Der kører en ganske underholdende debat i Sverige i dag efter at Svenskt Näringsliv (Det Signede Lands svar på Dansk Industri) har udgivet en uddannelsespolitisk rapport, ‘Konsten att strula till ett liv‘, med klassiske arbejdsgiverorganisations synspunkter. I vil muligvis genkende dem fra den danske debat: Studerende skal hurtigere gennem pølsefabrikken, de skal holde op med at læse fjollede fag indenfor humaniora og i stedet læse til ingeniør eller andre fag der ‘ger hög ekonomisk avkastning’.
Det skal i praksis ske ved at give de studerende incitament til at læse naturvidenskabelige fag (= højere SU, hvis du læser Svenskt Näringslivs yndlingsfag) og universiteterne skal have incitament til at mindske optaget på humaniora og øge optaget på ingeniørstudierne (= højere taxameterstøtte til uddannelsesretninger med ‘højt samfundsøkonomisk afkast’, som Svenskt Näringsliv skriver).
Så vidt, så skidt.
Der er for så vidt ikke noget galt med at Svenskt Näringsliv tager debatten. Sverige er plaget af høj ungdomsløshed og kandidaterne forlader i snit først universiteter når de er 29 år gamle. Det er med andre ord ikke illegitimt at komme med forslag til at udstyre unge med jobgivende kompetencer, ej heller at få dem en anelse hurtigere igennem studierne. Faktisk er det vel uhyre rimeligt.
Så hvorfor den heftige debat? Hvorfor koger kulturparnasset, lederskribenterne og undervisningsministeren over?
Der er selvsagt noget prestigetab over det. Det er aldrig rart at få at vide, at man er en ørkesløs drønnert, der ikke leverer samfundsmæssig værdi i en cost-benefit analyse. Reaktionerne er som sådan ganske forventelige. Det hænger også sammen med at Svenskt Näringsliv er nogle tosser med hensyn til kommunikationen. De sætter således en af deres (tørre) økonomer til at prædike i radioen om, at man som ung skal betragte sin uddannelse som en ‘investering’. Og når de skal fortælle hvad humaniora og kunst handler om, så er ‘Harry Potter och hans världar’ det eksempel økonomen hiver frem.
Det er i sig selv uhyre sigende for Svenskt Näringslivs åndelige fattigdom, at Harry Potter står for organisationen som det fremmeste eksempel på humanistisk forskning (og så glemmer vi tilmed et kort øjeblik hvor mange penge og skatteindtægter som J.K. Rowlings fjollede litteratur har skabt…).
Og det er, som uddannelsesminister Nyamko Sabuni skarpt bemærker det, påfaldende at en ellers så liberal organisation nu pludselig mener at politikerne (der ellers på alle andre tidspunkter er dumme og skal holde fingrene væk fra ting, som det frie marked selv kan klare) nu åbenbart bør vælge fremtidens vinderuddannelser.
Personligt køber jeg ikke Svenskt Näringslivs argumentation. Den bygger efter min mening på en usympatisk kræmmerlogik, ringeagt for klassisk dannelse og kultur og en misforståelse af hvad kreativitet handler om.
I mine øjne er humnioraen i dens mangfoldighed med til at berige samfundet med ånd og forståelse for andre ting end hvad der lige står på bundlinjen hos DI og Svenskt Näringslivs medlemmers bundlinjer. Og hvis det endelig er bundlinjen som tæller, så vil jeg faktisk gå så langt som til at mene, at hvis virksomhederne var bedre til at udnytte humanistiske kandidaters evner, så ville det tværtimod kunne medvirke til at skabe større overskud. Det er forsimplet og plat at postulere at humaniora er en underskudsforretning.
Bevares, jeg kommer da heller aldrig til at forstå hvorfor at folk vælger at studere de allermest esoteriske fag på KUA, der nærmest sætter en dyd i at uddanne kandidater der er uansættelige på det gængse arbejdsmarked. Men omvendt anerkender jeg ikke, at jobmuligheder og ‘samfundsøkonomisk afkast’ er de eneste relevante kritier for en uddannelses eller et forskningsområders berettigelse. Nej, det er da mulig at der ikke er mange jobs i forhistorisk akæologi, tibetologi eller lingvistik. Men de rummer viden, ånd og dannelse, som vi ville være et fattigere samfund uden.
Så at anspore folk økonomisk til at læse såkaldt ‘fornuftige’ studier indenfor teknik og naturvidenskab, mens at humanioraen aktivt nedprioriteres i universitetsbevillingerne, forekommer mig at være en særdeles kortsigtet og kræmmersjæls-agtig strategi.
Så mit fromme ønske er vel egentlig bare, at Svenskt Näringsliv vil holde op med at leve fra hånden og til munden. Det ville være det bedste for Sverige.
