What is happiness? It’s a moment before you need more happiness.

Det smerter mig at skrive disse ord, men ‘Prometheus’ er en gedigen skuffelse. Jeg ved godt, at jeg gik i selvsving over traileren tilbage i marts. Det er den film jeg i særklasse har set mest frem til i nyere tid. Derfor er skuffelsen det værre. For ud over at være fænomenal i sig selv, er traileren desværre ikke repræsentativ for filmen.

Jo, måske for den første time. Det er sci-fi i høj klasse. Suveræn stemningsopbygning. Labert visuelt design. Interessant persongalleri. Dystert univers. Det minder en del om den første ‘Alien’ film. Samme frydefuldt creepy fornemmelse. Michael Fassbender er sublim i rollen som den mildest talt tvetydige robot David.

Men omkring midtvejs imploderer filmen. Det står klart, at historien er papirtynd. Skurkene og deres motivationer uklare. De er ikke engang særlig uhyggelige. Visuelt er alting stadig overvældende flot, men i sidste ende sidder man med fornemmelsen af et spildt potentiale.

Forstå mig ret. ‘Prometheus’ er ikke en katastrofe. Man kan sagtens se den og blive underholdt. Men det er på ‘tre-stjerner-ud-af-seks-mulige‘ måden. Hvilket er et gigantisk antiklimaks efter en trailer, der gav løfter om den bedste action/sci-fi/horror film i mands minde.

6 tanker om "What is happiness? It’s a moment before you need more happiness."

  1. Louise

    Jeg læste om filmen i Politiken forleden, og selvom filmen umiddelbart fik mig til at glæde mig som et lille barn, fik anmeldelsen mig hurtigt på andre tanker, da filmen blev beskrevet som noget i retning af Ridley Scotts forsøg på at vise de nye sci-fi instruktører, hvordan genren skal skæres – men at resultatet bare er en slags tam gentagelse af Alien. Din anmeldelse har så nedsat forventningerne yderligere…

    Svar
  2. Sofisten Forfatter

    Mjoh. Igen: Det er ikke en decideret dårlig film. Den er bare ikke så bjertagende, som man kunne have håbet. Nu satser jeg på at The Avengers er bedre. Joss Whedon plejer ikke at skuffe mig.

    Svar
  3. Sofisten Forfatter

    @kstobbe: Meget præcis karakteristik. Det er ikke nemt for ham at holde nallerne væk. Her er Fassbender i øvrigt i en ret fascinerende reflestion over Davids genitalier: http://www.youtube.com/watch?v=lqciLQe7iYk

    Og her er ti relevante spørgsmål, der kan optage en efter at have set ‘Prometheus’: http://www.vulture.com/2012/06/10-open-questions-after-watching-prometheus.html (masser af spoilers!)

    Endelig: Er David den bedste robot nogensinde? Eller er det Roy Batty fra ‘Blade Runner’? http://www.slate.com/blogs/browbeat/2012/06/09/michael_fassbender_s_david_in_prometheus_is_just_the_latest_great_robot_performance_.html

    Svar
  4. Marie T.

    Så fik jeg også set filmen. Synes virkelig den var skuffende, tror faktisk at jeg er nede på to stjerner, og det til trods for, at jeg gik ind til filmen uden nogen egentlige forventninger.

    Eller, det vil sige, lidt forventninger havde jeg vel, for jeg synes trailer, plot mv. havde lagt op til, at der var et vist filosofisk element i historien. Men det var stort set fraværende bortset fra lidt gud/skaber-tematik, som virkede enormt påklistret på Noomi Rapaces figur. Hendes motivation for at være så indædt skaber-opsøgende var mudret – et lille hint af videnskabelig ambition hist og lidt fader-savn her. Og hvor graviditetsgyset blev brugt snigende og subtilt den første Alien-film, nærmest tvang Scott pointen op i denne film, hvor Rapaces figur havde en åndssvag sidebemærkning om noget barnløshed, før sin (indrømmet: effektivt klamme) fødselsscene.

    I det hele taget synes jeg at Rapace var fejlcastet. Jeg har stor respekt for hendes præstation i Daisy Diamond, men tju-bang-sci-fi klæder hende ikke. Og jeg synes Fassbender er en genial skuespiller, men det var begrænset hvad han kunne stille op med robot-David. Jeg tror ikke jeg er enig i, at han var særligt tvetydig. Synes han mindede om så mange andre ildevarslende glatte filmrobotter, jeg har set, og måske endda lille smule om C-3PO ind imellem.

    Og det skyldes især dialogen, som var det værste ved filmen efter min mening. Som min skuffede kæreste påpegede (og han er ellers dedikeret fan af Alien 1 + 2), lød de fleste af replikkerne som om de var taget ud af en teenagefilm. Igen: ingen filosofisk dybde og i hvert fald slet ingen professionalisme hos persongalleriet, som ellers overvejende skulle forestille at bestå af videnskabsfolk. Dialogen i scenen med geologen og biologen, der bliver overfaldet den ulækre slange-genitalie-alien, var tåkrummende dårlig i den henseende. Helt utroværdigt, at en biolog skulle give sig til at tale baby-sprog og dikke-dikke under et af civilisationens første møder med en fremmed livsform. Åndet.

    Hvis dét er stilen, skal jeg i hvert fald ikke nyde noget af at se Blade Runner-opfølgeren, som skulle få premiere om et par år.

    PS: Meget fin animation kstobbe linker til!

    Svar
  5. Sofisten Forfatter

    Du har fat i nogle rigtige ting, synes jeg.

    Jeg har ikke set nogle af Rapaces tidligere roller (ja, det er sågar lykkedes mig at undgå Stieg Larsson filmatiseringerne), så havde – og har – ikke noget fastforankret billede af hende, eller de roller hun kan/bør spille. Under filmen tænkte jeg ikke umiddelbart, at hun var dårligt castet. Måske hun bliver solgt lidt i rollen som Dr. Shaw, der i mine øjne ikke er en særlig interessant heltinde eller specielt velgennemtænkt karakter.

    Det er generelt et problem for filmen, synes jeg. Man (jeg) var egentligt ret ligeglad med personernes skæbne. Nå, så Stringer Bell og hans piloter (som man ikke har noget forhold til) ofrer sig i en heroisk selvmodsaktion? Det rørte mig ikke det fjerneste, husker jeg, mest af alt var de jo bare i vejen, fordi det var så åbenlyst, at der kun kunne være én overlevende person i filmen (David, tæller vel ikke rigtig som værende ‘i live’). Så torpedér I bare ham der bodybuilderens rumskib, jeg er da ligeglad.

    Også meget enig i, at geolog/biolog scenen ikke fungerede. I øvrigt var det en noget forceret sekvens, at de to fjollegøjer skulle luffe rundt ovre i hulerne. Hvorfor egentlig? Sådan at vi kunne få den noget mærkværdige actionscene med flammekasteren?

    Værst var dog Davids dialog ved billiardbordet med Rapaces stærk irriterende kæreste. Man skulle jo tro, at manden var sinke. Indvendigt håber man stærkt, at han får en snarlig grum skæbne. Et af de få løfter, som filmen trods alt holder.

    Endelig….graviditetsscenen. Well. Jeg kunne ikke helt afgøre om Ridley Scott var kammet over i meta-meta. Scenen er jo et soleklart call-back til de tidligere film, men tjener vel ikke som sådan en afgørende rolle i historien? Altså ud over at levere en næste farceagtig scene (grinede du ikke ufrivilligt af stempelmaskinen?), og en noget søgt kamp mellem de to aliens? Og afledt heraf: At Rapace altså er en slags mor til de aliens, som siden hen vil genere stakkels Sigurney Weaver?

    Så ja. Meget enig i dine betragtninger. ‘Prometheus’ er nok på vej ned mod de to stjerner.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>