Månedsarkiv: juli 2012

Boglektioner

10 svar

Det har vanen tro været en sommer i sci-fi og fantasybøgers tegn. Allerede inden feriens begyndelse havde jeg opbygget et større bjerg af murstensromaner, som jeg havde en herostratisk ambition om at komme igennem.

Det var først og fremmest en række sci-fi klassikere: David Brin ’The Uplift War’ (1987), Stanisław Lem ’Solaris’ (1961), Vernor Vinge ’A Fire Upon the Deep’ (1992) og Robert Heinlein ’The Moon is a Hard Mistress’ (1966). På fantasysiden fandt man ’Eye of the World’ (1990), det første bind i Robert Jordans über-episke 14-binds ’Wheel of Time’ saga. For at komplettere mit overmod, havde jeg også anskaffet mig første bind i en anden storladen fantasyserie: Steven Erikson ’Gardens of the Moon’ (1999). Endelig havde jeg forinden rekvireret non-fiction bogen ’The Quest’ af Daniel Yergin.

Under ferien valgte jeg så dumstædigt også at gå amok i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm. Her lagde jeg de klamme, svedige hænder på en række nye fantasybøger: Raymond E. Feist ’Magician’ (1982), Robin Hobb ’Assasin’s Apprentice’ (1995), Brandon Sanderson ’Mistborn’ (2006) og endelig Robert Jordan ’The Great Hunt’ (1990).

Alt i alt en mildest talt overvældende mængde bøger, der skal lægges oven i bunken af endnu-ikke-helt-færdiglæste bøger som Paolo Bacigalupi ’The Windup Girl’ (2009), Michael Cobley ’The Ascented Stars’ (2012), Patrick Rothfuss: ’The Wise Man’s Fear’ (2011).

Hvad kan man udlede heraf? Tre ting, tror jeg.

For det første, at jeg har udviklet en patalogisk og ubæredygtig afhængighed af at købe bøger. For det andet, at jeg det senere år har forskudt min kærlighed fra sci-fi i retning mod fantasy. For det tredje, at jeg er bekymret for at min ensporede læsning af genrelitteratur på det lange sigt vil gøre mig dum.

I forhold til den ubæredygtige bogkøbstrang, må man vel blot konstatere, at det bør stoppe. Snarest. Det er dyrt. Jeg har ikke plads til alle de bøger hjemme i Jordhulen. Det giver mig stress, at have en så alenlang to-do liste. Og når jeg beviseligt får ikke færdiglæst mange af bøgerne, hvad er så den dybere mening i at købe dem? Læste en klumme i Weekendavisen i denne uge, hvor en af kulturskribenterne fortæller om hvordan han og konen netop har været i gang med en større udsmidningsrunde af bøger, simpelthen fordi de fyldte for meget. Den tanke fylder mig med skræk. Jeg kan ikke bære det. Sikke noget. Den slags kan man da ikke gøre mod dem, man elsker!

Den forskudte kærlighed fra sci-fi mod fantasy skyldes tre ting. Dels opdagede jeg George R.R. Martins mesterlige ’A Song of Ice and Fire’ sidste år. Den åbnede mine øjne for hvad fantasy-litteratur også kunne være.  Meget ondt kan man sige om GRRM, men han repræsenterer et brud med den Tolkien’ske skabelon, som generelt trætter mig med alle dens forfinede elvere, høviske kongesønner og idealiserede britiske middelalderstemning. Dels har jeg nok i tiden efter ’Lost’ manglet et kulturprodukt, der kunne tilbyde mig den store fortælling, detaljerede universer og de helt lange linjer. Næsten alle tv-serier efter ’Lost’, der har forsøgt sig med den skabelon (se: ’The Event’, ’Flashforward’, ’Alcatraz’, ’Awake’) er døde efter én sæson. Eneste undtagelse er reelt ’Fringe’, som nu også synger på sidste vers. Fantasy-genren med dens multiple bind og lange fortællinger, giver mig en stærk tilfredsstillelse. Det giver også læsestress, bevares, men tanken om at enormt univers bare venter på at blive opdaget, tiltaler mig meget. Endelig er jeg nok blevet lidt skuffet over de sci-fi bøger, jeg har læst det seneste halvandet år. Jeg har forsøgt mig med højtbesungne klassikere som Dan Simmons ’Hyperion’ (1989) og Robert Heinlein ’Starship Troopers’ (1959) samt nyere hypede værker som China Miéville ’Kraken’ (2010), men reelt har det kun været Joe Haldeman ’The Forever War’ (1974) og Niel Gaiman ’American Gods’ (2001), som jeg sådan rigtig har sat pris på. Ja, faktisk har jeg ikke været intens fanget af en sci-fi bo siden Peter F. Hamiltons monumentale mesterværker ’The Night Dawn’s Trilogy’ (1996-1999) og ’Commonwealth Saga’ (2004-2005).

Bliver man så dummere af at læse genrelitteratur som fantasy og sci-fi? Måske ikke, men det litterære etablissement vil utvivlsomt mene, at man næppe bliver klogere af det. For nylig læste jeg et indlæg i Los Angeles Book Review, hvor deres anmelder i artiklen ’My Stephen King Problem:  A Snob’s Note’ udforsker sin navle i forhold til det at læse genrelitteratur kontra at læse ’fin litteratur’. King optræder som forfatteren, der er ultrapopulær, men som anmelderen i 25 år har undgået at læse fordi det er dårlig genre litteratur. NU gør han det så omsider (fordi flere og flere på tvivlsom vis er begyndt at skrive rosende ord om King). Han ender med at konkluderere, at King er en dårligere forfatter end anmelderens egne yndlinge. Hvilket vel næppe kan overraske, når det kommer fra en mand, der kan skrive følgende gylp:

But this aversion to horror fiction wasn’t the only thing that kept me from King’s work. No, for I’d informally decided sometime around my fiftieth birthday that ninety-nine percent of my fiction reading (and I was at a point in my life where I was calculating how many books I was going to be able to read before I came down with dementia or died) would be devoted to certifiably literary fiction (by both the dead and the living, and including dead and living writers of certifiably literary genre novels) and books by friends and acquaintances. I would keep my raffine literary nose out of books of pulp.

Nuvel, der fornemmes en vis ironi i det skrevne, men alligevel. Mennesker der uden at blinke er i stand til at anvende begreber som ’certifiably literary fiction’’, vil næppe holde af mine yndlingsbøger. En anden paragraf i artiklen er dog umiddelbart mere interessant end standard litteraturanmelderens fine fornemmelser:

And then one day King came up in the course of a discussion my wife and I had about my own writing — which she found to be a little dark and not really, if I understood her, something she wished to curl up with at night. I agreed that it was a little dark, and I also said that I probably (and probably wrongly) didn’t give enough credence to the idea that people (or my characters) could change or become better. We talked about why people read the fiction they read. My wife, who works in the medical field, made the perfectly valid point that not everybody reads fiction for the reasons I read it. (Among the things I hope for when I open a book of fiction is that each sentence I read will be right and true and beautiful, that the particular music of those sentences will bring me a pleasure I wouldn’t be able to find the exact equivalent of in another writer, that I will be continually surprised by what a particular writer reveals about particular human beings and the world they inhabit. A great book of fiction will lead me toward some fresh understanding of humanity, and toward joy.) My wife felt it was wrong to stand in judgment of people who read fiction in order to escape from life, and I said she was right: I didn’t feel morally superior because I read John Cheever or David Foster Wallace or William Styron or Zadie Smith or Mary Lee Settle instead of Stephen King.

I did feel, however, that I demanded something different (something more?) from a novel than I guessed most of the readers of Stephen King did. (Not that this made me morally superior, just more demanding, a high-maintenance reader.) Though of course I’d never read a King novel (or story), so maybe I was wrong.

Man kunne (burde) utvivlsomt knytte en enkelt spydig bemærkning til anmelderens påtaget esoteriske og nydelsessyge formål med at læse skønlitteratur. Men i stedet vil jeg give hans kone ret. Mange, herunder undertegnede, læser skønlitteratur af eskapistiske grunde. Det har jeg det i grunden fint med. Når man er papirnusser til hverdag, så kan det være rart at læse om mere højtravende ting.

Og jeg er i øvrigt uenig i, at en forkærlighed for sci-fi og fantasy nødvendigvis gør mig til en mindre krævende læser, end hvis jeg holdt mig til den certificerede skønlitteratur (sic). Hvorfor skulle det være tilfældet? Er en tanke/et argument/en indsigt nødvendigvis mere rigtig, hvis den er knudret formuleret? Er en historie nødvendigvis bedre, fordi den er kedelig skrevet? Er Habermas, Luhmann og Žižek nødvendigvis større filosofkonger, fordi de skriver utilgængeligt og akademisk end Niall Ferguson? Er performance- og installationskunst nødvendigvis mere dybsindigt end lettilgængelige billedkunstnere som Claude Monét?

Guderne skal vide, at jeg heller aldrig har læst en Stephen King bog. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er en tøsedreng uden lige. Jeg har ikke nerver til horror. Faktisk har jeg lige løjet, for jeg har engang læst ’Ondskabens Hotel’ og dele af ’Misery’. Sidstnævnte var så sadistisk, at jeg ikke kunne holde det ud. Så siden da har han været på min ignoreliste. Dermed ikke sagt, at jeg tror King skriver særskilt dårligt eller godt.

Konklusionen? Vel mest af alt, at jeg har masser af interessante bøger at fordrive tiden med under mine to timers transport arbejdet t/r. Nye boganbefalinger modtages dog som altid med kyshånd.

Oprør mod heteronormativt fodtøj

8 svar

Kære (med)mænd,

I dag skal vi adressere et vanskeligt og følsomt emne. Det falder mig ikke nemt. Der vil sandsynligvis falde læsere fra, alene på grund af dette ene indlæg. Det tager jeg på mig. Nogle gange vejer ansvarligheden bare højere end populariteten. For det er simpelthen for vigtig en sag til, at et så humant og social-filantropisk sted som Sofisten.dk ikke skulle omtale det. Det er et emne, der smadrer familier. River samfundsinstitutioner op med rode. En lang række menneskers livsglæde, udfoldelsesmuligheder og fremtidige generations lykke afhænger heraf. Vi er ganske enkelt nødt til at gøre noget. Nu. Ikke i morgen. Men nu.

Jeg taler naturligvis om sandaler til mænd. Eller, i manglen af bedre betegnelser: Mandesandaler.

Jeg ved, at jeg har vævet. Jeg ved, at min tro ikke altid har været klippefast. Jeg ved, at jeg har fejlet. Det er måske endda muligt, at jeg i skrivende stund selv er iført et par flip flops. Men mænd. Der er kun én ting at gøre.

Hold op med at gå i mandesandaler.

Nu. For dine børns skyld. For din egen skyld. For verdens skyld. Det er det eneste rigtige at gøre.

Åh jo, jeg ved da godt, at du elsker sommeren. Det er da også en dejlig årstid. Men sommeren er for mig en kompleks størrelse, der vækker modstridende følelser. For sammen med fortryllende ting som bjergvandringer, solen og strandture, følger ubønhørligt også mandesandaler. Den måske største menneskerettighedskrænkende institution i nyere tid. Og ja. Jeg er da godt klar over, at det er uretfærdigt at dømme en hel sæsonbetinget fodbeklædning over en kam. Men jeg vil godt vove pelsen her, og erklære, at jeg ALDRIG (genta’r: ALDRIG) har set et par æstetisk acceptable mandesandaler.

Flere af mine bekendte (af hensyn til deres fremtid og sikkerhed, vil jeg lade dem forblive anonyme) går med mandesandaler. Og når jeg siger til dem, at det ikke er ok, og at de og deres mandesandaler er i gang med at knuse drømme og håb, så bliver de tvære. Folk kan lide deres mandesandaler. Der er endda dem der mener at de ejer et par classy mandesandaler. Men det er en løgn. Og de ofte overraskende harmdirrende udbrud, som disse mænd reagerer med, når jeg påtaler deres æstetiske forbrydelser, vidner for mig om én ting. At alle mænd, dybest ind, godt ved at mandesandaler er forkerte.

Som vi alle ved, er erkendelse det første trin på vejen mod at få det bedre. Så nedenfor følger en smertelig, men nødvendig, gennemgang af mandesandaler:

Badetøfler

Er du Thomas Augustinussen? Nej, hov, tøv en kende. Er du Thomas Augustinussen, der træder nyvasket ud af badet iført badetøfler i netop dette øjeblik? I så fald, så kontakt mig øjeblikkeligt på kaerlighedssygsofist@hotmale.com. Hvis du IKKE er en nyvasket Thomas Augustinussen på vej ud af badet iført badetøfler efter en AaB-sejr over Parken Sport & Entertainment, så holder du dig bare LANGT væk fra bødetøfler. Se dog på dig selv. Hav lidt selvrespekt, mand.

Alvorlige mandesandaler

Min sjæl græder, når jeg ser dem på voksne mænd. Af for mig uransagelige årsager, ser man en del mænd i det købedygtige segment gå rundt med disse vederstyggeligheder. Det er tilsyneladende den ’alvorlige’ mandesandal. Og de er da også alvorlige i den forstand, at Jesus er den eneste voksne alvorsmand i verdenshistorien, der reelt kunne slippe af sted med at iføre sig den slags mandesandaler. Det ironiske ved disse alvorlige mandesandaler er jo, at de får bæreren til at se jammerligt infantil ud. Det gør ondt på mig at skrive dette, for jeg har venner, familie og bekendte – folk der læser disse ord! -, der bærer alvorlige mandesandaler. I ved hvem I er. Jeg ved hvem I er. Og det skal nok blive ok. Bare I siger fra.

Crocs

Hvad kan man sige om Crocs, der ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Jeg kan afsløre, at jeg synes de ser nuttede ud på kvindelige læger, men der kan selvsagt være tale om et Stockholmsyndrom. Engang så jeg et par afbrændt Crocs liggende i vejkanten. Til den ukendte gerningsmand, kan jeg kun sige: ”I salute you, Sir”. Crocs har dog den entydige fordel, at de udjævner snart sagt alle forskelle i folks fysiske attraktivitet. Ifør en gudesmuk Adonis et par Crocs, og han er nede på niveau med Ole Wedel. Crocs er Den Store Jævnbyrder. Behændigt og smart for os semi-grimme.

Flip flops

Det her bliver nok en vandedeler. Mange vil nok mene, at flip flops reelt faktisk ER en legitim fodbeklædning i sommerhalvåret. Jeg kan til nøds være enig, hvis vi stærkt afgrænset taler om strandbrug. Ellers løser flipflops ikke det grundlæggende problem: At langt de fleste mænd har afsindigt grimme fødder. Hvis man – som undertegnede – har fødder, hvis default indstilling er på ’så blege, at de i det forkerte lys ser blå ud’, så er det op af bakke. Endnu værre, hvis ens tæer – som undertegnedes – mere ligner forvoksede knoer, så er der ingen vej tilbage. Ingen mandesandaler kan rette op på det.

Opsummerende, kære medmænd, dæk nu de fødder til. Ligegyldigt hvor mandig og velskabt du er, vil du aldrig blive besnærende i et par mandesandaler. Dem der siger andet lyver (eller vil tjene penge på at sælge dig et par). Tag et par smarte sneakers på om sommeren i stedet, det vil næsten altid se godt ud (med ikke-store strømper, naturligvis). Hvis du er svensker (eller bare en dandy), så er sejlersko også et alternativ. Pointen er, at der er muligheder. Du er ikke dømt til at iføre dig disse afskyelige forbrydelser mod menneskeheden. Hvis vi virkelig vil, kan vi få udslettet mandesandalen. Vores drengebørn vil aldrig igen være tvunget til at ydmyge sig selv.

Gør en forskel. Sig nej til mandesandaler.

I seng med fjenden

1 svar

Nogle gange nyder jeg at være alene hjemme uden Doktoren. Jeg har adfærd, som jeg gemmer specifikt til de stunder. Eksempelvis indkøb af mindre bedårende færdigretter (I skulle bare vide!) og maratonstræk af Football Manager 2012. For når jeg nu er forholdsvist optaget af at gøre AC Bellinzona til schweizisk mester for fjerde sæson i træk, så er det så pokkers illusionsknusende, når Doktoren kigger over skulderen og (let spottende, men på vanlig sød vis) spørger om jeg nu igen har snydt ved at være inde i Editor-programmet og give mig selv uendelige økonomiske midler. Det har jeg som regel, og hendes påmindelse gør det altså vanskeligt at tro på mine egne løgne om, at jeg faktisk er en formidabel manager i Ticinos fremmeste fodboldklub. For det er jeg. Nej, virkelig, det er jeg.

Men det jeg antageligvis kommer til at nyde mest ved Doktorens kommende nattevagter er, at jeg ikke skal dele seng med hende.

Jeg læste for et stykke tid tilbage en artikel om, hvordan det at sove i separate senge kan redde folks ægteskaber – ganske enkelt fordi de fleste mennesker opnår en mere afslappende søvn, ved at sove alene. Jeg husker, at jeg under læsningen greb mig selv i at nikke (og brumme) genkendende samt have en (skamfuld!) oplevelse af fagre, nye verden.

Hastigt undertrykte jeg dog mine følelser. Dels fordi vi hverken har råd eller plads til to senge. Men mest fordi det at være i et parforhold (og ENDELIG blive genforenet efter længere tids langdistanceforhold), gør det noget nær absurd, at sove adskilt. At være i et forhold med en så betagende ung dame som Doktoren, indebærer jo netop, at selvsamme varme, stykke menneske er forpligtet til at sove ved siden af lige netop dig. Og det er jo et privilegium.

Men mine issues med at sove ved siden af Doktoren, ikke også, de er altså mange. Så er det sagt.

Grundlæggende mangler hun den kropslige mekanisme, der regulerer kroppen når man sover. Hvilket er det samme som at sige, at så snart Doktoren falder i søvn, forvandler hun sig til en langtidsopvarmet pizzaovn. Hele kroppen. Den er brølende hed. Bortset fra hendes fødder, altså. Og hænder. Hendes ekstremiteter er isnende kolde, og tilsyneladende er der ikke noget mere emotionelt tilfredsstillende for Doktoren end at placere omtalte fødder i nærheden af min sarte krop, når hun går i seng. Hun synes måske at det er lidt overdrevent, når jeg sammenligner hendes snigende fødder mod min hud, som at blive gennembordet af en isnende daggert. Men hun skulle bare vide!

Og hvis jeg ikke sveder som en gris af den resulterende tørstegning fra pizzaovnen (og lider under de daggert-fremkaldte pletvise forfrysninger), så fryser jeg på grund af Doktorens Sorte Hul. Nej, det her ikke den slags smudsblog og ’Doktorens Sorte Hul’ er ikke en eufemisme. I stedet er det Doktorens signature move, hvor hun med usvigelig sikkerhed suger alt plads til sig i sengen. Med ekspansive bevægelser, målsøgende ryk og små (men progressive) ryk i min dyne, får hun langsomt (men usvigelig sikkert) tilranet sig plads, land og ressourcer. Senge-imperialisme i storskalaformat. Swooooooosh, siger det i løbet af natten. Intet undgår Det Sorte Huls vakuum. Jeg efterlades afskrællet og forhutlet på en marginal plads i sengen. En forkølet, efterladt, forbitret Sofist.

For det er så let, så let at bliver bitter og indebrændt, når man efterlades alene i et hjørne uden plads eller dyne. Men forstå mig ret. Det er ikke Doktorens skyld. Hun kan ikke gøre for det. Hun er bare indrettet sådan, at hver nat tvinger hendes underbevidsthed hende til at føre krig. I søvne kæmper hun en episk kamp, hvor hun er helten og dynen+pladsen er byttet, som skal vristes ud af mine ondskabsfulde kløer. Tilsyneladende er jeg ligeså svag i søvne som i vågen tilstand, for jeg taber også her hver gang. Jeg ville ikke have så meget imod at tabe krigen hver nat, hvis hun så ellers anvendte pladsen og dynen til noget produktivt. Men hun ligger jo bare dér og dvasker. Min arme dyne krølles sammen i hendes halvdel af sengen. Jeg bare giver og giver – og til hvad nytte?

Hvis Doktoren kunne indvende noget (hvilket hun ikke kan, for det er min blog), ville hun sikkert sige, at jeg skam heller ikke altid er en fornøjelse at sove ved siden af. Folk med mere selverkendelse end mig, ville i al retfærdighed nævne min snorken og min flatulens. Og så har vi ikke nævnt mit ikke helt ordinære valg af soveklæder. Nå, det må I høre om en anden gang.

Anyway, det er rart, når Doktoren er på nattevagt.

Lige indtil jeg vågner op, vender mig for at kramme den svedfremkaldende pizzaovn. Blot for at opdage, at der kun ligger kølige (og rigelige mængder) dyner på store mængder sengeplads. Så savner jeg Doktoren, og ville ønske at hun var hjemme.

Sofisten genser Lost sæson 1

6 svar

I manglen på nye bokse (’Supernatural’ og ’Fringe’ kommer først til efteråret, og det er de facto umuligt at opstøve eksempelvis ’Breaking Bad’, ’V’, eller ’Six Feet Under’ her i 9800 Metropolen), er vi begyndt at gense sæson 1 af ’Lost’. Den er tankevækkende god. Oprindeligt så jeg serien første gang tilbage i sommeren 2007. Dengang skrev jeg følgende snik-snak:

Det har været mere end almindeligt svært at koncentrere sig på arbejdet i dag – og selvsagt udelukkende kun af usaglige grunde. F.eks. kan det fremhæves at det ikke er befordrende for ens produktivitet at se Lost til sent ud på natten. Jeg er fuldt ud klar over at jeg er hoppet mere end sent på vognen, da jeg jo i praksis ikke har set tv i cirka fire år. Men efter at have lånt hele sæson 1 på DVD af Sven, så kan jeg uden at lyve kalde mig selv for afhængig. Serien er dybt original og stærkt vanedannende. Begynd ikke at se den medmindre du kan afse den fornødne tid til det.

Dengang kværnede jeg flere sæsoner af serien på ganske få uger, alt imens at Maria trillede rundt og var læge på Gotland. At dømme ud fra mine eksalterede indlæg dengang, var jeg ganske begejstret. Som jeg jo er, når man får lejlighed til at junke en begavet, kompleks sci-fi serie i lange baner.

I de efterfølgende fem år, har både sæson 1 og 2 stået lidt uklart for mig. Jeg kunne ikke rigtig huske dem. De var på en måde en slags optakt til sæson 3, hvor mytologien virkelig begyndte at folde sig ud. På en måde begyndte ’Lost’ derfor først rigtigt for undertegnede i sæson 3, hvor vi får udvidet aktørflokken markant.

I de første sæsoner famler hovedpersonerne i blinde. Hvem er det der angriber dem? Hvor er vi? Skal vi i hulerne eller på stranden? Kan vi komme væk fra øen på en imiteret tømmerflåde. Der famles selvfølgelig også i de sidste fire sæsoner, men det er på en anden måde. Nu er det mere famlen efter mening. De bevæger sig på en måde fra ’hvad’ til ’hvorfor’.

Nu hvor serien er afsluttet – og man kender seriens metaplot – bliver det derfor en anden, og muligvis bedre, oplevelse at gense de første sæsoner. Man ved på en måde, hvad man skal kigge efter. Og selvom man nu også ved, i hvilken retning at figurerne vil udvikle sig, så har det absolut også sin charme at se dem fra begyndelsen.

Eksempelvis er det illustrativt hvordan den ultimative hunk, Sawyer, udvikler sig fra at være en machismo, grovmundet bedrager fra Tennessee, til at være en følsom, tænksom sexgud mand. Det er sublimt underholdende. Det samme gælder for Locke (der bliver religiøst vækket), Jin og Sun (uventet stærk første sæson!) og Sayid (åh, de følsomme øjne!). Alle har enormt potentiale og udvikler sig herefter. Måske undtagen netop Sayid, som manuskriptforfatterne behandler ualmindelig dårligt i sæson 6.

Nogle af figurerne udvikler sig imidlertid ikke, kan man konstatere ved et gensyn. Jo, der hænder dem ting og sager, men der er ingen progression/regression eller forandring i deres grundvæsen.

En skamstøtte burde rejses for Jack, der igennem hele serien var en whiny Jesus-læge, med et enerverende faderkompleks. Karakteren Jack er vel i sig spændende nok (også fordi han reelt er hovedperson i et langt stykke tid), men han ophører de facto med at være rigtig relevant i løbet af sæson fire – blot for siden pludselig at komme (uretfærdigt) tilbage som den store ø-frelser. På det mindre lødige plan, blev jeg efter et par år blev også træt af Matthew Fox’ glædesløse grin, men hey, hver sin smag.

Atter andre personer er manuskriptmæssige blindgyder, der er umulige at udvikle efter at deres ’grundsubstans’ er udforsket.

De papirtynde karakterer Boone og Shannon er nok de mindst engagerende karakterer i sæson 1, hvorfor det føles både fornuftigt og relevant, at de dør ganske snabbt. Et andet eksempel på mislykkede karakterer, er eks-junkien Charlie. Når først hans lille afhængigheds-føljeton er slut og han får kissemisset færdig med Claire, så er der ikke meget mere tilbage i ham. Heldigvis for hans karakter, bliver han aflivet i slutningen af sæson tre.

Kate er underholdende de første tre sæsoner, men ophører derefter med at overraske, når ellers hendes fange-på-flugt/centrum-for-trekantsdramaet er ovre. Hurley er også meget den samme, om end han får en uventet central betydning i serieafslutningen (og derved rundes af på en tilfredsstillende måde).

Ovennævnte Claire er også trang. Hun er trang som gravid, trang som småbarnsmor, trang som freak i junglen. Ud over at være mor til Aaron og emo-dragende overfor Charlie, så tjener hun ingen funktion de første sæsoner. Jo, hun bliver bortført på et tidspunkt, og vi skal som seere vist nok være svært bekymrede over det (uheldigvis er hun så umanerligt irriterende, at man griber sig selv i at tænke ’YES! OG SÅ BLIVER DU VÆK, SKINKE!’, når Ethan bortfører hende og hænger Charlie op i et træ). Og da vi så støder på Claire igen i sæson 6, er hun blevet gak-gak (uden at vi får forklaret hvorfor eller hvorfor at hun forsvandt ud af serien i tre år). Det er altså fjollet.

Michael er ligeledes konsekvent belastende. Det er en lise at slippe for ham i sæson tre, om end han først har den simple anstændighed at dø i sæson fire. Fra begyndelsen af serien står det klart, at denne grædekone af en mand ikke har andre roller i serien end A) at være en evindeligt bitchy far til Walt og B) bygge en tømmerfløde. Dét er det. Og det er ikke nok.

Claire og Michael (og afledt heraf: Aaron og Walt) er også symptomatiske for hvorfor det også kan være en snert frustrerende at gense første sæson.

Når man kender historien, bliver en del af de karakterdrevne mysterier nemlig mindre interessante. Opdagelsen af The Hatch (og spørgsmålet om hvad der gemmer sig i den) er en central udviklingsdriver for Locke-karakteren. Men når man nu godt ved, hvem og hvad der gemmer sig nede i bunkeren, så er Boone og Lockes udgravning af den i sæson 1 ikke sindsvagt oprivende. Men det er selvsagt et pseudoargument og en unfair kritik. For dengang i 2004, hvor det hele var meget, meget mystisk (og man aldrig havde hørt om Dharma Initiative, The Others, Jacob et al), har det utvivlsomt været førende pirrende at spekulere over.

Et andet frustrationselement er det spildte potentiale. Der introduceres, antydes og fremvises et hav af absurd spændende, interessante og potentielt verdensbilledeudvidende sub-plots i første sæson. Når man har været med hele vejen, er det ærgerligt at der ikke følges op på dem.

Illustrative eksempler herpå er netop Aaron og Walt karaktererne. I det Claire-fikserede afsnit, ’Raised by Another’, hører vi hendes baggrundshistorie (australske emo-teen bliver gravid, vil bortadoptere, fortryder), herunder hvordan hun går til et medium. Han fortæller hende, at hendes ufødte barn (Aaron) har en helt central betydning – han er noget nær Baby Jesus, the Chosen One, guldbarnet fra den der vanvittigt fede Eddie Murphy film fra 80’erne. Endvidere: Denne potentielle messias, kan udvikle sig til en sand djævel, hvis nogen som helst anden end Claire opfostrer ham. Han er vigtig, vigtig, VIGTIG. Det ligger en sindssygt spændende historie her. Man tænker: Ham her Aaron, ikke også, han kommer til at spille en helt central rolle i den overordnede historie.

Hvad sker der så?

Ikke noget. Igennem resten af serien æder, skider og sover Aaron. Han gør intet væsen ud af sig, ud over at være genstand for kamp mellem nogle skrukke kvindemennesker. Det er det. Han bliver endda opfostret af en anden end Claire, uden at det på nogen måde medfører atomkrig, ozonlagshuller eller udslettelse af regnskoven. Løftet om en vigtig funktion udarter sig med andre ord til en udstrukket og ildelugtende fis af ligegyldig.

Walt er en mindre manuskriptmæssig kriminel karakter. Arj, faktisk er han ligeså slem. Vi får i afsnittet ’Special’ at vide, at han er, ja, speciel. Fugle dør omkring ham og den slags ting. Meget spooky og vores opmærksomhed er vakt. Men efter to sæsoner, hvor han er blevet kostet rundt af sin kælling af en far, skrives han ud af serien – og optræder kun i glimt. Det er sgu fesent. Og endnu mere fesent er det, at vi i epilogen i sæson 6 får at vide, at han (antageligvis) bliver den nye Jacob på øen, a.k.a El Jefe Grande. Manden der holder proppen nede i hullet til helvedet. Den udødelige leder. Og den rolle skulle varetages af Walt, en karakter – der muligvis er speciel, men hvis primære beskæftigelse igennem serien har været at spille backgammon og lege med en overvægtig hund? Det holder jo ikke, Lost-folk! Verdens mægtigste mand fortjener mere end det. Og så er jeg altså ret ligeglad med at skuespilleren gik i puberteten, når han skulle forestille at være ti år. Stram dog op!

Nå, det udviklede sig (yderst overraskende!) til et brokke-indlæg. Det er ikke meningen. For sæson 1 af ’Lost’ var, er og vil altid være fænomenal. Hvis ikke I har set serien, så er det aldrig for sent at begynde.

Men pas på. Jeg er nødt til at gentage min advarsel fra 2007. Det er vanedannende. Du vil vanrøgte dine børn, svigte din hund, ikke få malet carporten. Så meget tid tager den. Det er bare med at komme i gang.

Can We Still Be Friends?

11 svar

Imorgen er sommerferien slut for denne omgang. Begyndte min ferie tidligt i år, så som noget nær den eneste på min arbejdsplads, er jeg på arbejde i uge 30 og frem. Bortset fra malere og håndværkere, der skal forskønne arbejdspladsens ellers ret bedrøvelige slut-70′er arkitektoniske beton-tristesse, er jeg velsagtens eneste mand om at hænge ved kaffeautomaten.

Det maner til refleksion og eftertanke.

Nu er der som bekendt gået små tre måneder siden jeg indledte Den Lange March fra Bruxelles og tilbage til det nordjyske. Det har på mange måneder været uvirkeligt og præget af at være en transitionstilværelse (i.e: Bo i perma-rod omgivet af flyttekasser i forældrenes kælder, talrige weekendture til København, almindelig rodløshed). Nu hvor Doktoren og jeg endelig er flyttet sammen her i 9800 Metropolen, burde der komme lidt mere ro på de notoriske følelser af at være hjemløs. På næste onsdag begynder Doktoren på sygehuset. Først i et lægevikariat, siden i det sagnomspundne KBU-år. Vi får med andre ord det, vi ikke har haft siden jeg luffede til Bruxelles foråret 2011: En hverdag sammen. Det bliver godt og sundt, tror jeg.

På det mere identitetsmæssige plan er jeg splittet.

Var jo sådan set glad for at bo i Bruxelles. Kunne sagtens have set mig selv blive noget længere, hvis ellers jeg havde været gladere for mit job dernede. Byen nåede aldrig rigtig at blive mit ‘hjem’. Den plads indtager København paradoksalt nok stadig hos mig.

Nordjylland er – måske på grund af de sidste måneders midlertidige karakter – ikke kommet ind under huden endnu. Måske det ikke er så mærkeligt. Boede trods alt 10 år i København. Langt de fleste af mine venner er naturligt nok i byen. Ud over min familie, kan antallet af folk jeg kender i Nordjylland tælles på ganske få hænder. Der er derfor et (indtil videre uoverskueligt) stort opsøgende arbejde, der skal gøres, hvis ellers ambitionen er at få nye venner heroppe.

Bevares, vi vil sikkert komme til at hænge ud med en del yngre læger qua Doktorens nye arbejdsliv. Men hvis jeg ønsker andre stimulanser end snak om hospitalsvæsenets grufuldheder, onde DJØF’ere og sataniske fire års regler, må jeg hellere opsøge andre bekendtskaber også. Aber wie?

I København tiden fik jeg en masse venner ‘gratis’ gennem studiet, kollegierne og siden på min arbejdsplads, hvor der var mange personer i mit demografiske segment. Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor jeg (i en alder af 30!) er den suverænt yngste i min afdeling, og hvor majoriteten af ansatte i huset er kvinder mellem 38 og 50 år. Det betyder, at med mindre at jeg yderst hurtigt får udviklet dybfølte meninger og indsigt i for mig ganske nye problemstillinger (hvad gør man med teenagere, der ikke vil rydde op efter sig? Hvordan bør en carport egentlig se ud?), så er min sociale kapital ikke så høj. Det betyder samtidig også, at potentialet for at finde udenfor-arbejdstiden-venner blandt kollegerne er bedrøveligt lav. Fra at have været socialt ganske forkælet på min tidligere arbejdsplads og liv i København, står jeg nu på ret bar bund. Og hvad gør man så?

Jeg blev en anelse nedslået, da jeg læste artiklen ‘Why Is It Hard to Make Friends Over 30?’ i NYT. Et par repræsentative udsnit:

In your 30s and 40s, plenty of new people enter your life, through work, children’s play dates and, of course, Facebook. But actual close friends — the kind you make in college, the kind you call in a crisis — those are in shorter supply.

As people approach midlife, the days of youthful exploration, when life felt like one big blind date, are fading. Schedules compress, priorities change and people often become pickier in what they want in their friends. No matter how many friends you make, a sense of fatalism can creep in: the period for making B.F.F.’s, the way you did in your teens or early 20s, is pretty much over. It’s time to resign yourself to situational friends: K.O.F.’s (kind of friends) — for now.

But often, people realize how much they have neglected to restock their pool of friends only when they encounter a big life event, like a move, say, or a divorce.

Meget rammende, NYT! I Bruxelles var problemstillingen ikke så aktuel, da jeg fik gode venner på mit kontor. Men her i Nordjylland, hvor udbuddet af potentielle venner på min arbejdsplads er mindre? Ja, da bliver det pludseligt sværere. Tilsynelandende er det dog ikke kun sære, indadvendte gnavpotter som undertegnede, som finder opgaven med at skabe nye venner uoverskuelig:

Basically, Laura L. Carstensen suggests, this is because people have an internal alarm clock that goes off at big life events, like turning 30. It reminds them that time horizons are shrinking, so it is a point to pull back on exploration and concentrate on the here and now. “You tend to focus on what is most emotionally important to you,” she said, “so you’re not interested in going to that cocktail party, you’re interested in spending time with your kids.”

As external conditions change, it becomes tougher to meet the three conditions that sociologists since the 1950s have considered crucial to making close friends: proximity; repeated, unplanned interactions; and a setting that encourages people to let their guard down and confide in each other, said Rebecca G. Adams, a professor of sociology and gerontology at the University of North Carolina at Greensboro. This is why so many people meet their lifelong friends in college, she added.

Jeg har ikke tænkt så meget over det med de ‘tre betingelser for venskab’ tidligere, men de giver mening. Når man får arbejde, børn, forpligtelser og carporte, så skal vennehygge altid planlægges. Det aspekt bliver endnu værre, når man – som undertegnede – vælger at flytte længst muligt væk, fra den hidtidige venneflok. Måske kanaler som e-mail øger muligheden for fortrolig interaktion over lange afstande, men det ændrer ikke på det fundamentale problem, der opstår når man bliver voksen, får forpligtelser og (måske) flytter væk. Det åbner op for at man med alderen definerer ‘venskab’ på en ny og mere løs måde:

“When you’re younger, you define what it really means to be friends in a more serious way,” said my screenwriter friend, Brian. (His full name is Brian Koppelman, and he wrote and is a co-director of “Solitary Man,” a 2010 film starring Michael Douglas about a middle-aged man trying to reconnect with friends and family.)

“My ideas of friendship were built by ‘The Godfather’ and ‘Diner,’ ” he said. “Your friends were your brothers, and anything but total loyalty at all costs meant excommunication. As you get older, that model becomes unrealistic.”

By that point, you have been through your share of wearying or failed relationships. You have come to grips with the responsibilities of juggling work, family and existing friends, so you become more wary about making yourself emotionally available to new people. “You’re more keenly aware of the downside,” said Mr. Koppelman, 46. “You’re also more keenly aware of your own capacity to disappoint.”

“I haven’t really changed my standards for what it means to actually be friends,” he concluded. “It’s just that I use the word ‘friends’ more loosely. Making the real kind, the brother kind, is much harder now.”

Det er altsammen interessante betragtninger, men det hjælper ikke så meget i den aktuelle situation. Jeg er nået til en alder, hvor folk er begyndt at formere sig, have travlt på jobbet og ikke intuitivt har tiden (eller lysten?) til at bruge deres fritid uplanlagt sammen med mig. Sandsynligheden for at jeg møder nogle best friends forever det næste års tid er, mildest talt, ikke overvældende.

Måske jeg i den situation må være tilfreds med, at jeg har en solid kerne af, hvad jeg selv  betragter som nære og gode venner i en fjern, fjern hovedstad (og andre steder, for den sags skyld), der er fjollede nok til at gide holde kontakten ved lige med mig – selv her hvor jeg er flyttet til verdens ende? At jeg må begynde til dans, synkronsvømning eller folkemindesamling, hvis jeg vil udvide bekendtskabskredsen? Og så i øvrigt smile let anstrengt, når jeg må acceptere, at jeg for at møde nye mennesker i 9800 Metropolen (for Gud ved hvilken gang) igen skal høre om forholdene i sundhedsvæsenet?

Fraværende

Skriv et svar

Det forlyder, at denne blog er omtrent ligeså underholdende, som at se maling tørre. Så her får du noget festligt af slagsen. Det kan du passende observere den kommende uges tid, hvor jeg drager på den sidste uges sommerferie i Stockholm – uden min trusty MacBook til at grifle enfoldighederne ned på. Vi to, kære læser, har nok begge brug for lidt tid alene. På gensyn.

Bright Side of the Road

5 svar

Det er store flyttedag hele weekenden. Halvdelen af de skidne ejendele er i den kommende Jordhule 3.0 i Hjørring, en tredjedel i forældres kælder i Aalborg og den sidste tredjedel er stadig i sagtmodige Jordhule 1.0 på Østerbro. I anledningen af denne fuldendte transition/absolutte fravær af faste holdepunkter/frihed, er her en række flytterelaterede sange at fordrive tiden med:

Dagens quiz

4 svar

Designeren Daniel Gray har fået den mildest talt brilliante idé at udarbejde forsider til fiktive non-fiction bøger fra filmens verden. Som han selv skriver:

Vulture Books: classic non-fiction texts* illuminating the darker corners of human thinking, published as paperbacks for the first time. Ideal for sharing, pocketing and inducing metaphysical despair.

* texts may or may not actually exist

Forsiderne er selvsagt helt oplagte til at blive brugt i en rask omgang Dagens Quiz™.

Personligt havde jeg selv svært ved at gætte hvilke film, at bøgerne hører til. Og ovenpå de senere dages ulidelige brokkerier over “for nemme” spørgsmål, så får I her kam til jeres (for en del læseres vedkommende ret beskedne) hår. Så lad mig høre:

  • Hvilke film hører de fiktive bøger til i?
  • Hvilken rolle spiller den pågældende bog i filmen?