En fortrinlig weekend blev afsluttet med de to sidste afsnit af ‘The Pacific’. Det er prægtigt, at DR har købt serien hjem, det er så sjældent at jeg ser den kanal, det var ganske nostalgisk. Ni søndage i træk til og med. Normalt er jeg ikke pjanket med krigsfilm eller krigsserier, har aldrig set ‘Broen over floden Kwai’ eller ‘Saving Private Ryan’. Har heller ikke set ‘The Pacific’s søsterserie, ‘Band of Brothers’, men måske jeg burde overveje det.

For ‘The Pacific’ er majestætisk god. Den er grum, flot og til tider stærkt rørende. Endda uden at være kvalm. Den handler ikke om nationalfølelse og bader ikke i den svulstige symbolik eller heltedyrkelse, som amerikanske krigsfilm desværre ellers har for vane. Vi følger en lille flok soldater, mennesker fulde af fejl og mangler, mens de kæmper sammen i Stillehavskrigen. Serien har ikke et egentlig antikrigsbudskab, for lidelserne undervejs har hele tiden et højere formål. Kampen mod japanerne er legitim og rigtig. Men serien viser meningsløsheden for den enkelte soldat og de forfærdende ting de udsættes for – og udsætter andre for. Det er mere drama end det er korrekt historie, og den illustrerer de uhyrlige konsekvenser som krige har for soldater, civile og samfund. Så bagefter er man ikke just sulten på invasionskrige lige foreløbig.

At ‘The Pacific’ ud over at sætte tanker i gang også  visuelt er helt fantastisk flot, gør ikke serien ringere. Den er stærkt anbefalelsesværdig – se den!