Pas på, for nu bliver det meta-retro-agtigt. I sommeren 1995 var jeg på sommerferie med forældrene i Frankrig, og som vi drønede rundt der på motorvejene i Bretagne, så var der to sange der især blev spillet i radioen hele tiden. Jeg var 13 dengang og på vej til at blive sådan rigtig usundt interesseret i musik, så sangene mejslede sig ganske solidt ind i mit letprægelige sind. Ja, faktisk har de været formende for hele min senere affektion for soul.
Den første var var den franske hiphopgruppe Alliance Ethnik med landeplagen ’Respect‘. Den æggende blanding af engelsksprogede Vinia Mojicas silkebløde vokal og rapperen K-Mel’s feel-good franske tekst er svær at stå imod. Det samme er det distinkt 90′er-gumpetunge beat samt den frisindede brug af Donna Hathaway & Roberta Flacks underskønne diskoklassiker ‘Back Together Again’ og Mel Brooks’ ‘It’s Good to Be the King’. Generelt fungerer rap jo ganske fabelagtigt på fransk, og selv min ellers ganske hiphop-skeptiske far brummede med på ‘Respect’ i den sommer.
Den anden sang de spillede ofte var Mary J. Blige ‘All Night Long‘, hendes efter min mening ubestridte mesterværk. Bevares, rækken af gyldne r’n'b klassikere fra he ndes hånd er jo noget nær uendelig (‘Be Happy’, ‘Deep Inside’ og især den vidunderlige ‘Love is All We Need’), men ‘All Night Long’ er den episke kulmination af midt-90′er r’n'b’ens bedste elementer. Produceret af Sean ‘Puff Daddy’ Combs (vel at mærke før han blev latterlig) er sangen et palads af karamel, lummerhed og seksuelle opfordringer kombineret med Mary J. Bliges oprigtighed. Resten af albummet, hvor sangen stammer fra (‘My Life’), tenderer mod det depressive, men på ‘All Night Long’ er Mary kælen og vel kramme på den helt rigtige måde. Det er decideret skamløst godt. Ud over at besidde genrens måske bedste stemme, så formåede Blige i sine bedste år at arbejde sammen med producere, som pakkede hende ind i et fintvævet stof af højkvalitets samples. Således består kernen af ‘All Night Long’ af tre sange. Grundessensen er Mary Jane Girls ‘All Night Long’, men den bliver suppleret af Rick James’ skræmmende gode ‘Mary Jane’. Resultatet er et tungt og funket beat, som klæder Blige aldeles perfekt.
Siden dengang har jeg gravet dybere i hvad soul og r’n'b genrerne kan tilbyde. Men jeg har ikke været ligeså forelsket som dengang i 1995, hvor Mary J. Blige og Alliance Ethnik åbnede mine øjne for ‘sort’ musik.
Nogle af jer der har haft lignende religiøse vækkelser? Også indenfor andre musikgenrer?
Jeg går ud fra, at min usunde interesse i brit-pop begyndende med en fødselsdagsgave i form af The Verve – Urban Hymns er en tand under dine standarder, men ellers kan nævnes electronica-stormen, som begyndte med Chemical Brothers og Apollo 440 og bevægede sig over i Leftfield-obsession og dermed åbnede døren for min ubehjælpelige kærlighed til Massive Attack, som i sig selv blev startskuddet til trip-hop-feberen i Kristians lille hjerne.
Eller hvad med at begynde med anlægget jeg fik af min farbror i en alder af ca. 9 år, der kunne afspille kassettebånd (WOW!) sammen med, på sådanne, optagelser af lp’er med Phil Collins, Anne Linnet og Lars Hug – need I say more – et monster var skabt og dets skæbne beseglet.
Og med mine egne første erhvervelser på ORIGINALE kassettebånd (ligeledes WOW!) som var Love Shop – DK (senere fandt jeg ud af, at deres første album var langt bedre), Paul Young – From time to time (er der nogen der skal med til Birkerød at høre ham i næste måned?) og Roxette – Joyride (til sommer i Tivoli, hvem skal med!?), ja så var jeg for evigt min egen og løsrevet fra min Frankenstein (i.e. farbror Finn).
Se bare på hvor megen ravage jeg har skabt i sofistens hoved gennem tiden, en mand, der faktisk selv er skyld i flere af mine senere åbenbaringer, som Pet Shop Boys og The Smiths (med tilhørende jamrende frontperson) – og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Jaja – monstret har følelser – surprise!