Sofisten kommer til at gå ned i gear. Eller der vil i hvert fald være længere tidsrum mellem opdateringerne. Jeg evaluerer som bekendt løbende hvordan det går med min skribentvirksomhed, og Sofisten opfylder ikke rigtig alle mine behov længere.

Vil gerne forsøge at medvirke i samfundsdebatten på en bedre måde, og har derfor oprettet en mere offentlig blog. Formålet er, at den skal være min platform for min mere ambitiøse skribentvirksomhed. Fokus vil være på de mere ‘seriøse’ indlæg, mens det mere pjankede, nørdede, navlepillende og dagbogsagtige fortsat vil optræde her på Sofisten – men nok i et mindre manisk tempo.

Kig forbi mit nye hjem – og læg gerne en kommentar.

Bruger en del tid på at tænke over bloggen. Igen. Hvordan man kan udvikle den konceptuelt. En evigt tilbagevendende øvelse, der som regel munder ud i at tingene forbliver de samme. Med det resultat, at Sofisten (og dens tidligere afskygninger) lige siden starten i april 2005 har været en art semi-offentlig dagbog, krydret med diverse sure/begejstrede opstød, anmeldelser, fund på nettet og tanker over aktuelle begivenheder. Hvilket grundlæggende mest er interessant, for dem der kender mig i forvejen.

Det er jo ok. Sådan set. Men det betyder ikke mange (nye) læsere. Eller kommentarer (der jo er internetgriflerens narko lige i lysken). Og som almindelig lønslave, hvis største drama i dagligdagen er at opmåle rationen i linje 12 mellem drankere og søvnige folk på vej til arbejde (15-85, cirka), så er det vanskeligt at opfinde nye dramatiske og underfundige hverdagshistorier at belemre nettet med.

Værst af alt: Jeg oplever, at formlen/konceptet i stigende grad ikke længere i samme grad opfylder mine behov for at udleve min (begrænsede) kreativitet, give afløb for skrivetrangen eller genererer tankevirksomhed. Den marginale stigning i livskvalitet, som det at grifle på Sofisten bidrager med, er simpelthen ikke stor nok for tiden.

Så her i himmelfartsdagene har jeg spekuleret nok engang. Skrev sågar ordene ’udviklingsstrategi for Sofisten.dk’ på et stykke papir, inden at jeg – med væmmelse! – indså hvor kræmmerskole-agtigt det lød, hvorefter jeg prompte smed det i skraldespanden.

Måske man burde oprette en ny, offentlig blog, hvor jeg kan italesætte mig selv som samfundsdebattør (sic). Jeg har jo altid gerne ville være Nordjyllands svar på Anne Sophia Hermansen, Groft Sagt redaktionen, Erling Brokkendorf eller en af de regressive kommentatorer i Jyllands-Posten.

Uanset hvad, tænker jeg stadig over hvordan jeg kan forøge fornøjelsen, kreativiteten og skriveglæden online. Fortsættelse følger.

Der er lidt brok med bloggens udseende i dag. En opdatering af mit ellers ret freragende theme har medført at jeg hverken kan uploade billeder eller få indføje links. Desuden fungerer WordPress stort set ikke, når jeg har opdateringen kørende. Det er jeg naturligvis ikke rigtig tilfreds med. Der kan derfor komme lidt ændringer i udtrykket de næste par dage. Don’t hate me cause I’m beautiful.

Hvad synes I om det nye design? For sterilt?

Af for mig ubegribelige årsager har en opdatering af WordPress softwaren betydet, at mit ellers så højtelskede Caspar David Friedrich baggrundsbillede er forsvundet – og at jeg ikke kan uploade et andet billede. Det er derfor  nok engang tid til et nyt theme. Imødese en vis grad af renovationsarbejde på bloggen de kommende dage.

Nuvel, som The Who så rettidigt sang i ‘Won’t Get Fooled Again‘:

“Meet the New Boss/Same As the Old Boss”

Det er jo sandt. Og her taler jeg ikke engang om Helle Thornings let surdejede første tirsdags-pressemøde. Nej, jeg taler selvsagt om denne liflige blog, som jeg – én gang krukke, altid krukke – ikke har kunne undvære at skrive på. Inspireret af så kompetente sider som The Awl, Grantland og Atlas Magasin puslede jeg egentlig et stykke tid med at ville lancere et art onlinemagasin. I ved, med masser af lange og dybsindige essays om dette og hint. Men den slags ville jo lissom fordre at jeg ikke er doven og overfladisk anlagt, så det gik i sig selv igen.

Solgt ud af principperne har jeg også. Således så man mig hate uhæmmet på Twitter tilbage i april 2009. Jeg står egentlig ved det meste af hvad jeg skrev dengang, men har ikke desto mindre oprettet en, ja, Twitter profil. Find den her.

Hvorfor det pludselige brandudsalg af min integritet?

Well, jeg synes sådan set stadig at det er et fordummende format, der giver mere eller mindre illitterære individer mulighed for at forpeste verden med deres 140-tegns sms-sprog. Jeg kan stadig heller ikke lide den implicitte kontrakt om ‘hele tiden at være på og online’, som Twitter fremelsker. Jeg er også jævnt træt af de grødhoveder, som forbinder Twitter med deres Facebook-profil – hvorefter alle der er så ulykkelige at være på deres venneliste er tvangsindlagte til at læse deres enfoldigheder. De mennesker skulle steges i deres eget fedt, skulle de.

MEN, netop det, at der er tale om hurtige og letfordøjelige indlæg betyder samtidig, at Twitter er markant mere effektivt som se-hvad-jeg-har-fundet-på-internettet platform end eksempelvis denne blog.

Fremadrettet vil de fleste videoer, sange et al nok blive nævnt på Twitter fremfor her. Ja, med undtagelsen af de bordtennisspillende katte og The Honey Badger, naturligvis. De hører til her, jo. Men ellers. For at få quick-fix’et af Sofisten ‘humor’ er Twitter nok det rette stede at lede.

Det betyder formentlig færre indlæg her på stedet, men forhåbentlig bliver de længere og mere relevante. Vi kan rigtig gå i dybden med min navle, kan vi.

Velkommen tilbage.

Jeg løj for jer forleden. I får ret. Sofisten genopstår fra de døde i nær fremtid. I har ret, jeg tog fejl. Så skryd endelig bare løs.

Ohøj? Er her nogen? Er mikrofonen tændt? Thump-thump. Ja? I kan høre mig? Vil bare sige at jeg ikke har glemt jer, at jeg ikke er forsvundet og at jeg ikke kan holde skrivetrangen tilbage. Jeg kommer dog ikke til at udarte mig her på Sofisten længere, men arbejder på en, thi-hi, ny onlinetilstedeværelse. Skal nok sige til når jeg engang er klar til at kælve. Det bliver prægtigt, dét kan jeg love jer.