Gæt en film. Det burde ikke være vanskeligt.
Los Angeles, november 2019
11 svar
Månedsarkiv: januar 2011
Vi sidder bare her
Jeg ved ikke rigtig, vel? Med den der karriere altså. Den giver mig ikke megen mening for tiden. Eller snarere sådan generelt. Har trillet rundt på den samme arbejdsplads siden jeg blev færdig i foråret 2007. Først som barselsvikar, siden som fastansat såkaldt politisk konsulent. I perioder har det været ok. Særligt på de tidspunkter, hvor der er udviklingsopgaver på programmet. Jeg er også glad for mine kolleger og kan opretholde en forholdsvis komfortabel materiel tilværelse. Grundlæggende er livet som udvidet avislæser og papirnusser sådan set både trygt og udmærket. Min arbejdsgiver er glad for mig, ja, synes endog i al deres enfoldighed at jeg er dygtig. Og det endda på trods af, at min dovent anlagte arbejdsetik betyder, at det først og fremmest er de sjove opgaver jeg performer bedst indenfor (de mindre sjove kører noget sløvere…).
Jeg burde vel også være glad for, at det ikke er mig der luffer rundt ude i de nyuddannede DJØF’eres arbejdsløshedsprocent på 33,5. Det er i hvert fald hvad mine snusfornuftige forældre siger til mig. ”Du ved hvad har du, ikke hvad du får”, ”græsset er ikke nødvendigvis grønnere andre steder” og alt det der, som velmenende og livskloge mennesker siger til en. Så hvorfor slår jeg ikke bare røven i sædet, passer mit arbejde og holder op med hele tiden at spekulere over fremtiden og de drømme, jeg havde engang?
Men sagen er den, at det meste af tiden drømmer jeg grundlæggende om at lave noget ganske andet. Savner noget der giver min eksistens mere mening. Noget udviklende. Noget hvor jeg skaber et eller andet. Gør en forskel for nogen. Arbejder med ting, hvor jeg bedst muligt kan anvende de forsvindende få evner, jeg trods alt besidder. Er ikke særskilt stolt over det jeg går og laver i dag. Har sjældent lyst til at tale om mit arbejde med Den Bedre Halvdel (”jeg flyttede papirer i dag!”) eller i sociale sammenhænge. Det går mig på. Er ikke specielt karrieremindet, men det er en vigtig del af min identitet og selvforståelse, at det jeg laver i det mindste er meningsfyldt. Har svært ved at undertvinge følelsen af stagnation. Fornemmelsen af ikke at udvikle mig. Jeg skaber ikke så meget i mit arbejdsliv, bruger ikke min kreativitet. Der går meget proces og facilitering i det. Hvis ikke fordi det var så sørgeligt at høre på, så ville jeg pippe lidt om, at jeg kanaliserer størstedelen af mit begrænsede vid og skabertrang ind i denne blog. Sådan burde det vel ikke være? Eller?
Problemet er lidt, at jeg ikke ved hvad jeg gerne vil. I en alder af 29 år – med fuldført universitetsuddannelse og snart fire år på arbejdsmarkedet – aner jeg med andre stadig ikke hvad jeg gerne vil lave. Har diffuse drømme om en Ph.d, men mangler lige emnet, og får generelt ikke gjort så meget ved det.
Imens går tiden og arbejdslivet siver mere eller mindre mellem fingrene på mig. Synes at jeg sidder fast.
Fordi de rigtige mennesker vil forstå den
Jeg har set fremtiden og den er paradisisk
Hvis man – som jeg – har afvigende lyster og af arbejdsrelaterede årsager abonnerer på Konservative Folkepartis nyhedsbrev, så havde man i går fornøjelsen af at modtage følgende bombastiske svada fra ingen ringere end Naser Khader. Den læses bedst i selskab med temaet til Star Wars eller Wagners ‘Valkyrieridtet’.
Mirakuløs udvikling i Mellemøsten
“De mange oprør i Mellemøsten er et historisk vendepunkt. Det er en lavine, som ikke kan stoppes – og vi skal gøre alt for at bakke op om de demokratiske kræfter, der lige nu kæmper en vigtig kamp,” siger udenrigsordfører Naser Khader.
Det folkelige oprør i Tunesien har bredt sig som ringe i vand i hele Mellemøsten, siden diktator Ben Ali blev væltet, og nu er tiden kommet til Egypten.
“Vi er vidner til en helt fantastisk udvikling i demokratiets navn. Jeg er sikker på, at den egyptiske befolkning har styrken og evnerne til at vinde friheden tilbage. De har ikke alene de nødvendige institutioner til at gennemføre demokrati, men egypterne er samtidig en yderst veluddannet befolkning. Jeg frygter ikke, at islamister kommer til at overtage magten – når Mubarak bliver væltet. Det har tidligere vist sig, at terror i Egypten har udløst massive protester blandt de mange hårdtarbejdende demokrater. Terrorangreb har ikke alene betydet menneskelige tab, men det har samtidig ramt turismen hårdt, hvilket er den største industri i Egypten. Jeg tror, at Mohammed ElBaradei bliver Egyptens første demokratiske præsident – og ham skal vi give vores ubetingede støtte,” siger Naser Khader.
Sikke en analyse! Det er jo nærmest Murens fald om igen, hvor de hungrende masser styrter Østblokken i deres altfortærende appetit på frihed, demokrati og jeans fra USA. ElBaradei er jo nærmest det velskabte elskovsbarn af Havel, Wałęsa og Kohl. Det er kun et spørgsmål om tid, før end at sandt paradis på jord opstår med rod i Tunesien og Egypten. Den arabiske gade rejser sig mod trældommens åg, og miraklet er fuldbyrdet. Ligesom dengang at vi væltede Saddam, husker I nok, der brød de også ud i lovsang og fred og fordragelighed i Irak. Du er en vaskeægte profet, Khader!
(Billedet er André Devambez’ ‘La Charge’ fra 1902 til 1903)
En ekstatisk hyldest til peruvianske fodboldtrøjer
Advarsel. Nu bliver det intenst nørdet. Vi skal nemlig tale fodboldtrøjer. Nærmere bestemt det hæderkronede engelske sportsmærke Umbros stille overtagelse af peruviansk fodbold. Som i al sin sørgelighed er denne uges mest presserende emne i mit baghovede.
I 2009 introducerede Umbro deres ‘Tailored by Umbro’ serie i forbindelse med at de skulle designe den nye engelske landsholdstrøje. Groft sagt er ’Tailored by…’ vældig Alt Schule designmæssigt med masser af små fine detaljer. Siden har linjen været Umbros bærende paradigme i deres fodboldtrøjedesign, hvilket bekommer mig helt ualmindelig vel.
På firmaets blog introducerede Umbro forleden deres nye designs til de tre topklubber i Peru: Universitario, Sporting Cristal og San Martin. De er i al deres minimalisme helt ubegribeligt labre. Fuldt ud konkurrencedygtige med Nikes nye trøje til det franske landshold.
San Martins nye hjemmebanetrøje
San Martins hjemmebane trøje - bemærk det smukke klublogo
Sporting Cristals hjemmetrøje
Endnu et smukt klublogo
Universitarios hjemmebanetrøje
Smuk og dejlig
Jeg har forståelse for, hvis antallet af interessenter i peruviansk fodbold er begrænset. Men det glæder mig intenst, at Umbro efter en række svære og ukreative år nu igen er helt fremme i fodboldtrøjedesignets mesterliga. Umiddelbart er jeg nok mest tilbøjelig til at ville investere i Sporting Cristals trøje (himmelblå er en farve der deles med min hjerteklub fra Rom!), men elegancen i Universitarios trøje er nu også svært dragende….
Dancing on my own
Selvbedrag af højeste karat
Under togrejsen hjem fra Göteborg – kun en time forsinket grundet defekte bremser (sic) – læste jeg mit nyindkøbte svenske fodboldblad Offside. Det er altid en udsøgt fornøjelse, thi det går i dybden med det, som franske historikere ville kalde ‘longue durée’. Jeg lærte i dette nummer om træningsmetoder, taktik, den økonomiske udvikling og fodbolden i Uruguay. Man bliver groft sagt altid lidt klogere på de langsigtede og strukturelle udviklinger i forbolden af at læse bladet, hvilket er en kærkommen kompagnon til de daglige transferrygter og sladderhistorier på bold.dk.
I dette nummer er der også en amuserende lille artikel omkring Jacques Crevoisier, der er hjælper Arsenals cheftræner Arsène Wenger med at udføre psykologiske profiler af spillerne. Den mentale og psykologiske udvikling af spillerne er åbenbart noget forholdsvist nyt, men Arsenal er vist ret langt fremme. Crevoisier byder på en lille perle af et citat om den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner:
Bendtner lär vare ett interessant fall?
Jo du…det kan man säga. En kategori heter ‘självupplevd kompetens’, altså hur bra spelaren tror att han är. På en niogradig skala fik Bendtner tio! Pat Rice (assisterande tränere) satt bredvid ock kunde inte slutta skratta. När Bendtner misser en målchans er han alltid genuint övertygad om att det inte är hans fel. Du kan tycka att det är ett problem – och det är det väl till viss del – men du kan också se det som att den här killen har en remarkabel förmåga att gå videre efter en motgång. Han var helt övertygad om att Danmark skulle vinna VM 2010. De slogs ut i gruppspelet.
Personligt har jeg aldrig selv været meget imponeret af Bendtner, men hans psykologiske profil forklarer jo en del ting. Herunder hans tilsyneladende fuldstændigt fraværende evne til at reflektere over egne mangler, usolidarisk udtalelser om holdkammerater og de pinlige udmeldinger i medierne om, at han fortjener at komme på holdet i Arsenal (uagtet at han stort set aldrig leverer varen).
Omvendt tilfører det måske dynamik at have sådan en krukke på et hold. Guderne skal vide, at den samlede grå klump grød, der i dag udgør AaB’s førstehold, kunne have brug for en individualist og fantast til at løfte de øvrige op af middelmådighedens sump.
Disco Inferno, eller: P3 Guld i Göteborg
Den officielle anledning til Göteborg-turen var som nævnt, at Den Bedre Halvdel havde foræret billetter til Sveriges P3 Guld. En række af de gamle favoritter optrådte, ligesom at det blev en kærkommen lejlighed til at opdate nogle nye svenske popdyr.
Inden afgangen havde jeg brugt lidt tid på at google og youtube de nominerede og optrædende musikere. Største fund i den proces var Daniel Adams-Ray, som fik et gedigent hit i anden halvdel af 2010 med den udsøgt henrivende ‘Gubban i lådan’. Som den måske mest lysende Orup-esque sang i mands minde, har jeg haft gevaldig vanskeligt ved at få den ud af hovedet. Jeg fandt siden ud af at Adams-Ray sammen med yndlingen Oskar Linnros udgjorde duoen Snook, der i 2007 udgav den ‘Inga Problem’ sammen med Sveriges næstmest bedårende kvinde: Veronica Maggio. Større er de svenske musikcirkler åbenbart heller ikke.
Maggio berigede os desværre ikke med sit nærvær, men det gjorde som fortalt en perlerækker af øvrige notabiliteter. På scenen fik vi således fornøjelsen af Håkan Hellström (prægtig som vanlig!), Säkert (yndlings jämten!), Familjen (skånsk og på et eller andet illegalt!), førnævnte Oskar Linnros (defekt mikrofon, men energisk performance!), Those Dancing Days (besnærende ungmøer!), Lykke Li (træls emo-electro med for megen selvfedme) og aftenens dronning: Robyn. Det var storartet, faktisk.
Selve prisuddelingen? Mjah.
Robyn vandt tre priser (årets kunstner, årets sang og årets live), og det var mildest talt i overkanten. Jeg kan sagtens rent intellektuelt forstå hvorfor svenskerne forguder hende. Der er jo pop og disco-inficeret techno. Næsten helt Melodi GrandPrix’et, hvilket er en genre der plejer at sætte den svenske folkesjæl i brand. I en bedre verden ville jeg sikkert også holde af hendes electropop. Men jeg kan ikke elske hende. Der er noget ved hende, der skurrer og irriterer og nager. Er mon det fordi hun brød igennem dengang med den folkemyrderiske forbrydelse ‘Do You Really Want Me’? Er det hendes fæle lillepige image? Er det hendes Hitler Jugend frisure?
Jeg ved det ikke, men træls er hun altså. Og så stjal hun helt og aldeles uretmæssigt mindst to af priserne (årets kunstner og årets live) fra manden, der for alvor havde fortjent dem: Håkan Hellström. Sikke noget juks, I svenske P3 lyttere. De afstemninger bør I skamme jer over.
Næste år bør svenskerne også overveje deres kategorier en anelse. Lige nu er der ‘pop’ (som rummer alt fra det mest kommercielle bras til electronica til indie), ‘rock’ (de facto heavy), hip-hop/soul og dance (med alt fra kommerciel houser til indadvent techno). Der er med andre ord masser af rosværdige genrer, som siver ud mellem fingrene. Som den glimrende musikblogger Esau påpeger, så er fraværet af en singer/songwriter/folk kategori helt åbenlys. Nuvel, jeg kommer gerne igen næste år!
Endelig kan og bør man vel knytte en kommentar til værtinden Kitty Jutbrings performance. Men måske man bare skal lade billedet ovenfor tale for sig selv….
For tidligt
Sam Cooke ville være blevet 80 år i dag, hvis altså ikke han havde valgt at blive skudt af sin manager i en alder af 23 år tilbage i 1964. Det må siges at være et tab af de større. Hans ‘A Change is Gonna Come’ er en af 1900-tallets smukke sange.
I en tid, hvor r’n'b/hip-hop kunstnere mest af alt ‘udmærker’ sig ved at få tatoveret isvafler i ansigtet, minder Cooke om, at soul engang var andet og mere end bling og gangsta-attituder. Der er vel nærmest kun Raphael Saadiq tilbage til at holde fanen højt. The rest is noise.
Back to Love
I eftermiddagen går turen til evigt skønne Göteborg, hvor vi skal til Sveriges P3 Guld. Ved siden af de musikalske excesser i Lisebergshallen skal vi besøge min gamle kollegiekompis Katrin, der triller rundt og forsker i cyster ved universitetet deroppe.
Selvom byen ret beset ligger på Sveriges bagside, så har jeg altid haft et blødt punkt for Göteborg. Dels er den et musikalsk epicentrum (Jens Lekman, Air France, Håkan Hellström etc.), dels var det i min barndom selve indbegrebet af Sverige. Når vi skulle på skiferie i Sunne og Idre, så var det som aalborgensere mest naturligt at tage færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Siden de mange timer på bagsædet op af de krogede vegne via Trollhättan og Karlstad. Det var reelt her, at min passionerede svenskofili begyndte.
Det var altid absurd spændende at komme til Göteborg dengang. Dels fordi Stena Line færgen havde nogle fortryllende arkadespillemaskiner (Street Fighter 2? Daytona USA? Ja?), dels fordi Göteborg bare var lidt større og mere spændende end min egen hjemstavn. Skivhugget på Masthuggstorget er i min forskruede lille verden stadig den ultimative musikbutik, og indsejlingen til byen forbi skibsværfterne og fabrikkerne rummer tilpas megen industriromantik til, at en Aalborg-dreng med eternitfabrikken i blodet intuitivt må holde af Göteborg. Ja, og så var Thomas Ravelli jo en prototype-hipster-målmand på IFK Göteborgs dengang ret overlegne fodboldhold. Der var meget at holde af for en kejtet dreng på 10-11 år!
Masthuggstorget, Sofistens kulturhistoriske vugge
Derfor er det ikke kun musikken jeg ser frem til her i weekenden, men også et gensyn med en tidligere kærlighed. Vi har ikke set hinanden i mange år, men måske finder vi ind til hinanden igen?