Havde en mailkorrespondance med NJ tidligere i dag fremkaldt af Henrik Sass’ ret så tåbelige trusler mod flere navngivne dagblade og S-SF’s ligeså fjollede udmeldinger om at ville gå målrettet efter hvad de kalder for ‘borgerlig forskning’ (hvad det så end er for noget). Det fik NJ til at spørge hvad mon egentlig at Socialdemokraterne har at byde ind med af konstruktive bidrag, når størstedelen af udmeldingerne fra partiets politiske ordfører handler om hvem han vil straffe når/hvis han kommer til fadet.

Grundlæggende tror jeg imidlertid ikke, at Sass eller Socialdemokraterne er meget værre end så mange andre på den konto. Hvis man lavede opgørelse af hvad de politiske ordførere i Venstre eller Konservatives har af udtalelser, så ville det nok være noget lignende. Det er trods alt den politiske ordførers opgave at være sit partis tæskehold. I den sammenhæng er Sass jo bare hvad Chris Partlow og Snoop er for Marlo Stansfield i The Wire (minus sømpistolen, altså).

Problemet er imidlertid, at man som almindelig samfundsborger måske burde blive mere overrasket over udtalelserne end man reelt gør. For hvad er der at blive overrasket over, når en repræsentant fra ‘rød blok’ laver en glidende tackling på (påståede) repræsentanter for ‘blå blok’. Det er jo åbenbart det, som ‘politik’ handler om.

Eller er det?

Jeg synes, at det åbner op for en interessant diskussion. For hvad er ‘politik’ i dag?

Emnet aktualiseres af to nylige indlæg i henholdsvis Berlingske og Information. I den førstnævnte melder skribenten sig ud af at deltage i politiske diskussioner, for hvorfor egentlig engagere sig, når den politiske sfære tilsyneladende er blevet afkoblet fra den virkelige verden? I den anden vrides der hænder over, at vi som medieforbrugere hele tiden stopfodres med analyser, fortolkninger og politiske kommentatorer, som udlægger teksten for os. Der er hele tiden folk (med egne politiske dagsordener), der vil fortælle os hvordan tingene virkelig hænger – med den konsekvens at vi drukner i input og mister evnen til selv at tænke.

Hvis I husker tilbage til folkeskoletiden, mindes I måske, at man dengang lærte at det er en hellig moralsk borgerpligt at interessere sig for politik. Det handler jo om vores allesammens samfund, vi skal værne om demokratiet, være eksemplariske samfundsborgere og alt det der. Man var kort sagt et slet menneske, hvis man ikke vidste noget om politik.

For mit eget vedkommende var det ok med sådanne moralske forpligtelser. Jeg har altid haft en vis interesse for historie og samfund, så det var jo nemt nok for mig at sætte mig ind i emnet. Men hvis der lå en tilsvarende hellig pligt til at vide noget om matematik, så havde jeg været anderledes ilde stedt. Det kan jeg så prise mig lykkelig for ikke er tilfældet.

Det er min påstand, at essensen i ‘politik’ er den samme som altid. Hvis man spørger den gamle hæderkronede politolog Harold Lasswell, så handler politik grundlæggende om “Who gets what, when, and how”. Det sagde han tilbage i 1935, og jeg tænker, at det stadig er en adækvat beskrivelse for essensen. Og den essens vil jeg hævde, er relevant for alle i samfundet.

Denne essens overskygges dog af forandringerne i formen. Alt der udenom. Hvad der skaffer en omtale i medierne. Hvordan man bliver hørt. Hvordan man bliver valgt. Det er markant anderledes. For det kræver ikke en større begavelse at kunne konstatere, at spillereglerne har ændret sig for dagens udøver af den politiske gesjæft. Mediebilledet er nok den største forandring. Når alt skal kunne kommunikeres i et 10 sekunders TV-interview, der er non-stop nyheder og utallige interesser der kæmper om dagsordenen, så får vi altså nogle andre politikere og andre dynamikker, end man havde for 30-40 år siden.

Grundlæggende vil jeg mene, at forandringerne i politikkens form udstyrer lærerne i folkeskolen med en markant dårligere moralsk sag i dag, når de skal overtale eleverne til at interessere sig for politik.For hvorfor dog gå op i emnet i dag?

Guderne skal vide, at jeg selv har vanskeligt at mønstre den store entutiasme for dansk politik. Det er muligvis en omgang standard alting-var-bedre-i-gamle-dage-brok, det ved jeg godt. Men den politiske debat handler i dag ikke længere om essensen (substansen, ideologien), nej, politik er blevet reduceret til at blive beskrevet og opfattet via begreber, som journalister konfliktvinkle i deres artikler. Når der skrives og tales om politik i medierne, så handler det stort set altid om taktik, hvorfor-siger-han-det-på-den-måde, personsager, kommunikation og forsimplede, letforståelige manikæiske dikotomier såsom ”rød vs. blå blok”. Vi er ligesom kommet på niveau med de royale ugeblade i dækningen af dansk politik. Det er en slags neo-medieval tilstand, hvor den måbende pøbel kan følge intrigerne på paladset, hvor konger og prinser og riddere fornøjer sig med knive i ryggen og høvisk tale.

Denne reduktion af politikkens form til at være en form for teater betyder, at man efter de nylig indgåede aftaler om efterlønsreformer stort set kun hørte de samme tonedøve politiske kommentatorer tale om taktik og ‘nu må valget da også snart komme’. Politik handlede i dette paradigme kun om kommunikationen og politikernes genvalgsmotiver. Altså, kunne denne reform nu bruges taktisk af regeringen, og hvad med splittelsen mellem De Radikale og S-SF, ih altså! Imens blev substansen – herunder de uhyre usikre økonomiske forudsætninger og antagelser i reformen – forbigået i tavshed. De var alt for svære og komplekse at formidle for de arme journalister og kommentatorer. Det var simpelthen for vanskeligt at analysere who gets what, when, and how.

Men det er blot et eksempel blandt mange. Og hovedproblemet med ovenstående reduktionistiske opfattelse af politik er, at den kommer til at bestemme hvilke politikere vi får at vælge imellem. Hvis kravene til politikerne ikke længere er at man skal være ambitiøs, klog og have visioner for en bedre verden, men snarere at man skal være en dygtig og professionel kommunikator, så får vi på sigt et problem. Så er det ikke nødvendigvis de dygtige eller kloge som vil stille op til valg, men derimod dem der er gode til at italesætte sig selv. I kan jo selv lave en lille test. Hvem er filosofkongen i regeringen? Hvor er de oplyste renæssancemennesker i oppositionen? Hvor er de karismatiske og ikke mindst dannede åndsfyrster, som man – uagtet ideologisk standpunkt – kan stole på vil træffe de klogeste valg?

Korrekt, de er der ikke. Man skal i hvert fald lede længe.

Og heri består min grundlæggende frygt – og tristesse over Sass’ udmelding. For den illustrerer, at manden er et præmieeksemplar af den ‘nye’ type politiker. Som kan kommunikere, men som ikke vil andet end magten – for dens egen skyld. Som gør det irrelevant for folkeskoleelever at vide noget om politik. Som er vand på Mogensen & Kristiansens mølle. Som gør det irrelevant for folk at melde sig ind i partierne. Som skaber fremmedgørelse overfor beslutningsprocesser. Som reducerer noget vigtigt til først og fremmest at handle om form.

Det er ærgerligt. Og lover ikke godt for fremtiden.