Jeg har ikke taget så meget med mig fra de små fem-og-et-halve år på Institut for Statskundskab. Det skulle da lige være en forkærlighed for koncepter. Ikke så meget teorier eller modeller. Den slags er for teoretisk og virkelighedsfjernt for mig. Men jeg kan godt lide meningsskabende redskaber til at forstå, strukturere og  afkompleksificere  verden. Webers koncept om ’idealtyper’ gik eksempelvis rent ind hos mig., det samme gjorde den historiske institutionalisme koncept om ’path dependency’. De medvirker til at skabe en vis orden midt i kaoset, irrationaliteten og

Måske er det også derfor, at selvom jeg pr. definition fnyser hånligt af snart sagt enhver form for litteratur om ledelse og selvhjælpsbøger, så er jeg alligevel søgende efter redskaber, koncepter, måder at sætte lidt skik på mig selv i arbejdslivet. For nøgternt vurderet, så er der et markant basis for forbedringer. Jeg udnytter ikke det flig af talent og potentiale, som jeg i moderat grad besidder. Derfor er jeg for tiden optaget af konceptet ’personlig produktivitet’. For hvordan får jeg den i vejret? Hvordan opfylder jeg mit potentiale? Og hvordan øger jeg mit ’stock’ fremfor mit ’flow’?

Første – og største – problem er, at jeg er doven, nydelsessyg og lystbetonet.

Store dele af min (i øvrigt ganske mangelfulde) arbejdsetik er bundet op på, at med mindre at jeg opfatter en given opgave som ’sjov’ eller ’meningsfuld’, så er jeg nem at distrahere og begynder at overspringshandle massivt. Det samme er tilfældet hvis jeg har for god tid, for lidt at lave eller for lange deadlines.

Ordsproget ’lediggang er roden til alt ondt’ gælder i allerhøjeste grad for undertegnede. Med mindre, at en opgave er sjov, tjener et højere formål eller at der er markante sanktioner forbundet med at jeg slacker på indsatsen – så er der desværre ugler i mosen. Koncentrationen og fokus ryger, særlig i perioder, hvor der ikke er travlt. Jeg er i bund og grund en flanør uden den store disciplin eller rygrad.

Jeg har indtil videre kunne slippe afsted med denne dorske tilgang til livet takket være min mådelige begavelse. Den har betydet, at selv en 70 pct. indsats fra min side ofte har været tilstrækkelig i mine hidtidige ansættelser.  Muligvis ville en 100 pct. indsats imponere og (teoretisk set) lede til avancement, men hvorfor gøre den ekstra indsats, hvis opgaven ikke er særlig sjovt eller meningsfuldt?

Mit arbejdsliv er foregået i bureaukratier foran en skærm, uden større supervision, uden soleklare kvalitetskriterier, beskyttet mod konkurrence fra markedet – og hvor jeg selv har ansvaret for at hanke op i nakken på mig selv. Den slags er i sagens natur farligt. Særlig for en semi-begavet, men lad, charlatan som undertegnede.

Den type arbejdsliv er fyldt med fristelser og distraktioner, især hvis man har opbygget dårlige vaner igennem årene. Hvis man nu – rent hypotetisk, naturligvis! – har oparbejdet en nærmest tvangshandlingsbetinget vane med konstant at tjekke netaviserne (uagtet at det ikke er relevant for ens arbejde). Hvis man nu tjekker besøgsstatistikkerne for ens blog et usundt antal gange om dagen? Hvis nu man er så bange for at være koblet af, at man læser ikke-direkte arbejdsrelevante artikler på amerikanske blogs og aviser? Hvis man nu drukner i den tilgængelige information på nettet? Hvis nu man er lidt for flink til at sende ikke-direkte arbejdsrelevante mails til tidligere kolleger? Ja, så er man ilde stedt, når det handler om at prioritere sin tid, fokusere og få udrettet noget. Der er, med andre ord, brug for at højne den personlige produktivitet i arbejdstiden. Især i perioder, hvor udbuddet af sjove og meningsfyldte arbejdsopgaver måske ikke er overvældende.

Min ambitioner derfor at få strammet mig an. Først og fremmest på arbejdet, men også så jeg anvender min fritid bedre og mere produktivt.

Første trin har været at nedlægge min Twitter-profil. Den medførte underholdning på den korte bane, men medfører mere stress og flow på den lange.

Dernæst har jeg nedlagt min konto ved Statcounter, så jeg nu ikke længere manisk holder øje med besøgstallet her på bloggen. Det skal gerne give færre distraktioner, men forhåbentlig også mere fokus på at producere bedre indlæg her.

Endelig har jeg downloadet et nifty lille program, som kan spærre for besøg på hjemmesider. Har tænkt mig at spærre for min adgang til netaviser og blogs i arbejdstiden. Jeg har ikke brug for den løbende viden, tværtimod distrahere den og fjerne koncentrationen fra arbejdet. Hvis jeg ikke kan administrere det selv, må jeg få maskinen til at gøre det for mig.

Slutteligt overvejede jeg at nedlægge min facebook profil. Den bliver mere og mere irrelevant for mig. Ingen skriver længere noget relevant på siden længere, så ikke engang som snageredskab er det meget bevendt. Bestemte mig dog for at beholde den, da jeg trods alt har et stort netværk derinde, som det ville tage for lang tid at holde vedlige på anden vis.

Små trin, muligvis. Men de skal suppleres af en ny e-mail kultur (kan man eksempelvis nøjes med at tjekke sin mail fire gange om dagen? Hvorfor skal den være åben hele tiden?) og siden et (væsentlig vanskeligere) projekt med at anvende fritiden mere produktivt på træning, socialt samvær og boglæsning, fremfor planløs surfning. Det er fjollet samt hæmmer min kreativitet og skabertrang.

Mit nylige jobskifte, rykket fra Bruxelles til Nordjylland og den forandrede livssituation sammen med Doktoren burde kunne være et startskud til en ny start. Jeg har slumret for længe. Efter sommerferien går det i gang.