Nogle gange nyder jeg at være alene hjemme uden Doktoren. Jeg har adfærd, som jeg gemmer specifikt til de stunder. Eksempelvis indkøb af mindre bedårende færdigretter (I skulle bare vide!) og maratonstræk af Football Manager 2012. For når jeg nu er forholdsvist optaget af at gøre AC Bellinzona til schweizisk mester for fjerde sæson i træk, så er det så pokkers illusionsknusende, når Doktoren kigger over skulderen og (let spottende, men på vanlig sød vis) spørger om jeg nu igen har snydt ved at være inde i Editor-programmet og give mig selv uendelige økonomiske midler. Det har jeg som regel, og hendes påmindelse gør det altså vanskeligt at tro på mine egne løgne om, at jeg faktisk er en formidabel manager i Ticinos fremmeste fodboldklub. For det er jeg. Nej, virkelig, det er jeg.
Men det jeg antageligvis kommer til at nyde mest ved Doktorens kommende nattevagter er, at jeg ikke skal dele seng med hende.
Jeg læste for et stykke tid tilbage en artikel om, hvordan det at sove i separate senge kan redde folks ægteskaber – ganske enkelt fordi de fleste mennesker opnår en mere afslappende søvn, ved at sove alene. Jeg husker, at jeg under læsningen greb mig selv i at nikke (og brumme) genkendende samt have en (skamfuld!) oplevelse af fagre, nye verden.
Hastigt undertrykte jeg dog mine følelser. Dels fordi vi hverken har råd eller plads til to senge. Men mest fordi det at være i et parforhold (og ENDELIG blive genforenet efter længere tids langdistanceforhold), gør det noget nær absurd, at sove adskilt. At være i et forhold med en så betagende ung dame som Doktoren, indebærer jo netop, at selvsamme varme, stykke menneske er forpligtet til at sove ved siden af lige netop dig. Og det er jo et privilegium.
Men mine issues med at sove ved siden af Doktoren, ikke også, de er altså mange. Så er det sagt.
Grundlæggende mangler hun den kropslige mekanisme, der regulerer kroppen når man sover. Hvilket er det samme som at sige, at så snart Doktoren falder i søvn, forvandler hun sig til en langtidsopvarmet pizzaovn. Hele kroppen. Den er brølende hed. Bortset fra hendes fødder, altså. Og hænder. Hendes ekstremiteter er isnende kolde, og tilsyneladende er der ikke noget mere emotionelt tilfredsstillende for Doktoren end at placere omtalte fødder i nærheden af min sarte krop, når hun går i seng. Hun synes måske at det er lidt overdrevent, når jeg sammenligner hendes snigende fødder mod min hud, som at blive gennembordet af en isnende daggert. Men hun skulle bare vide!
Og hvis jeg ikke sveder som en gris af den resulterende tørstegning fra pizzaovnen (og lider under de daggert-fremkaldte pletvise forfrysninger), så fryser jeg på grund af Doktorens Sorte Hul. Nej, det her ikke den slags smudsblog og ’Doktorens Sorte Hul’ er ikke en eufemisme. I stedet er det Doktorens signature move, hvor hun med usvigelig sikkerhed suger alt plads til sig i sengen. Med ekspansive bevægelser, målsøgende ryk og små (men progressive) ryk i min dyne, får hun langsomt (men usvigelig sikkert) tilranet sig plads, land og ressourcer. Senge-imperialisme i storskalaformat. Swooooooosh, siger det i løbet af natten. Intet undgår Det Sorte Huls vakuum. Jeg efterlades afskrællet og forhutlet på en marginal plads i sengen. En forkølet, efterladt, forbitret Sofist.
For det er så let, så let at bliver bitter og indebrændt, når man efterlades alene i et hjørne uden plads eller dyne. Men forstå mig ret. Det er ikke Doktorens skyld. Hun kan ikke gøre for det. Hun er bare indrettet sådan, at hver nat tvinger hendes underbevidsthed hende til at føre krig. I søvne kæmper hun en episk kamp, hvor hun er helten og dynen+pladsen er byttet, som skal vristes ud af mine ondskabsfulde kløer. Tilsyneladende er jeg ligeså svag i søvne som i vågen tilstand, for jeg taber også her hver gang. Jeg ville ikke have så meget imod at tabe krigen hver nat, hvis hun så ellers anvendte pladsen og dynen til noget produktivt. Men hun ligger jo bare dér og dvasker. Min arme dyne krølles sammen i hendes halvdel af sengen. Jeg bare giver og giver – og til hvad nytte?
Hvis Doktoren kunne indvende noget (hvilket hun ikke kan, for det er min blog), ville hun sikkert sige, at jeg skam heller ikke altid er en fornøjelse at sove ved siden af. Folk med mere selverkendelse end mig, ville i al retfærdighed nævne min snorken og min flatulens. Og så har vi ikke nævnt mit ikke helt ordinære valg af soveklæder. Nå, det må I høre om en anden gang.
Anyway, det er rart, når Doktoren er på nattevagt.
Lige indtil jeg vågner op, vender mig for at kramme den svedfremkaldende pizzaovn. Blot for at opdage, at der kun ligger kølige (og rigelige mængder) dyner på store mængder sengeplads. Så savner jeg Doktoren, og ville ønske at hun var hjemme.
