2012 bliver et transitions-år her i husholdningen. Først og fremmest bliver Den Bedre Halvdel færdig som læge. Hun skal derefter ud i det, der i gamle dage hed ‘turnus’ (og som i dag på bedste newspeak-vis er omdøbt til ‘Klinisk Basis Uddannelse’). For de ikke-medicinstudium-belæste, så er KBU’en et års praktisk uddannelse på et hospital, inden at de nye cand.med’er må virke som læger i det danske sundhedssystem.

Den store finte ved KBU’en er, at man ikke selv bestemmer hvor i landet, at den finder sted. Fordelingen af uddannelsespladser sker via lodtrækning. De medicinstuderende trækker således et nummer (fra 1 til 400). Den med laveste nummer bliver førstevælger til de opslåede KBU-pladser, mens nummer 400 må tage til takke med det, som ingen andre vil have. Da de færreste studerende har lyst til at forlade Århus og  København efter at have haft tilværelsen der igennem studietiden, så er det i sagens natur altid pladserne på hospitalerne i de byer, som bliver valgt først. Siden følger pladserne i pendlerafstand fra de store byer. Til sidst følger så uddannelsespladserne ved hospitalerne i Udkantsdanmark.

Systemet med KBU-lodtrækningen er et tveægget sværd.

Hvis man (som jeg!) efterhånden har tilbragt en del aftener i middagsselskaber med medicinstuderende, så har man med tiden hørt en del gange hvor ondt og uretfærdigt systemet er. For ih, hvor er det dog dybt, dybt urimeligt, at man kan blive tvunget til Viborg, når man nu har opbygget sin tilværelse i København. Hvorfor skal man dog tvinges ud? Er stavnsbåndet ikke ophævet, eller hvorledes?

På den ene side kan jeg godt forstå synspunktet, særlig hvis de pågældende studerende har været så letsindige at få børn undervejs i studiet. Det er heller ikke udpræget nemt at lokke en evt. husbond/ægteviv med til provinsen for et år, især hvis vedkommende allerede har et job i København. Så står der langdistance på programmet, en tilstand jeg har forståelse for ikke er decideret morsom.

På den anden side, så tror jeg de danske medicinstuderende glemmer hvor priviligerede de egentlig er. Systemet sikrer dem jo faktisk en uddannelsesplads, uanset hvad de har bedrevet under studierne. I Sverige skal de medicinstuderende selv søge deres uddannelsespladser, på linje med at søge et job. Hvis du har dårlige karakterer, så får du ikke en god uddannelsesplads, period. Og selv hvis du er dygtig og vil have en uddannelsesplads i eksempelvis Stockholm, Göteborg, Uppsala eller Lund, så må du forberede dig på at skulle arbejde som uklassificeret reservelæge i op til et år før du går igang med uddannelsen. I Danmark kan du komme igang med det samme.

Endelig medfører de studerendes København/Århus-centrisme, at de vægter geografiske hensyn alt for højt i forhold til læring og kompetencer. For sagen er den, at de mindre hospitaler i provinsen gør meget mere ud af at uddanne deres medicinstuderende samt at sikre dem et behageligt ophold. Når fagforeningen Yngre Læger laver rankings over de studerendes tilfredshed med KBU-opholdene, så scorer provinshospitalerne altid højest, mens hospitalerne i hovedstadsregionen og Århus havner i bunden.

Hospitalerne i provinsen har simpelthen en meget konkret egeninteresse i at de studerende er glade for KBU-opholdet, for det er en måde at sikre rekrutteringen af kvalificerede læger. Hvis man var glad for sit uddannelsesophold, så er chancen for at man bliver hængende i en introstilling og siden et speciale meget højere. På Rigshospitalet er de derimod grundlæggende ligeglade med deres KBU’ere, for folk skal nok søge pladserne alligevel – uanset kvaliteten af undervisningen eller arbejdsmiljøet.

Tingene kompliceres yderligere af, at man med omlægningen fra ‘Turnus’ til ‘KBU’ skar et halvt år af uddannelsen (vi skal jo alle hurtigere igennem pølsefabrikken). Tidligere var man sikret ophold på både medicinske og kirurgiske afdelinger samt et halvt år i almen praksis. Nu får man kun to ud af de tre, så man kan med et lavt lodtrækningsnummer risikere at få en fagpakke uden medicinsk ophold – hvilket gør én de facto uansættelig i en  kommende introstilling. Endelig er der en udbredt snob-effekt på Rigshospitalet og omegn, hvor det betragtes som mindre fint at have haft sin KBU uden for København. “Det er svært at komme ind i varmen og i betragtning til de spændende stillinger, hvis du ikke har skabt dig et netværk i København under KBU’en“, som en af Den Bedre Halvdels jamrende stud.med veninder sukkede til et middagsselskab i Bruxelles for nylig.

For Den Bedre Halvdels vedkommende, så skal hun trække sit KBU-nummer her i det tidlige forår.

Som indikeret ovenfor, er der meget på spil. Et lavt nummer og en plads i København vil selvfølgelig være det nemmeste qua at vi har Jordhulen på Østerbro. Omvendt var hun kisteglad for sit lægevikariat i Hjørring, og ingen af os drømmer på sigt om en tilværelse i hovedstaden. Så vil et ophold i provinsen være så slemt? Og hvad med ham Brøleaben i Bruxelles? Skal det være langdistanceforhold lige indtil KBU’en er ovre (estimat pr. 21. februar 2012: 19 måneder)? Og hvad med efter KBU? Hvor skal vi så bo? Hvad med hendes forjættede hjemland Sverige, hvor hun jo sådan set gerne vil tilbage til engang? Kan førnævnte papirnussende Brøleabe overhovedet finde blot nogenlunde begavet beskæftigelse derovre?

Så jo. Det er et transitionsår, hvor visse ting afklares, men hvor der også skal træffes nogle ret fundamentale beslutninger om fremtiden.