvem det så er efter et valg. Lige nu ser det ud til at regeringen fortsat er det bedste bud på, hvem der er bedst i stand til at vælge rigtigt.

Det bliver et spændende politisk år i 2011.

Mellemværende

2 svar

Hjemmearbejdsdag her i mellemdagene. Skal gerne indrømme at produktiviteten ikke har været i top, men heldigvis er opgavemængden tilsvarende også begrænset. Lidt har jeg fået afstedkommet, men er alligevel ikke rigtig mentalt tilbage fra ferien endnu. Hvilket givetvis er afstedkommet af, at jeg drøner af sted igen til nytårsaften i Stockholm allerede på fredag.

I den noget forlængede frokostpause vraltede jeg i motionscenteret. Jeg ved ikke om det er udtryk for tilfældigheder, men jeg møder i hvert fald altid den samme kvinde ihærdigt trampende på en trappemaskine. Tidligt og silde, hun er der hver gang. Trampe, trampe, trampe. Hendes evindelige tilstedeværelse vækker et nagende mindreværd i mig. Ville ønske at jeg besad hendes viljestyrke, i stedet for blot at luffe planløst rundt i maskinparken.

Ellers noget nyt? Njah. Havde egentlig tænkt på at grifle et par indlæg om ’Årets bøger 2010’ og ’Årets musik 2010’, men er kommet fra det igen. Det er dog ikke kun blogmæssigt at jeg er sløvet ned. Er generelt gået ganske i stå intellektuelt og inspirationsmæssigt her i december. Læsningen til timerne på krejlerskolen er i bedste fald adækvat, men aldrig overbevisende. Får som regel kværnet min Weekendavis og The Economist, men boglæsningen og den generelle tankeaktivitet er begrænset. Det må være kulden og vinteren som plager.

I Aalborg fik jeg dog læst de første to af Ejersbos afrikanske trilogi, ’Eksil’ og ’Revolution’, men kom ikke i gang med den tredje: ’Liberty’. Qua sin aalborgensiske baggrund indtager Ejersbo selvsagt en privilegeret position i mit barndomshjem, men jeg er ikke lige så overbevist, som jeg var efter at have læst ’Nordkraft’. Bevares, Ejersbo skriver stadig fremragende, men i Afrika-bøgerne mangler jeg lidt den altomfattende melankoli, som gennemsyrede hans skildringer af Aalborgs bug.

I almindelighed får jeg læst for lidt skønlitteratur. De såkaldte klassikere (’Krig og fred’ etc.) får jeg nok aldrig på CV’et, men man kunne kanske have en ambition om i det mindste at være nogenlunde velorienteret i nyere dansk litteratur. Ovre på sin blog indgår Louise i ambitiøse læsemålsætninger i ’Bogudfordringen 2011’, men det er en utopi for mit vedkommende. Hvis jeg får læst mine tre-fire-fem bøger om historie, samfund og økonomi krydret med en sci-fi bog eller to, så bør jeg nok være tilfreds i det kommende år.

Til bagsiden

Skriv et svar

Glemte at berette, at jeg skal til Göteborg d. 22. januar. Den Bedre Halvdel har nemlig givet os billetter til Sveriges P3 Guld 2011, hvor et sandt overflødighedshorn af yndlingssvenskere optræder: Håkan Hellström, Säkert!, Familjen og Oskar Linnros. Desuden dukker blandt andre Lykke Li og Robyn op på scenen, så måske er det endelig tiden, hvor jeg skal lære at forstå, hvorfor at alle er så vilde med dem (mens de ikke siger mig det store…). Jeg glæder mig noget nær uendelig meget til at tage afsted.  Det er alt, alt for længe siden at jeg har besøgt Sveriges Bagside. Med andre ord er jeg ganske overstadig af barnlig begejstring. Her er derfor en lille kavalkade af vidunderlige P3 Guld inspirerede perler:

 

Oskar Linnros: ‘Ack, Sundbyberg’

En veritabel klassiker, der hylder livet i en usædvanlig kedsommelig forstad udenfor Stockholm. Selv ikke Den Bedre Halvdel har mange pæne ting at sige om ‘Sumpan’. Og så er han Veronica Maggios ekskæreste. Sådan et møgøre! 

 

Håkan Hellström – ‘Jag vet vilken dy hon varit i’

Håkans nye single og heartbreaker. Den Bedre Halvdel bliver blød som smør. Mærk jer mine ord.

 

Säkert! – ‘Fredrik’

Den måske allermest knuselskelig jämte af dem alle. Jeg begærede ikke Säkert!’s nye album ligeså højt som hendes debut, men ‘Fredrik’ er stadig en fremragende sang. Håber ikke at Reinfeldt har taget den alt for ilde op. Han er sådan en pæn mand.

 

Familjen – ‘Det snurrar i min skalle’

Ja. Ja-ja. Jeg ved godt at den er gammel. Men ‘Det snurrar i min skalle’ er altså A) 2007′s bedste cross-over hit og B) er smukt akkompagneret af en legendarisk musikvideo, hvor en prædikant med smart lip-syncing får lov til at bræge prægtigt på det grimmeste Häsleholm-svensk i mands minde.

 

Det ligger slet ikke til mit selvudslettende væsen at prale. Men det er mig alligevel magtpåliggende at bekendtgøre for jer drys derude, at mens I får sokker og slips og vamsede sweatre af jeres koner og kærester  i julegave, så får jeg geniale koncerter med episke svenskere. Glædelig jul, suckers!

Lad de små børn…

6 svar

Juledag. Noget tung i bugen ovenpå gårdagens uhæmmede fråderi. Paradoksalt nok kombineret med ømme lemmer efter løbeturen tidligere den 24. Tung mave og trænings-øm på samme tid.  Jeg ender som tyndfed inden at I får set jer om.

Selve juleaften var et inferno. Og ikke på den ubetinget gode måde. Hvis min storebror læser med her, så på forhånd undskyld. Men min niece og nevø er til tider decideret utålelige. Altdominerende ved familiære komsammener. Larmende, skrigende og skænderidrevne. Alting centrerer om dem, vi andre er mestendels statister, hvis eneste mulige reaktion er impotent resignation og stille sukken. Der hærges, huseres og plages forældre. Det er et barbari uden lige. Bevares, julen er vist nok børnenes fest. Og ja, jeg skal holde op med at være et surt røvhul. Men på et eller andet overordnet metafysisk plan burde man kunne vel argumentere for, at det ikke er ensbetydende med at juleaften skal være uudholdelig for alle andre. Eller har jeg misforstået noget? Ja? Ak og ve.

Nuvel. Nok med brokkeriet. Efter to dage i træk af den slags bliver man blot en smule træt og ør i hovedet. Og i det stille sind forbliver man solidt vaccineret mod eventuel egenforplantning.

Der var dog også særdeles udmærkede elementer i gaveracet. Således har jeg vanskeligt ved at få de buttede arme ned, efter at det nu står klart, at vi skal seks dage til New York City i maj måned. Selv ser jeg mest frem til MOMA og Guggenheim, men er åben for rejsetips.

Eneste tristesse er at basketsæsonen er forbi i maj, så jeg får ikke mulighed for at se Knicks i Madison Square Garden. Vi må vel se om det er Yankees eller Giants, der så skal beæres med mit frydefulde nærvær.

Causerende limbo

Skriv et svar

Nuvel, jeg kom frem til Den Gyldne Stad.

Ganske vist med halvanden times forsinkelse, og vanligt kedsommeligt ophold i Kastrups fremmedgørende indenrigsterminal. Men når man læser om det aktuelle anarki hen over i de fynske motorveje, så var det øjensynligt en lav pris at betale.

Så nu tøffer jeg rundt hjemme hos De Gamle. Leger med deres nye hund, som er mere energisk og pjanket end de to fra min barndom – tilsammen! Læser lidt i de medbragte blade og bøger. Drikker oceaner af kaffe. Nærstuderer Nordjyske. Afventer stoisk familieinvasionen de kommende par dage. Min søster har nattevagt på Rigshospitalet natten til den 24., så min mor er bekymret for hvorvidt hun kan nå herop. I ved nok, den føromtalte snestorm og alt det der. Mon ikke den logistiske øvelse lykkes, og der bliver julefred i det lille hjem? Der krydses fingre.

Ellers er det rart med ferie. Har ganske vist taget en enkelt HD-bog med, men tvivler på at den bliver læst i med stor ildhu. At tage studiebøger med i juleferien, er for mig vist ligesom de syv sakramenter er det for den katolske kirke: Helt uundværlige ritualer og hellige handlinger, der skal skaffe mig nådens gave. Om jeg så er oprigtig i troen, er så et ganske andet spørgsmål.

Føler mig lidt restløs. Har en nagende fornemmelse af, at jeg burde tænke en masse dybe tanker om fremtiden og slige emner. Men kan ikke rigtig tage mig sammen. Måske en løbetur kan hjælpe. Hvis ellers at man kan udføre den slags, uden at brække samtlige lemmer i episke styrt på de glatte veje. Må heller får undersøgt det nærmere.

Var det nu virkelig nødvendigt?

2 svar

Virkelig, Economist, VIRKELIG? Med mit tredje årtis alt for snarlige ankomst, er det så nødvendigt at pølse sådan rundt i det? Lige dreje kniven en ekstra gang? Drysse saltet ekstra gavmildt ned i såret? Sparke mens jeg ligger ned? Ydmyge mig som den olding jeg er?

Møgdyr.

Kulturberiget

Skriv et svar

I aften er en lille milepæl: Vi står overfor at skulle se sidste afsnit af sæson 3 af The Wire. Det er vemodigt. Ganske vist er der stadig to sæsoner tilbage, men i afsnittet vi så i går, så skaffede manuskriptforfatterne sig af med en af undertegnet meget elsket person i serien. Den slags går lige i hjertekulen, thi der er opbygget særdeles nære emotionelle bånd til hovedpersonerne. Ak og ve.

Jeg er bevidst om, at det er blevet legio for alle hipstertyper, at skulle kunne lide The Wire - hvorfor man gerne må vrænge af vi andre, som sådan set også dyrker den med nærmest kultisk overbevisning. Men sagen er den, at ligesom med andre HBO serier som Mad Men og The Sopranos, så er The Wire kvalitet i stride strømme.

Historien igennem de sidste tre sæsoner har været spændende, men seriens styrker er dens personskildringer, dialog og stemning. Jeg ved ikke hvad de drikker i HBO’s kreative afdeling, men det er er positive karakteristika, der går igen i adskillige af deres serier. Jeg er dybt og oprigtigt bjergtaget. Man skal ikke se serien som en politiserie eller krimi (ligesom The Sopranos heller ikke er en ‘gangsterserie’), ej heller nødvendigvis for dens socialrealisme eller politiske dimension. The Wire sejrer endgyldigt takket være sine menneskeskildringer. Det er sublimt, grænsende til det enestående. Alene en figur som Omar bør opnå ikonisk status i moderne popkultur.

Hvis ikke I allerede er gået igang med The Wire endnu, så er det bare med at komme igang. Canal 9 viser den vist nok sent søndag aften, men drop det: DVD-boksene er billige og den bedste foræring, man kan give sig selv.

Are You There God? It’s Me, Sofisten.

Skriv et svar

Det her snevejr, I ved nok, det er ved at gå mig på nerverne. For alvor. Vi taler et knæk af nærmest Mikael Simpson’ske dimensioner.

Forstå mig ret, jeg holder grundlæggende meget af sne og kulde. Det er hyggeligt og vældig skandinavisk. Og jeg ville ikke have noget imod det aktuelle vejr, hvis altså det foregik under samme forhold som i Nordsverige. Der har man jo lissom indrettet samfundet på perma-sne fem måneder om året, hvorfor alting bare kører på vanlig vis, selv ved to-cifrede minusgrader. Her i Leverpostejland er alting skævt og suboptimalt, så snart vi er nede på -2 grader og let snefygning. Bevares, det er ikke som i Belgien (hvor de går i panik, så snart at de første snefnug daler), men det er tæt på. Vi håndterer simpelthen ikke vinter særlig godt her i landet. Det er begrædeligt.

Min gnavenhed aktualiseres først og fremmest af, at der i de kommende uger skal foregå adskillige logistiske øvelser. Onsdag skal jeg transportere mit hastigt ekspanderende korpus hjem til forældrene, hvor julen skal fejres. Siden skal jeg tilbage til København for at arbejde, hvorefter der igen skal flyves frem og tilbage til Stockholm i nytåret. Så oprigtigt talt kan jeg ikke bruge vinterinkompetence til noget lige nu. 

Så derfor, kære samfund, stram lige op indenfor de næste par dage. Jeg vil gerne kunne komme frem og tilbage uden alt for mange spildte timer i afgangshallerne. Er det for meget forlangt? Ja?