Kategoriarkiv: Aktuelle besættelser

Oprør mod heteronormativt fodtøj

Kære (med)mænd,

I dag skal vi adressere et vanskeligt og følsomt emne. Det falder mig ikke nemt. Der vil sandsynligvis falde læsere fra, alene på grund af dette ene indlæg. Det tager jeg på mig. Nogle gange vejer ansvarligheden bare højere end populariteten. For det er simpelthen for vigtig en sag til, at et så humant og social-filantropisk sted som Sofisten.dk ikke skulle omtale det. Det er et emne, der smadrer familier. River samfundsinstitutioner op med rode. En lang række menneskers livsglæde, udfoldelsesmuligheder og fremtidige generations lykke afhænger heraf. Vi er ganske enkelt nødt til at gøre noget. Nu. Ikke i morgen. Men nu.

Jeg taler naturligvis om sandaler til mænd. Eller, i manglen af bedre betegnelser: Mandesandaler.

Jeg ved, at jeg har vævet. Jeg ved, at min tro ikke altid har været klippefast. Jeg ved, at jeg har fejlet. Det er måske endda muligt, at jeg i skrivende stund selv er iført et par flip flops. Men mænd. Der er kun én ting at gøre.

Hold op med at gå i mandesandaler.

Nu. For dine børns skyld. For din egen skyld. For verdens skyld. Det er det eneste rigtige at gøre.

Åh jo, jeg ved da godt, at du elsker sommeren. Det er da også en dejlig årstid. Men sommeren er for mig en kompleks størrelse, der vækker modstridende følelser. For sammen med fortryllende ting som bjergvandringer, solen og strandture, følger ubønhørligt også mandesandaler. Den måske største menneskerettighedskrænkende institution i nyere tid. Og ja. Jeg er da godt klar over, at det er uretfærdigt at dømme en hel sæsonbetinget fodbeklædning over en kam. Men jeg vil godt vove pelsen her, og erklære, at jeg ALDRIG (genta’r: ALDRIG) har set et par æstetisk acceptable mandesandaler.

Flere af mine bekendte (af hensyn til deres fremtid og sikkerhed, vil jeg lade dem forblive anonyme) går med mandesandaler. Og når jeg siger til dem, at det ikke er ok, og at de og deres mandesandaler er i gang med at knuse drømme og håb, så bliver de tvære. Folk kan lide deres mandesandaler. Der er endda dem der mener at de ejer et par classy mandesandaler. Men det er en løgn. Og de ofte overraskende harmdirrende udbrud, som disse mænd reagerer med, når jeg påtaler deres æstetiske forbrydelser, vidner for mig om én ting. At alle mænd, dybest ind, godt ved at mandesandaler er forkerte.

Som vi alle ved, er erkendelse det første trin på vejen mod at få det bedre. Så nedenfor følger en smertelig, men nødvendig, gennemgang af mandesandaler:

Badetøfler

Er du Thomas Augustinussen? Nej, hov, tøv en kende. Er du Thomas Augustinussen, der træder nyvasket ud af badet iført badetøfler i netop dette øjeblik? I så fald, så kontakt mig øjeblikkeligt på kaerlighedssygsofist@hotmale.com. Hvis du IKKE er en nyvasket Thomas Augustinussen på vej ud af badet iført badetøfler efter en AaB-sejr over Parken Sport & Entertainment, så holder du dig bare LANGT væk fra bødetøfler. Se dog på dig selv. Hav lidt selvrespekt, mand.

Alvorlige mandesandaler

Min sjæl græder, når jeg ser dem på voksne mænd. Af for mig uransagelige årsager, ser man en del mænd i det købedygtige segment gå rundt med disse vederstyggeligheder. Det er tilsyneladende den ’alvorlige’ mandesandal. Og de er da også alvorlige i den forstand, at Jesus er den eneste voksne alvorsmand i verdenshistorien, der reelt kunne slippe af sted med at iføre sig den slags mandesandaler. Det ironiske ved disse alvorlige mandesandaler er jo, at de får bæreren til at se jammerligt infantil ud. Det gør ondt på mig at skrive dette, for jeg har venner, familie og bekendte – folk der læser disse ord! -, der bærer alvorlige mandesandaler. I ved hvem I er. Jeg ved hvem I er. Og det skal nok blive ok. Bare I siger fra.

Crocs

Hvad kan man sige om Crocs, der ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Jeg kan afsløre, at jeg synes de ser nuttede ud på kvindelige læger, men der kan selvsagt være tale om et Stockholmsyndrom. Engang så jeg et par afbrændt Crocs liggende i vejkanten. Til den ukendte gerningsmand, kan jeg kun sige: ”I salute you, Sir”. Crocs har dog den entydige fordel, at de udjævner snart sagt alle forskelle i folks fysiske attraktivitet. Ifør en gudesmuk Adonis et par Crocs, og han er nede på niveau med Ole Wedel. Crocs er Den Store Jævnbyrder. Behændigt og smart for os semi-grimme.

Flip flops

Det her bliver nok en vandedeler. Mange vil nok mene, at flip flops reelt faktisk ER en legitim fodbeklædning i sommerhalvåret. Jeg kan til nøds være enig, hvis vi stærkt afgrænset taler om strandbrug. Ellers løser flipflops ikke det grundlæggende problem: At langt de fleste mænd har afsindigt grimme fødder. Hvis man – som undertegnede – har fødder, hvis default indstilling er på ’så blege, at de i det forkerte lys ser blå ud’, så er det op af bakke. Endnu værre, hvis ens tæer – som undertegnedes – mere ligner forvoksede knoer, så er der ingen vej tilbage. Ingen mandesandaler kan rette op på det.

Opsummerende, kære medmænd, dæk nu de fødder til. Ligegyldigt hvor mandig og velskabt du er, vil du aldrig blive besnærende i et par mandesandaler. Dem der siger andet lyver (eller vil tjene penge på at sælge dig et par). Tag et par smarte sneakers på om sommeren i stedet, det vil næsten altid se godt ud (med ikke-store strømper, naturligvis). Hvis du er svensker (eller bare en dandy), så er sejlersko også et alternativ. Pointen er, at der er muligheder. Du er ikke dømt til at iføre dig disse afskyelige forbrydelser mod menneskeheden. Hvis vi virkelig vil, kan vi få udslettet mandesandalen. Vores drengebørn vil aldrig igen være tvunget til at ydmyge sig selv.

Gør en forskel. Sig nej til mandesandaler.

Everything Must Go

Står du og mangler en Jordhule? Brænder pengene i lommen på dig? Ja? Jamen, hvorfor går du så ikke ind på salgsopstillingen, kontakter min grib af en ejendomsmægler og køber mit tidligere domicil? Jeg garanterer masser af kærlighed, gode stunder, hygge, god mad og nærhed til alskens lærdomsanstalter. Det er i hvert fald erfaringen fra mine små fem år på stedet.

Seriøst, det er et røverkøb. Du ved, at du har lyst. Hold nu op med at spille kostbar. Køb min lejlighed. Nu.

DOCTOR DOCTOR

Endelig oprandt dagen: Hippokrates kom igennem sin sidste eksamen med bravour, og er nu kun et lægeløfte fra at være en vaskeægte Doktor. Det er en stor, episk og vidunderlig dag. Seks års på studiet (og et enkelt forskningsår ved Dansk BørneAstma Center) med alt hvad det indebærer af slid, slæb, læsning, klinik, eksamener er forbi. Nu venter fremtiden med masser af eventyr. Jeg er verdens stolteste kæreste – og glæder mig til en hel livstid sammen med Doktoren i mit liv.

Commodify Your Dissent

Jeg har ikke rigtig indsamlet inspiration nok til at udforme et lang og formfuldendt indlæg, så I må nøjes med et par mere eller mindre usammenhængende observationer fra de senere dages tid.

  • Sidste afsnit af ‘Mad Men’ sæson fem blev vist i søndags i amerikansk tv. De fleste anmeldere fandt det undervældende, og jeg er enig. Sæsonen har dog som helhed været god, særlig den sidste halvdel. Uden at afsløre for meget (småspoiler) har sæsonen lidt under, at Don Draper har været markant mindre Don Draper’sk i sin adfærd, end i de øvrige sæsoner. Det vil sige mindre forpint sjæl, færre sidespring, færre eksistentielle dramaer, mindre genialitet (småspoiler slut). Men i sin essens er ‘Mad Men’ stadig blandt de to-tre bedste tv-serier i disse år. Roger Sterling er en hædersmand og tv’s mest elskelige charlatan. Sæsonafslutningen åbnede også op for en ny retning i sæson 6, og det kan man så se frem til.
  • Europamesterskaberne i fodbold har været en positiv oplevelse, synes jeg. Med enkelte undtagelser – især Sveriges grumme skæbne mod Ukraine – har kampene været spændende og resultaterne efter mit hoved. Især var jeg glad efter Spanien-Italien kampen, hvor mine elskede italienere hankede sig op og leverede en brav indsats. Det var der brug for efter at den aktuelle matchfixing skandale endnu engang har smadret italiensk fodbolds ry. Hvis man i øvrigt er interesseret i mine betragtninger om EM, vil jeg henvise til min Twitterprofil. Her kammer jeg over i hyldester, svinere og lumre kommentarer.
  • Jeg havde egentlig arbejdet på et langt og trangt indlæg om dansk politiks aktuelle tristesse. Halvvejs igennem udkastet gik det imidlertid op for mig, at der var tale om et ikke særlig originalt, ikke særlig indsigtsfuldt og ikke særlig nødvendigt stykke middelmådighed om ‘politisk kommunikation’ og slige ligefyldigheder. Det var rent flow, overhovedet intet stock. Så det blev krøllet sammen og verfet ud.
  • Jordhule 1.0 er sat til salg og annoncen kommer lige om snart på en boligportal nær dig. Har du penge til overs? Lyst til at bo i et sandt luksusdomicil tidligere beboet af celebrity-in-spe? Vil du hjælpe nærværende celebrity-in-spe til at opnå økonomisk frihed? Lette hans sind for byrder og besværlige lejere? Link følger snarest.
  • Bemærk venligst at Oklahoma City Thunder er i NBA-finalen mod købeholdet fra Miami Heat. Der spilles bedst ud af syv kampe. Send alt tilgængelig god karma til Chesapeake Energy Arena, OKC i aften. De får brug for det.

Monumentalt i enhver henseende

Jeg har tidligere hyldet den episke Djengis Khan statue i Tsonjin Boldog og det mindst ligeså højstemte ‘Le Monument de la Renaissance africain’ i Senegal. Min sult efter dekadente, storladne og uironiske monumenter er ganske enkelt umættelig.

Stor var glæden derfor da jeg opdagede mesterværket “Родина-мать зовёт!” (kan nogenlunde oversættes til ‘The Motherland Calls!”), opført i Volgograd i 1967. Jeg mener: Se lige på den. Indtag den med alle jeres sanser. Se hvor stor den er i forhold til menneskerne nær soklen. 91 meter høj. Sværdet er 27 meter langt. Det er et arkitektonisk og ingeniørmæssigt mirakel!

‘The Motherland Calls!’ blev opført til minde om den grufulde belejring af Stalingrad (som byen Volgograd hed indtil at det ikke længere var comme il faut) i 1942-1943. Den står på Mamayev Kurgan højdedraget lige uden for Volgograd.

Statuen er opført af den legendariske ingeniør Nikolai Nikitin, som også står bag den notorisk berygtede hovedbygning i Moskvas Stats Universitet og (endnu værre) ‘Palace of Culture and Science’ i Warszawa. Den på alle mulige måder monumentale Nikitin anvendte 7900 ton stål og beton til sin statue, der i sit design (særlig af klædestykket) eftersigende skulle være inspireret af klassiske græske afbildninger af sejrsgudinen Nike. Mon ikke denne perle meriterer et besøg ved lejlighed?

Tro dog ikke at ‘The Motherland Calls’ er verdens største statue. Så langt fra. Den største er ‘Spring Temple Buddha‘ i Kina, som dog fuldstændig mangler det swung, drama og arkitektoniske vovemod, der kendetegner ‘The Motherland Calls!’.

Generelt må man sige, at asiaterne er helt pjattede med at lave über-høje Buddha-statuer, se selv listen over verdens højeste statuer på Wiki. Der er mange timers underholdning på den side.

Retrograde

Jeg tænker en del over ‘retro’ for tiden.

Første gang var forleden, da jeg lyttede til Postal Service’s mesterlige ‘Clark Gable på vej til arbejdet. Gruppen udgav kun et album tilbage i 2003, og var et sideprojekt for Death Cab For Cutie forsangeren Ben Gibbard og electronica-geniet Jimmy Tamborello fra Dntel. Postal Service’s koncept var dengang at lave et album, der byggede fuldstændig på midt 80′er plinky-plonky electropop. Altså, i sin essens et retro-album. Og mens jeg sad der i bussen på vej mod Aalborg Øst, spekulerede jeg over hvordan det koncept egentlig resonerer med i dag. Jeg mener, tænk lige over det. Et snart ti år gammelt retro-album. Hvad er det så i dag? Et retro²-album? Hvordan skal man forholde sig til det som et popkulturelt artefakt?

Anden gang var i går eftermiddag, da jeg var en kort tur inde i byen efter arbejdet. Jeg skulle først og fremmest nå at købe en velkommen-til-verden gave til Stobbes halvanden måned gamle søn (det blev Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’. Det er aldrig for tidligt at begynde at læse, og da slet ikke bøger om selvmord), eftersom at jeg skulle på et (i øvrigt fortryllende hyggeligt) besøg hos den lille familie senere på aftenen. Men jeg slog også vejen forbi altid afpillede og provinsielle Fona på Nytorv. Normalt forsværger jeg den slags, men jeg har fået en iPhone gennem arbejdet, og havde brug for at købe et cover til den. Det endte med at blive denne:

Nu sidder jeg så her i min midlertidige Jordhule (skal vi kalde det ‘Jordhule 2.5′?), mens jeg kigger på min faux-kassettebånd-iklædte telefon. Og indser at jeg blev ramt af retro, da jeg stod i den skidne butik. Min eftersigende så smarte telefon er nu tilpas ironiseret til at jeg kan holde den ud. Og jeg spekulerer over hvorfor at det er sådan. Og hvilken funktion ‘retro’-konceptet udfylder i min perma-ironiske verden.

Hvorfor har vi retro i popkulturen? Jeg ville ønske, at jeg havde nogle kløgtige teorier at forklare det med. Bevares, jeg ved godt, at retro er en fast bestanddel i musik- og filmhistorien. Popkultur har det jo med at være selvrefererende og cyklisk. Noget (mere eller mindre) nyt vokser frem via fusioner af tidligere bølger.

Weezers fornøjelige video til ‘Buddy Holly fra 1994 var eksempelvis en pastiche over tv-serien ‘Happy Days’, der igen var en pastiche over 50′er-60′ernes USA (retro³?!). ‘Grease’ er en film fra 1978, der foregår i et karikeret 50′er high-school miljø. ‘Mad Men’ er ét langt 60′er jerk off. Indenfor musikken kan man argumentere for, at vi de sidste 20 år har pølset rundt i mere eller mindre renoverede udgaver af tidligere bølger. Hele den franske house-bølge i slut-1990′erne/start 2000-tallet (Daft Punk et al), var i sin essens en amalgam af tidlig 80′er house, soul fra 70′erne og hip-hop krydret med et sjat lummerhed Serge Gainsbourg-style. Og ifølge et program på 24syv jeg hørte efter med et halvt øre forleden, er rocken død. Igen. De største navne i disse år er i sin essens retro, argumenterede den midaldrende musikanmelder. Arcade Fire, Black Keys. Well, vi har hørt det før. Sagde han. Hmmm.

Hvordan vil fremtiden mon behandle popkulturen efter 2000? Hvordan vil man klæde sig ud til retrofester, der skal illustrere 2012? Hvilken musik vil man spille? Vil man huske os for dubstep og den rædderlige dance/hip-hop der hærger i dag? Hvor højt vil man grine af sange, såsom Common ‘Drivin’ Me Wild (“He had a fetish for shoes that’s athletic/Pathetic on his MySpace page half naked“), der allerede her få år senere lyder umanerligt kiksede i deres forældede referencer til sociale medier? Hvilke film vil man opfatte som mesterværkerne fra perioden? Hvad vil man grine af og sige “hø hø, hvor ER det bare 10′erne agtigt!“.

Læste for nylig en artikel i New Yorker, som introducerede ‘The 40-year Nostalgia Rule’. Men andre vil argumentere for, at det kun kræver 12-15 år, før end at retro kan sætte ind.

Så hvornår får vi en full frontal 1997-bølge? Jeg gruer allerede.

På natbordet

Jeg fik to interessante bøger til min afskedsreception. Den første er Esther Duflo og Abhijit Banerjee ‘Poor Economics’, mens den anden er Clinton Heylin ‘All the Madmen’.

‘Poor Economics’ handler, som titlen antyder, om udviklingsøkonomi. Bogen er blevet ganske skamrost, men selv er jeg ikke nået så langt ind i den endnu. Det første kapitel har dog været uhyre lovende. Jeg er særlig pjanket med forfatternes tilgang til deres stof. Fremfor at pølse rundt i frugtesløse og ideologiske diskussioner om hvorvidt udviklingsbistand som koncept fungerer, undersøger de hvilke specifikke former for udviklingspolitiske redskaber der fungerer. Bogen vil utvivlsomt gøre mig klogere – og jeg ser frem til at dykke ned i den.

Hvis man spurgte mig i 1997 “hvem er dit yndlingsband”, så havde jeg antageligvis svaret “The Who”. For på trods af at min musiksmag grundlæggende er forankret i 80′erne og synth-poppen, så har jeg (takket være utallige års ihærdig propaganda fra min fars side) også en iboende svaghed for folk, americana, alt-country og 60′er/70′er-rock. Det bliver tilmed værre og værre med tiden. Som årene går bliver jeg eksempelvis stadig mere begejstret for Neil Young. Om det skyldes mental regression fra min side, er vanskeligt at sige.

Alene af den grund har jeg fordybet mig mere i ‘All the Madmen’, som omhandler den psykedeliske musikscene i England i årene 1967-74. Forfatteren er meget begejstret for semi-akademiske betragtninger om ‘galskaben’ (ja, naturlig får Foucault sin obligatoriske omgang kissemisse) og dens betydning for skabende kunstnere. Selv synes jeg det er markant mere underholdende at læse om hvordan folk som Syd Barrett og David Bowie de andre LSD-vrag luffede rundt i deres egne mærkværdige verdener.

Det er også en fin måde at opdage ‘nye’ kunstnere på. Eksempelvis var mit kendskab til Nick Drake meget begrænset indtil for et par dage siden. Men prøv lige at lyt til ham. Han laver fremragende føle-røre musik, som på ingen måde lyder næsten 50 år gammelt:

Og som om at hans melankolske sange ikke skulle være nok, så begik han selvmord som 24 årig med anti-depressiver. Er det ikke perfekt? Helt ubegribeligt rock’n'roll. Det var kun i 1970′erne at musikere kunne slippe afsted med den slags episke stunts (eller hvad, Jim Morrison, Jimi Hendrix, Tim Buckley?). Kurt Cobain forsøgte sig ganske vist med samme gamle trick 20 år senere, men nej – at være sanger i et grungeband er bare ikke helt det samme som deprimeret skjald i 70′erne.

Bogen er indtil videre stærkt underholdende, men man skal nok have en interesse for musik i perioden i forvejen før end at det giver rigtig mening at give sig i kast med den. Selv glæder jeg mig meget til at svælge usundt meget i kapitlet om David Bowies kokainforbrug.

Det kan kun blive storartet.