I dag ankom en ny ladning læsestof fra altid leveringsdygtige Amazon. Uagtet at mine tidligere bandbuller mod e-bøger og mod vindbøjtler, der har bøger stående i reolen for at prale, har jeg modereret mine synspunkter på iPad’en og Kindle-formatet. Ikke sådan at forstå, at jeg har opgivet de fysiske bøger. Jeg elsker dem. Ubetinget. Elsker at læse dem, elsker at have dem stående på mine reoler. Jeg kan sågar lide at pakke dem i og ud af flyttekasser. Hjem uden bøger skræmmer mig. Jeg tror ikke, at mennesker i hjem uden bøger rigtig holder af hinanden.

Men som tiden går ender man jo med at have en del bøger i sin samling, som man egentlig ikke synes specielt godt om eller nød at læse. Imidlertid føles det forkert at smide bøger ud. Jeg er i hvert fald ikke i stand til det. Det er for meget Nazityskland/’Fahrenheit 451‘ til at mit lille bævende hjerte kan håndtere bogudsmidninger.

Løsningen er – indser jeg nu – at opdele min læsning i bøger jeg kan nøjes med at læse, og så de bøger, jeg gerne vil både læse og eje. Sidstnævnte vil jeg i sagens natur fortsat købe i fysisk form. De bøger, jeg kan ‘nøjes’ med at læse, giver iPad’en mig nu en nem mulighed for at anskaffe uden fysiske konsekvenser.

De vægtige og betydningsfulde værker får lov at pryde Jordhulerne i al fremtid, mens mit underlødige forbrug af selvhjælpsbøger og young adult fiction kan skjules behændigt i min e-bogs læser. Ingen i bussen på vej til arbejdet mistænkte således en distingveret gentleman som jeg, for at læse Zlatan Ibrahimovics selvbiografi. Det er da smart. Jeg får læst det jeg vil, uden at risikere blikke, stigmatisering og tabubrud.

Som en yderligere bonus får jeg tilmed adgang til mere dansk skønlitteratur, noget jeg ellers har svigtet grusomt de senere år. Lånte Christian Jungersens ‘Undtagelsen’ fra folkebibliotekets e-bogs service, fik den læst på et par dage (og gik i stå i ‘Mærkedage‘, men hey, jeg prøvede da). Og det var ikke sket, hvis jeg skulle have trasket ned i boghandleren og købe dem i fysiske form. Dertil er jeg for doven, for nærig og for grundlæggende skeptisk overfor danske forfattere.

Nå, nu kammede det helt over i min hyldest til den nye valgfrihed. Fik slet ikke fortalt om mine nyindkøbte fysiske bøger. Det drejer sig om Daniel Yergins stærkt roste mobbedreng ‘The Quest’ om energipolitik samt to sci-fi klassikere: ‘The Moon Is a Harsh Mistress’ af Robert Heinlein og ‘Solaris’ af Stanisław Lem. Sidstnævnte så jeg engang filmudgaven af, men grundlæggende ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente mig af de to sci-fi bøger. Sidste gang jeg læste sci-fi fra 1960′erne, var det en blandet fornøjelse. Nu vil jeg i hvert fald give mig i kast med det.

Af bøger, jeg enten har opgivet eller sat på stand-by, finder vi blandt andet Francis Fukuyamas ‘The Origins of Political Order’. Fukuyama vil gerne forklare hvordan samfund opstår og hvorfor. Bogen er enorm og forbryderisk lang. Selvom den ikke er dårligt skrevet (tværtimod, faktisk), så er det for stor en mundfuld som aftenslæsning. Emnet og spændvidden er simpelthen for stor. Selv her 100 sider inde, er vi ikke nået længere end til landbrugets opståen i det frugtbare halvmåne. Måske jeg for læst den læst den engang i fremtiden sammen med en anden lignende moppedreng, der står på hylden: John Darwin: ‘The Empire Project: the Rise and Fall of the British World System 1830-1970′. Af skønlitteratur var den første bog i Robert Jordans episke og stærkt berømmede 14 binds (sic) fantasysaga ‘The Wheel of Time’ for meget for mig. Indledningen var for kitschet til at jeg kunne læse videre. Måske en dag, hvor det regner stærkt og der ikke er flere afsnit af Stargate tilbage.

Men samlet set: En forrygende læsesommer forude. Hvilke bøger vil I give jer i kast med det kommende stykke tid?