Beck – ‘Debra’

Jeg var aldrig cool nok til at holde af Beck dengang at jeg var ung. Eller yngre. Eller hvad man nu end kalder ens tidlige 20′ere. Eller, jo, lidt måske. Ejer trods alt hans ‘Sea Change’ album. Synes tilmed endda at det er godt. Men dengang at han var hip og skæv i ‘Odelay’ tiden, well, der kunne jeg ikke rigtig være med. Indtil fornylig, altså. For der opdagede jeg hans eminente Prince-imitation ‘Debra’ fra ‘Midnite Vultures’ albummet. Kæft, hvor er det sublimt. Han er jo så uforskammet lummer, at det næsten kammer over i det slibrige. Vi taler noget nær R. Kelly højder. Det er forrykt godt.

 

Soundgarden – ‘Fell on Black Days’

Grunge er en røvballe musikgenre, men ‘Fell on Black Days’ er alligevel et mesterværk. Tonsertung og ikke til at gemme sig for. Perfekt gå-til-arbejde-i-regnvejr-musik.

 

The Cure – ‘Open’

En gammel og sørgerligt glemt sag fra 1992. Efter min mening det bedste Cure nummer overhovedet. Ja, også bedre end ‘Boys Don’t Cry‘. Robert Smith var vist ikke i særskilt lyst humør dengang han skrev den.

 

Ray Lamontagne – ‘Let It Be Me’

Musikhistoriens største jeg-er-følsom-smid-så-de-trusser sang? Jeg tror det. Lamontagne må have flere groupies end Keith Richards og Justin Bieber tilsammen.

 

DJ Krush – ‘Four Elements’

Hvor er det sørgeligt, at ingen gider lave trip-hop længere! Musikbranchen tvinger mig altså til at pølse rundt i de samme gamle sange, men nuvel, så længe det er DJ Krushs sjælfulde udgave af ‘Dub Be Good to Me’, så bør jeg næppe jamre alt for højt.

 

Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’

Fik jeg skrevet, at Ray Lamontagne har flest groupies i verden? Det passer ikke. Det må være Band of Horses. Ellers er der da ingen retfærdighed til. Og ‘Detlef Schrempf‘ er 2010-2011 største emo-sang i min verden.

 

Everything But The Girl – ‘Five Fathoms’

Jeg ved godt, at Tracy Thorn har udgivet mere end godkendte  soloværker siden seneste EBTG-album fra 1999. Men derfor kan jeg jo godt savne hendes værker sammen med Ben Watt. Hendes nuværende producere pakker hende ind i for meget electronica, mens han bare gjorde hende bedre. ‘Five Fathoms’ var første single fra ‘Temperamental’ albummet, og den er stadig blændende god her 12 år efter.

 

Fused – ‘Saving Mary’

Er det stadig ufikst at kunne lide electropop? Svenske Fused havde mig bekendt ikke andre hits end denne lille perle fra 2001, men det skal ikke komme dem til last. Der er næppe lavet bedre meget bedre houseinspireret pop siden denne sang.

 

The Knife – ‘Pass This On’

Jeg forstod aldrig The Knife dengang de var über-hippe for fem-seks år siden, men videoen til ‘Pass This On’ var og er blandt de mest uhyggelige nogensinde. Sangerinden er fæl at se på. Den legemeliggjorte fremmedgørelse. Sangen er dog fremragende, det er ikke tit at man oplever olietønder i populærmusik.

Det Vackra Livet – ‘Viljan’

Det bedste New Order-esque band i nyere tid. I deres engelske udgave kalder gruppen sig ‘The Mary Onettes’, men deres svenske nebengeschäft er mindst ligeså godt. Fængende omkvæd. Er det en saxofon man aner? Jeg håber det virkelig ikke. Så er jeg nødt til at hade dem. Saxofoner er et ondskabsfuldt instrument.

Familjen – ‘Det Var Jag’

Fik aldrig købt Familjens andet album, og det sidder jeg så her i langt-væk-Belgien og fortryder nu. ‘Det Var Jag’ rummer alle de kvaliteter der kendetegnede neoklassiske underskønheder som ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Feber’. Hvis man vil have den fulde über-prollede udgave af Familjen, bør man lytte til Adam Tensta remixet af ‘Huvudet i sanden‘. Det er en fremragende tour de force i snart sagt samtlige boligblokkede forstæder nord for Stockholm.