Det har været en lidt omskiftelig skøn- og faglitterær læseperiode. Mest fordi New Yorker pludselig er begyndt at levere et blad hver uge, hvilket medfører at der er en del obligatoriske artikler, der skal læses hver weekend. Læsetiden er også blevet reduceret af en behjertet indsats over for ’X-Files’. Efter at have overvundet serien foretog jeg en google-søgning efter:
”I survived nine seasons of X-Files, and all I got was this lousy t-shirt”
Men desværre er der ingen der har været visionære nok til at producere et sådant stykke prægtigt merchandise.
I den forbindelse vil jeg i øvrigt gerne erklære, at det er synd og skam at seriens senere sæsoner har fået et så dårligt image. Hvis man kan se bort fra den rædderlige metahistorie om alieninvasioner (og slige trætte og inferiøre koncepter), så byder sæson 8 og 9’s stand-alone afsnit faktisk på en lang række gode, underholdende og originale idéer. Om ikke andet, så ved man efter at have fordybet sig i ’X-Files’ hvor stor en gæld at ’Supernatural’, ’Fringe’ et al skylder serien. Jeg tror at ‘stilskabende’ er det rette ord at anvende i den forbindelse.
Den Bedre Halvdel er ganske vist ikke enig med mig på det punkt, men jeg kunne sagtens nyde ’X-Files’ efter at Mulder var blevet skrevet mere eller mindre ud af historien. Efter sæson 7 – hvor man får afklaret hvad der skete af kedsommelige sager med Mulders søster – er han mere en plage end en styrke. Det samme gælder i øvrigt Scully, der går fra tough cookie til at være den mest irriterende småbarnsmor i verdenshistorien (ok, måske lige med undtagelse af samtlige småbarnsmødre i postnummeret 2100. De er trods alt værre). Mest af alt luffer hun rundt i apati og selvmedlidenhed, alt imens hun syrebader sin stakkels nye partner, John Doggett, i suk og uudtalte anklager. Det er meget lidt betagende, og man griber sig selv i at ønske, at ville hun dog bare tage sit uinteressante barn og gå på pension langt, langt væk fra vi seere, således at de nye FBI-agenter kunne komme i gang med at udforske nogle paranormale fænomener. Dét havde været kræs.
Jorden går under om føje år. Kramme? Nu? Ja?
Seriens afslutning er for resten stærkt utilfredsstillende. Ud over at være klæbrig og kikset, så ender ’X-Files’ – SPOILER! – med at Mulder & Scully opdager at verden går under 22. december 2012. Og det er så det. Ikke noget klimaks. Kramme-kramme på et motelværelse i New Mexico, et melankolsk blik på det episke katolske kors om Scullys hals. Mere kramme-kramme. Godt, vi har hinanden. Det er skuffende, er det. SPOILER SLUT!
Aflivet i utide af BBC. Et spild af uhyrlige dimensioner
Siden ’X-Files’ har vi set ’Outcasts’, en beklagelig kortlivet sci-fi serie fra BBC. Man følger tilværelsen på planeten Carpathia, en af menneskehedens kolonier efter at Jorden er gået under efter dystopiske klimaforandringer. Serien startede lidt sløvt, men blev decideret råspændende efter et par afsnit. Personerne er fængende, og universet ret opfindsomt. At der kun blev vist otte afsnit før at serien blev droppet af BBC, smerter mit lille hjerte intenst. Det er ligesom med ’Flashforward’, der havde så meget potentiale, men som blev droppet efter en sæson. Ak og ve.
I venten på at de nyere sæsoner af ’Fringe’ og ’Supernatural’ udgives på BluRay ser vi i øjeblikket ’Stargate SG1’. Det er en nørdet og lidt kikset serie, der bygger videre på den ligeså nørdede og lidt kiksede film af samme navn fra 1993. Der bliver udforsket en masse planeter og udkæmpet intergalaktiske krige mod en ond, ond alienrace. Jeg ved ikke om vi holder ved med serien (den er trods alt 10 sæsoner lang), men dens formkurve peger op af.
På læsefronten har jeg kværnet den fabelagtige sci-fi bog ’The Forever War’ af Joe Haldeman. Ligeledes har jeg (næsten) læst det hele af Nassim Nicholas Taleb ’The Black Swan’, som var tankevækkende (men også lidt belastende og selvsmagende skrevet).
Nu er jeg gået i gang med Patrick Rothfuss ’The Name of the Wind’, som er intet mindre end nummer 18 på NPR’s liste over Top 100 Science-Fiction, Fantasy Books. Ja, I læste korrekt. Nummer 18(!). De første 90 sider har været ualmindelig gode, så jeg er fanget. Her til morgen kom jeg næsten for sent på arbejdet, da jeg liiiiige skulle nå et kapitel mere. Jeg holder meget af bøger, der kan gøre den slags ved mig.
Bedst af alt: Der er stadig 700 sider tilbage, og Rothfuss skrev en efterfølger her i foråret. Der er næppe noget bedre end at vente på lange og episke fantasybogserier, se selv George R.R. Martin tilfældet hvis ikke I tror på mig.
Hvis I har bud på ny spændende læsestof, så lytter jeg gerne.
