For et par måneder siden skrev jeg et små-nørdet indlæg om hvad det vil koste at bygge dødsstjernen fra Star Wars. Derfor føler jeg mig kaldet til at hidbringe mere nørdrelateret filminfo, nemlig svaret på det inciterende spørgsmål: Hvad ville det egentlig koste at reparere den materielle skade på New York City, som byen udsættes for i den nye superheltefilm ‘The Avengers’? Jo, det er der faktisk nogen, der har regnet lidt på:

Kinetic Analysis Corporation, a leading disaster cost prediction firm based in the US, undertook some modelling for The Hollywood Reporter. They calculated that the physical damage alone would cost $60-70 billion, with economic and cleanup ramifications adding $90 billion. Which gives a total of around $160 billion, and that’s to say nothing of the loss of lives. By way of comparison, Hurricane Katrina cost $90 billion, and the tsunami in Japan last year $122 billion.

While damaged buildings would be expensive to repair, the real effects lie underground. Damage caused to the Grand Central Terminal—as in the film—could, in theory, cause significant damage to sub-surface infrastructure such as gas, communications, and electrical systems.

Mon der er nogen der har forsøgt at lave et tilsvarende regnestykke for Godzillas efterhånden talrige destruktioner af Tokyo? Det burde de.

PS. Bør man forøvrigt se ‘The Avengers’? Jeg var ikke fuldstændig overbevist af forgængeren ‘Thor’, men omvendt: Det drejer sig trods alt om massiv ødelæggelse, Scarlett Johansson er i kropsnær spandex og filmen er instrueret af min ‘Buffy’/'Firefly’/'Dollhouse’ helt Josh Whedon. Det er tre sindssvagt stærke argumenter. Har nogle af de nærværende læsere set filmen endnu?

På trods af min uironiske og betingelsesløse kærlig til sci-fi, har jeg aldrig rigtig taget ‘Star Trek’ universet til mig. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. For betingelserne for en usund og sørgelig afgudsdyrkelse af serierne og filmene er jo sådan set til stede.

Jeg siger således aldrig nej til en solid omgang space opera – og jeg har tilmed visse positive minder om ‘Star Trek: Next Generation’ fra dengang at serien blev vist på TV2 i slutningen af 1980′erne. Således vækker synet af Jean Luc Picard samme varme følelser hos mig, som billeder af Dumbledore vækker hos den gennemsnitlige ‘Harry Potter’-elsker. Så jo, jeg burde have lyst til at give mig i kast med diverse ‘Star Trek’ serier og film.

Og så alligevel ikke.

For ‘Star Trek’ er bare på en eller anden måde for kitsch til mine sarte smagsløg. Måske det er den der religiøse dyrkelse, som franchisen nyder i visse dele af nørdverdenen. Den efterlader mig ganske frigid. Grundlæggende orker jeg simpelthen ikke at se på sci-fi fra 1960′erne og 1970′erne (en fobi der også går ud min evne til at se den originale ‘Battlestar Galactica’ fra 1978). Så nej, ‘Star Trek’ og jeg bliver nok aldrig kærester.

Det er derfor, at jeg er så ubegribeligt overrasket over ‘Star Trek’ filmen fra 2009, som vises på TV2 Zulu alt imens disse ord grifles.

Den er jo god! Ja, du læste korrekt. De første 15 minutter er eminent fængende. Intergalaktiske rumkampe foregår i et inferno af overbevisende. Stjerner imploderer til sorte huller og – swuuuuusj! – protonmissilerne drøner afsted. De heroiske gerninger står i kø. Filmen er kitschet, men på den gode måde som kilder alle de rigtige steder. For første gang i mit middeltrange liv tager jeg nærmest Spock karakteren seriøst. Jeg glemmer faktisk næsten at han spilles af den ustyrligt irriterende Sylar fra min frafaldne ven ‘Heroes’. Og historien rummer mit all-time yndlingskoncept: Alternative virkeligheder og tidsrejser. Altså, hvad kan man mere bede om her i livet?

Jo, man må sige at J.J. Abrams ramte ganske rigtigt med sin film i 2009. Men andet kunne man vel heller ikke forvente sig af skaberen af ‘Lost’ og ‘Fringe’. ‘Star Trek’ medvirker kun til at cementere hans plads i det pantheon jeg har opbygget til mine afguder.