Månedsarkiv: marts 2012

Last Bongo in Belgium

Skriv et svar

(Igen et indlæg fra Altmusik.dk. I burde altså læse med derovre også. Der huserer nogle drabelige typer)

Se så, kærlighedsbørn. Nedenfor er hvad der roterede på Sofistens iPod i denne uge. En slibrig blanding af surfpop, 90′er r’n'b, hæp-hop, såkaldt ‘alternativ musik’ og almindelig lam adult contemporary.

Bubble pop!

2 svar

(Jeg skriver stadig om musik ovre på Altmusik.dk. I fremtiden vil indlæg derfra også blive bragt her på siden. Denne gang handler det om K-pop)

Forleden opdagede jeg, at Darth planker sine blogindlæg får alt sin nye musikinspiration fra The Guardians’ musikblog. Hvilket vel næppe kommer bag på nogen, når nu hele hans virken og væren emmer langt væk af bedaget Fabian Society romantik.

Men nuvel, da jeg er langt fra at kunne danne en selvstændig mening, endsige tænke en selvstændig tanke, besluttede jeg mig for at gå Altmusiks lokale Colonel Kurtz i bedene.

Tilbragte derfor min dyrebare arbejdstid fritid i går på at pølse rundt inde på Guardian-bloggen. Og man må nok sige, at der mildest talt er mere end et enkelt guldkorn derinde. Særlig for et musikhistorisk ødeland som undertegnede. Der er, som min chef ville sige det, også her betydeligt potentiale for at udvidede min rudimentære viden.

Derfor kan jeg nu med stor stolthed præsentere en række liflige K-pop videoer, som Guardian var så venlige at henlede min flygtige opmærksomhed på. ‘K-pop’ er en forkortelse for ‘Korean Pop’. Det dækker over den krydsning af dance, electropop, hip hop og r’n'b, som i de seneste 10 år har opnået popmusikalsk hegemoni i Asien. Det er uforskammet tyggegummipop, som man skal være ualmindelig sortsynet (eller bare støjrocker, post-hipster eller noget lignende drøvtygger agtigt) for ikke at blive charmeret af.

Allerførst er der Girls’ Generations episke ‘Gee‘ fra 2009. Med en kioskbasker af et omkvæd og et ustyrligt dansabelt beat, står denne sang som et uudgrundeligt mesterværk i nyere pophistorie. Videoen på YouTube er set 70 mio. gange og sangen hærgede hitlisterne i Japan og Korea i adskillige måneder. Videoen en trademark Girls’ Generation, hvor de ni medlemmer er perfekt koreograferet og charmerende i al deres bedårenhed. Sangen fortjener mere end et Big in Japan ry. Der er ikke lavet bedre popsange

Her i 2012 forsøger Girls’ Generation så at erobre resten af verden med den mere mainstream R’n'B’ede ‘The Boys‘. Sangen er for lidt K-pop for min smag, og jeg er usikker på om det klæder dem at forsøge sig på engelsk. Det lyder i mellemstykket lidt rigeligt som Gwen Stefani’s midt-00′erne materiale. Men danserutinerne sidder lige i skabet, lummerhedsfaktoren i top og hitpotentialet er usvigeligt.

Wonder Girls ‘So Hot‘ fra 2008 er mere minimalistisk, men stadig lummer og vokalbåret. Sangen bæres frem af en 80′er synth, der kunne have optrådt på et af Human Leagues kreationer. Det koreanske rap efter ca. 02:00 minutter er som at drukne i et hav af varm honning. Det bør prøves.

Vi slutter af med Hyuna, der tidligere var medlem af netop Wonder Girls. Hun dyrker i ‘Bubble Pop‘ et noget mere slutty image end tidligere, men ændrer ikke på musikstilen, der – som sangtitlenmuligvis antyder – er tyggegummipop, der låner så rigeligt af Ameries r’n'b klassiker ‘1 thing‘. Det er godt. Urimeligt godt faktisk. Det ville blive en brølende succes, hvis sangen blev fremført på engelsk.

Som ovenstående tour de force i koreanske pop antyder, så er den uforskammede popmusiks akse i dag ikke længere i de trætte demografisk udfordrede byer i Europa eller i post-Lehman deprimerede New York. Nej, det er i Asien, hvor man herligt befriet for ironi og snærende selvhadstendenser pusher den uforfaskede pop.

Svælg i det. Det er pragtfuldt.

Ohøj Nordjylland!

6 svar

I nat sejlede et finsk containerskib ind i jernbanebroen over Limfjorden. Så ikke nok med at altid urare og uservicemindede DSB kun kører med gamle lortetog nordenfjords. Nej, nu skal man som togrejsende til Vendsyssel lige indregne en ekstra halv times  forsinkelse (eller mere) det næste halve år. Det er jo så prægtigt som det kan blive.

Som en af mine kollegaer bemærkede her til morgen: “Jeg håber ikke, at det er symbolsk for din tilbagevenden til hjemstavnen”. Hvorvidt han dermed mener, at jeg er det menneskelige ækvivalent et tung-røvet containerskib, er vanskeligt at vurdere. Men jeg satser da bestemt ikke på at kollidere med større infrastrukturelle elementer i det Nordjyske.

Tidsrøvere

10 svar

Der har været tavst hen over weekenden. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest har det været aldeles prægtigt vejr i Bruxelles. Jeg har således ikke kunne undslå mig en løbe tur i Bois de la Cambre, ligesom at jeg sågar har fået slæbt det bagtunge korpus to gange i det lokale træningscenter. Samvittigheden funkler og glitrer med andre ord på den mest selvtilfredse, selvode og pietistiske måde man overhovedet kan forestille sig.

Derudover har det været en stærk tv-serie weekend. Med nye afsnit af ‘Fringe’, ‘Supernatural’ og ‘Awake’ har jeg været endog særdeles godt underholdt. Ja, inkluder desuden sæson otte af ‘Stargate SG1′, og det faktum, at jeg i aften skal nyde søndagens afsnit af ‘Once Upon a Time’ og sæsonstarten på ‘Mad Men’, ja, så brummer jeg ualmindelig veltilfredst.

Den største tidsrøver har dog så ubetinget været min tur i FNAC lørdag. Her var jeg så letsindig at investere i ikke færre end to rollespil til min Playstation 3. Hidtil har jeg stort set kun anvendt den til at afspille dvd’er og BluRay.

Men da jeg opdagede, at ‘Final Fantasy XIII-2′ netop er udkommet, så kunne jeg ikke nære mig. Forgængeren var en skuffelse, da det var alt for lineært og med flere filmsekvenser end egentlig spilletid. Jeg spilled det et par timer og lagde det siden fra mig igen. ‘XIII-2′ er ikke helt på højde med mine favoritter i serien (dvs. VII, VIII, X, XII og det bedste af dem alle: VI), men det er stadig ganske overvældende god underholdning. Havde helt glemt, hvor meget jeg elskede (og elsker) at spille videospil.

Faktisk var det så god underholdning, at jeg ikke rigtig har fået spillet mit andet indkøb: ‘Elder Scrolls V: Skyrim’.

Nuvel, det spil har fået afsindigt gode anmeldelser, og det skulle være en tidsrøver uden lige. Jeg satte det på en halv times tid, og det er en flot oplevelse. Grafikken er mageløs, især for én hvis topmål i tilværelsen er Super Nintendo. Men måske er jeg ved at blive gammel, for blev ganske søsyg af at spille det. Og kunne ikke finde rundt. Kameraet hoppede og dansede. Gav op i frustration, da jeg blev dræbt af en emsig drage, som ikke ville lade mig søge ly i en borg. Meget belastende, faktisk. Men jeg skal nok give det en chance mere.

Efter at jeg har kværnet ‘Final Fantasy’, altså. Og der er tid nok – jeg er stadig på langdistance med Den Bedre Halvdel nogle måneder endnu! Ak og ve.

Dagens pensum

Skriv et svar

‘Från yrkesmilitär till fängelserektor’ (Lærarnas Nyheter)

En aldeles fremragende profil af Den Bedre Halvdels morbror, der er rektor for gymnasieuddannelsen inden for den svenske Kriminalforsorg. Berto er et af de mest interessante og komplekse mennesker jeg kender. Vi er ikke altid enige, men han er i stand til at sige tingene ret skarpt – og han har hjertet på rette sted:

Men det är framför allt känslan av att göra något viktigt som får honom att vilja stanna kvar.

– Det kan låta präktigt, men att få ge Kenta och Stoffe en utbildning – det gör mig glad. Som lärare kan man jobba på Lundsberg, eller så kan man jobba inom Kriminalvården. Jag älskar ju det här jobbet. Det är guld att hjälpa dem som är längst ner på samhällsskalan.

Känns det pretentiöst att säga så?

– Ja, det gör det! Det är ju därför jag viskar det!

Men ändå är det precis det som det handlar om.

– Vi ser tidningsrubrikerna och alla kan vi skriva under på att det de gjorde var förkastligt, så beter man sig inte. Men låt vatten rinna under broarna … och fram träder en människa. Tjejerna på Färingsöanstalten har begått brott men de har också haft en taskig uppväxt och har ofta pojkvänner som inte är av denna världen. Fram träder en människa!

 

‘The Villain’ (The Atlantic)

I min verden er den amerikanske centralbankdirektør, Ben Barnanke, lidt af en helt. The Atlantics lange, men sindssvagt interessante, portrætartikel understreger blot det indtryk. Ikke alle er enige med mig:

Bernanke is bothered by attacks that seem to be little more than smears; conversely, he is buoyed when strangers stop him in airports to offer an encouraging word. Rising to his own defense, he told me, “I would argue that everything we have done has been in the interest of the American public and, broadly, of the global economy. A lot of people get that.” (Privately, Bernanke and Timothy Geithner, the treasury secretary, have shared mutual wonder that the financial rescue, which they consider a success, has been so widely panned. Geithner told me that recently, when he informed Bernanke that yet another officeholder had asked for each of their resignations, Bernanke wryly quipped, “Well, that’s a step up from being accused of treason.”)

‘Money Pol: Does Mitt Romney Really Love You?’ (The New Yorker)

Egentlig en småperfid boganmeldelse af en portrætbog om Romney, der udarter sig til en standard se-hvor-fanatisk-og-afsporet-det-republikanske-parti-er-blevet. Men artiklen rummer en fin-fin indledning:

Once, when winters were cold and the world seemed large, creatures roamed the earth who were permissive on social issues and at ease with big government, yet remained ever faithful to the gods of business and finance. Their principles were abstract but broad-minded: tolerance, free trade, and a belief in something called the American Way. Their personal tastes were conventional. They were surprisingly allergic to indecorum, and disinclined to question the status quo. But they were not small-town or provincial; they were Wall Streeters, not Main Streeters. Their vista was international. They were private-sector types who answered the call to public service. They were liberal Republicans. Nelson Rockefeller was such a creature. So were Prescott Bush, William Scranton, Charles Percy, John Lindsay, Mark Hatfield, Elliot Richardson, and George Romney.

Then, one year, a powerful meteor struck the planet, and, virtually overnight, the entire species was wiped out. The meteor’s name was Ronald Reagan.

Gæt selv hvilken type republikaner Mitt Romney var før at han fik den fjollede idé, at stille op som præsidentkandidat.

Highway to the Danger Zone

5 svar

Fandt billedet inde på en nyhedshistorie om EU, NATO, Libyen og lignende nonsens. Men glem konteksten. Se lige på billedet. Nej, gør det nu. SE på det. Eller endnu bedre: Klik på det, så det popper op på skærmen i stor udgave. Hvad siger I så?

Jeg er normalt ikke til testosteronpumpende militær-porno, vel, men milde Moses, det er et fedt billede. Hvis du ikke lige nu hører soundtracket fra ‘Top Gun’ i hovedet, så er der noget helt fundamentalt galt med dig. Kenny Loggins – ‘Danger Zone‘ er et passende bud. Eller det episke ‘Top Gun Anthem‘. Fabelagtigt! Det rene eskapistiske guf for en papirnusser som undertegnede. Og antageligvis også for dig.

Sinologi

Skriv et svar

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Hørt på nettet

2 svar
  • Prinsgemalen har indviet Hotel Mermaid i Bangkok. Der er en ganske fortryllende video fra begivenheden, hvor Henrik virkelig kommer til sin ret. ALT ved ham er perfekt. Arrogancen, swaggeren, imperalismen, accenten. Man sidder og ærgrer sig over at vietnameserne var så smålige at de ikke lod Prinsgemalens far beholde sit koloniherreslot i Indokina. De er gået glip af en verdensmand. Men stol ikke på mine ord. Lyt i stedet til dansk-thai.dk egen beskrivelse af begivenheden: ”Prinsgemalen indviede hotellet med kasket og en frisk latter. Og så var der fest med mange af prinsgemalens sejlervenner, der bor i Asien”. Har I nu råd til ikke at se filmen? Jeg tillader mig at tvivle!
  • Forleden læste jeg hvad jeg baseret på overskriften (“Død hval lugter i Nordjylland”) troede var en avisartikel om mig selv. Fremfor et smigrende portræt af undertegnede drejede det sig desværre blot om et hvalkadaver, der var drevet ind på stranden nord for Løkken. Nu er plottet imidlertid blevet noget mere speget, thi spøgefuglene på Zoologisk Museum leger kispus med os om hvor det ildelugtende bæst er blevet flyttet hen. Overhvalflytteren fortæller pirrende: “Den er stadig i Nordjylland. Et sted hvor der er plads til at vi kan arbejde med så stort et dyr og med flere maskiner“. NORDJYSKE kan dog berolige med, at hvalens placering vil blive offentliggjort i dag mandag. Sofisten følger sagen indgående i de lokale medier.

I skyndingen

15 svar
  • Har brugt store dele af weekenden på at kværne de to sæsoner af ‘Downton Abbey’. I kan sige lige hvad I vil, men den serie er altså et mesterværk. Kald mig blot anglofil og gammeldags. Det er melodrama, gentlemen, rørstrømske følelser. Alting var bare bedre i gamle dage. Det engelske klassesamfund var fortryllende. Det er kun et spørgsmål om tid før at jeg også får mig en butler. Og intromusikken, ikke? Den er vidunderlig.