Månedsarkiv: januar 2012

Den har altid gerne ville rejse

Skriv et svar

Afventer stadig Den Bedre Halvdels taske fra hendes Bruxelles-København rejse den 19. januar. Kastrup afviser blankt at have modtaget den, Zaventem har ingen anelse om hvor den er henne (“currently, we don’t know where your bag is, Sir”). Daglige telefonopkald til Air Brussels centrale tracing enhed har endnu ikke på magisk vis fået fremtryllet tasken. Så dem fortsætter jeg selvfølgelig med at foretage.

Det er meget, meget frustrerende, for der var en del ting i tasken, som har enorm affektionsværdi for den unge dame. For at dulme min nysgerrighed undersøgte jeg hvilke andre Air Brussels afgange, der fandt sted nogenlunde samtidig med den famøse Bruxelles-København tur. I ved, bare lige for at tjekke hvilke destinationer monstro tasken kunne være havnet, hvis de udygtige baggagefolk i Zaventem havde lastet forkert. Det var ganske grufuld læsning:

  • Moskva
  • Geneve
  • Berlin
  • Beijing
  • Ouagadougou
  • Conakry
  • Cotonou

Hvis vi nu formoder at baggagefolkene i Zaventem har blandet ‘CPH’ sammen med enten ‘COO’ eller ‘CKY’, så har vi potentielt en ensom tasken luffende rundt i enten Guinea eller Benin. Hvilket jo er uhyre betryggende.

Fortsættelse følger.

Brat packed

4 svar

Er det ikke fortryllende? Mit forhold til den ædle akademiske disciplin økonomi blev fanget perfekt af den eviggrønne filmklassisker ‘Ferris Bueller’s Day Off’ fra 1986.

Gode Gud, hvis ellers filmens instruktør ♥ John Hughes ♥ stadig levede, så havde jeg ringet til ham og bedt ham om at forføre mig. Efterfølgende ville vi have levet lykkeligt sammen til vores dages ende, bare ham og mig i en primitiv (men atmosfærefyldt!) hytte i i ødemarken. Og ingen, genta’r: INGEN, skulle forstyrre os mens vi genindspillede ‘Breakfast Club’ sammen hver dag. Han kunne være John Bender og jeg kunne være hende den rødhårede (hvis navn jeg ikke husker, men som blev spillet af Molly Ringwald)

Er det virkelig så meget at forlange?

PS. Send flere penge

Skriv et svar

Ja, ok, det er da rigtigt nok at der er generalstrejke i Belgien i dag. Men alligevel. Slap da lige lidt af, hysteriske Jyllands-Posten journalist:

Blokerede veje, fuldstændig tomme metro- og togstationer, lukkede restauranter, skoler uden elever og lufthavne uden hverken passagerer eller lettende fly.

Det er velkomstgaven til Sarkozy, Merkel, Monti, Thorning og de andre regeringsledere i EU, når de mandag forsamles i Belgiens hovedstad for at forsøge at tæmme flere af tidens alvorlige økonomisk kriser.

I protest mod benhårde besparelser – i landet i særdeleshed og sådan generelt mod EU – har belgierne nemlig valgt en kontant og synlig løsning: De har lukket landet.

Med de fleste både private og offentlige ansatte hjemme i sofaerne – som følge af generalstrejken – har EU på forhånd annonceret, at det bliver begrænset med den fine og dyre mad til de mange ledere. Også journalisterne i Bruxelles har fået af vide, at de må nøjes med vand og kolde sandwich under topmødet.

Rent teknisk håber EU-lederne på en aftale mandag aften, som så formelt skal underskrives til marts på det egentlige EU-topmøde. Men først skal lederne nå frem til Bruxelles. Og forbi demonstrationerne. I et næsten lukket land.

Ok, nu bruger jeg ikke offentlige transportmidler for at komme på arbejde, så det er da muligt, at vi har post-atomkrigs agtige tilstande der. Men jeg tvivler. Gaderne var aldeles normale her til morgen. Butikkerne så ud til at åbne som normalt. Der stod nogle forkølede gymnasieelever på Place de Londres med røde og sorte faner, men det var alt hvad jeg så.

Med hensyn til de sagnomspundne lufthavne, så fungerer de mildest talt tvivlsomt til daglig alligevel. Således afventer Den Bedre Halvdel stadig at hendes taske fra flyturen Bruxelles-København den 19. januar dukker op. Et afbræk fra baggagehandlingens daglige inkompetence er derfor ikke noget man mærker specielt meget.

At beskrive Bruxelles og Belgien som et art lukket Nordkorea forekommer samlet set at være en noget overdrevet journalistisk stramning af sagens forhold.

Men selvfølgelig. Hvis det var mig der blev udsat for vand og kolde sandwich, så ville jeg også hyle op. De arme journalister. Det er jo ikke en måde at behandle mennesker på!

I det mindste er han da ærlig

Skriv et svar

Jeg følte mig hidkaldet til at bringe det stærkt romantiserede og guddommeligt besjælede billede ‘Der Mönch am Meer’ (1808-1810) af Caspar David Friedrich, da jeg læste dette fine citat af Rasmus Prehn, Socialdemokraternes trafikordfører:

Der kan være en rigtigt ærgerlig tendens til, når der er valgkamp, at politikere så at sige romantiserer sine regnestykker lidt, så det lige bliver lidt bedre end det måske er i virkeligheden. Og det skal jeg være den første til at beklage.

Tak for det, Rasmus Prehn, det er da befriende at en politiker endelig anerkender sin egen grundlæggende utroværdighed. Du trækker siden hen lidt igen i Berlingske, men bevares, det ser vi bort fra. Dine første udtalelser var så dejlig bramfri og befriet for de fokusgruppe-testede talking points, som politikere ellers keder folk ihjel med. Din partifælle og finansminister, Bjarne Corydon, tog jo også kun et skridt af vejen, da han tilbage i oktober 2011 bekendtgjorde for alverden, at regeringens økonomiske politik for fremtiden vil bygge på ‘gængse regnemetoder’ (underforstået: Det var åbenbart ikke tilfældet før man kom i regering).

Bemærk, dette er ikke et stereotypt surt opstød over Socialdemokraterne eller regeringen.  Der er næppe tvivl om, at de mildest talt moralsk flossede politikere i Venstre næppe altid selv holdt sig på dydens smalle sti i deres regeringstid.

Men det er tankevækkende, at Prehn i sin essens argumenterer for, at det der med overbud, løsagtig brug af tal og ‘romantisering’ af den økonomiske politik sådan set bare er fænomener, man som vælger bør finde sig i at politikere anvender. Dét finder jeg uholdbart.

For hvad hvis man anlagde samme slaskede tilgang til alle mulige andre erhverv? Hvis læger da lige pumpede helbredelsesudsigten op i en foreslået behandling? Hvis politiet da lige lod demonstranter sidde lidt længere i ‘futtog’ på kold asfalt end lovligt er (hov, vent….)?

Hvis man som udgangspunkt accepterer ‘romantisering’ som norm, så bliver det farligt. Jeg ved godt at det eksisterer i bedste velgående i virkelighedens verden. Læger overdriver nogle gange deres behandlinger og politiet overdriver nogle gange behovet for at tæve løs på folk, de ikke kan lide. Men det betyder ikke, at man skal synes at ‘romantisering’ er acceptabelt eller et redskab, som politikere bør benytte sig af.

Så stram op, Rasmus Prehn. Du har taget sagt A. Nu bedes du også sige B.

Hestekur

Skriv et svar

Første løbetur. I to, nej, tre. Ok, fire måneder så. Det var meget lidt yndigt. Godt nok er det koldt Bruxelles i dag. Men mine lunger burde ikke skrige så meget efter hjælp.

Efter det seneste års tid er jeg i akut behov for motionsmæssig udviklingshjælp. Jeg er som et andet Grækenland. På få årtier gået fra at være et relativt velstående land til nu at være et økonomisk basket case. Takket være mishandling, manglende handling og snyd med statistikken. Lidt for megen og for tidlig pensionering fra motionscentret. De kommende måneder bør derfor stå på massive mængder good governance og strukturelle reformer.

Til sommer er gælden muligvis barberet ned og konkurrenceevnen genoprettet. Måske.

Teknofob søger mage

2 svar

Nå, men altså, Den Bedre Halvdel vil gerne købe en ny telefon. Det forstår jeg sådan set godt, hendes nuværende Nokia er gammel som bjergene, og den var heller ikke særlig god som ung.

Nu er det så en af de dersens jeg-telefoner fra Æble, hun gerne vil have. Eftersom jeg hader enhver form for smartphones, så har jeg med vilje indhyldet mig i ignorance om de forskellige modeller. Men da jeg jo elsker kvindemennesket, så vil jeg gerne hjælpe hende.  Eller i hvert fald lade hende blive i troen om, at jeg faktisk ved alt. Så kan nogle af de nærværende læsere oplyse, hvori forskellen består mellem en 4 og en 4s?

Skal hun købe en af dem, eller er den reinkarnerede Steve Jobs på vej med en afløser lige om lidt alligevel?

Utvetydig Stargate hyldest

Skriv et svar

Egentlig må man tage hatten af for det til tider helt absurd høje og kreative niveau i ‘Stargate-SG1′. Når en serie strækker sig over ti sæsoner og 214 episoder, så kan alle historierne og manuskripterne i sagens natur selvfølgelig ikke altid være brølende gode. En tommelfingerregel til tv-serier over mere end fem sæsoner tilsiger, at 25 pct. af episoderne er fabelagtige, 50 pct. er udmærkede og de sidste 25 pct. er pinagtigt ringe.

Sådan var det for ‘X-Files’ (202 episoder) og ‘Buffy’ (144 episoder), men bemærkelsesværdigt nok ikke for ‘Lost’ (121 episoder, der de facto alle holdt højt niveau) eller ‘Supernatural’ (indtil videre 138 episoder). Sidstnævnte er således fortsat den ubetinget mest kreative og underholdende tv-serie på markedet, selvom Den Bedre Halvdel nok vil påstå, at den titel indehaves af – suk! – ‘Vampire Diaries’.

Men bortset fra disse undtagelse, så gælder reglen, tænker jeg. Når alle i sci-fi kredse knuselsker en kultserie som ‘Firefly’, så er det værd at huske på, at den kun blev lavet i 14 episoder – og dermed på ingen måde nåede at blive udsat for manuskriptforfatter-træthed eller generel sjusk. Og selvfølgelig er ‘Sopranos’ (86 episoder), ‘Battlestar Galactica’ (75 episoder), ‘Mad Men’ (52 episoder), ‘The Wire’ (60 episoder) fremragende serier, men de nåede altså heller ikke, det stadie, hvor forfatterne tænkte “Jeeez, hvad skal vi nu finde på?!“. I det perspektiv er ‘True Blood’ (48 episoder) interessant, fordi serien efter sigende faldt gevaldigt af på den i sæson 4. Den nye sæson i juli 2012 bliver således ganske afgørende for seriens eftermæle, tænker jeg.

Men som nævnt: Dens længde taget i betragtning, så holder ‘Stargate SG-1′ et nærmest skræmmende konsistent højt niveau.

Serien opfattes vel nok som en af de mest nørdede af sci-fi serierne. Den hipster-effekt og skæve sociale kapital man kan få af at namedroppe ‘Battlestar Galactica’ eller ‘Walking Dead’, får man ikke af ‘Stargate-SG1′. Og selvom den udspringer af en film, så har den heller aldrig rigtig været mainstream populær. Det er egentlig underligt, for hvis man er til lethjertet sjov og ballade på alskens spændende planeter, så er ‘Stargate-SG1′ lige noget for én.

At serien sammen med ‘Star Trek’-franchisen opfattes som noget kun de virkelig sære nørder ser, er ganske underligt. For den er markant lettere tilgængelig end eksempelvis ‘Fringe’, der pølser rundt i konspirationsteorier, alternive virkeligheder og pseudo-videnskab. Måske det hænger sammen med at serien netop ER så uforbeholdent sci-fi.  Det skræmmer folk væk. Hvor de andre serier pakker de overnaturlige elementer ind i ‘FBI-formatet’ (har I nogensinde tænkt over, hvor mange serier/film at heltene er FBI-agenter? Det er mange!), og dermed giver seeren illusionen om at man skam ikke ser noget tabuiseret sci-fi, så vedkender ‘Stargate-SG1′ sig hvad den er. Og det er faktisk rigtig godt!

Til de af jer, der ikke orker at gå igang med en ti sæsons maretonserie, så vil jeg blot anbefale at se afsnittene ‘Window of Opportunity’ og ’2010′. Begge er storslåede og viser på sublim vis ‘Stargate-SG1′s ret enestående blanding af sci-fi, drama og humor. Det er underholdning på højt, højt niveau.

Dagens gode råd

1 svar

“Some biologists recommend making a fist with your hand and shoving it down the wolf’s throat to prevent it from biting; if a wolf can’t breathe, it will probably decide that attacking you isn’t worth the effort.”

Læs mere her.

Evigt ejes kun det tabte

10 svar

Jeg er i et vanskeligt eksistentielt dilemma for tiden. Således er jeg nu nået 500 sider ind i fantasy-murstenen ‘The Wise Man’s Fear’, men er gået mere og mere i stå. Får læst et par sider hver aften, men det er også alt. Og der er stadig små 450 sider tilbage.

Det er ikke af ond vilje. Patrick Rothfuss skriver godt, er kreativ og har opbygget et ret fascinerende univers. Men han kan ikke begrænse sig. Eller også har hans editor sovet i timen. Bogen er simpelthen for ekspansiv. Der udvides hele tiden i bredden. Bogen bliver ved og ved med alskens sidehistorier, der – bevares! – er interessante, men fjerner opmærksomheden fra den spændende hovedhistorie. Nu 500 sider inde i bogen venter vi stadig på at Rothfuss får udbygget narrativet fra den første bog.

For ja, det er en del af en serie. Jeg har allerede læst første bind, ligeledes en moppedreng (672 sider). Vi taler således om at jeg har investeret betragtelige timer og ressourcer på bogen. Skal jeg fortsætte læsningen? Uagtet at bogen stjæler min opmærksomhed fra de fire-fem andre ulæste bøger på min reol, som jeg egentlig meget hellere vil i gang med?

I økonomisk termer opererer man med sunk costs, det vil sige udgifter der er afholdt og som man ikke kan få igen på nogen måde. Teorien tilsiger, at man ikke skal foretage sine økonomiske dispositioner på baggrund af disse sunk costs. Eftersom man alligevel ikke kan vinde det tabte tilbage, så bør disse omkostninger ikke være relevante for fremtidige handlinger. Siger teorien, altså.

Med andre ord: Hvis jeg ikke har lyst til at læse videre i ‘The Wise Man’s Fear’, så skal jeg lade være med det. Uanset om jeg har hældt masser af timer og opmærksomhed i bogserien hidtil. Men det er vanskeligt. Det føles som spild. Jeg hader ikke at læse bøger færdige. Og jeg vil jo egentlig gerne vide, hvordan den ender. Men det kan jeg jo omvendt bare læse på nettet, hvis jeg vil springe over hvor gærdet er lavest.

Hvad tænker I? Hvor tit opgiver I en bog, som allerede har krævet megen energi og tid, men som nu mere dræner opmærksomheden fra mere interessant læsestof?