Kategoriarkiv: Navlepilleri

BLACK START

6 svar

Små 700 mio. indere var mandag og tirsdag uden strøm. Noget med mangel på kul og en udebleven monsoon. Det var over halvdelen af befolkningen, der blev ramt. For hvem hæveautomaterne ikke fungerede, trafiklysene var blanke, togene strandede, hipster-indere kunne ikke blive tatoveret eller få sig en latté. Man må da håbe, at sygehusene i det mindste havde nødgeneratorer. Tænk, hvis det havde foregået i Danmark. Det ville have været en shitstorm uden lige. I Indien var der antageligvis en ret stor procentdel af de 700 mio. potentielt ramte, der ikke havde adgang til el i forvejen, hvorfor det strømfri samfund nok medførte begrænset skadet. Men i Danmark? Landet der kan bruge en hel sommer på at diskutere hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes? Vi ville være i knæ i løbet af ingen tid. Og hvordan skulle vi få opdateret vores facebook og twitter. Eller sofisten.dk? Phew!

Nu kom jeg ud af en tangent. For egentlig har jeg andet på hjertet. En god omgang navlepilleri, for eksempel. For let relateret til strømsvigtet i Indien, læste jeg i bussen her til morgen om begrebet ’Black Start’. Det inspirerede mig. Hvorfor nu det? Tillad mig at citere fra begrebets wiki-side:

“The process of restoring a power station to operation without relying on the external electric power transmission network.”

Lad os for eksempel sige, at du har et vandkraftværk. Der er brug for faldende vand til drive turbinerne. Men hvordan åbner du sluserne uden en allerede eksisterende strømkilde? Det kan denondelyneme ikke være nemt (selvom wiki-artiklen anviser løsninger). Der skal en nødgenerator og en del kløgt til.

Men egentlig var det mere de popkulturelle og/eller filosofiske elementer, som betager mig mest ved begrebet. Prøv lige at sige ordene højt. Eller i hvert fald inde i hovedet. Jo, gør det nu:

BLACK START!

Jeg mener, det er jo helt åbenlyst navnet på en roman. En af de store, der forsøger at integrere alting – hvert eneste system, hver eneste følelse. Bogen fejler nok heri, men alene forsøget, skaber en anden følelse – af densitet, kompleksitet, hybris – foruden hvilke den megalomane vision om integrationen ikke ville være fuldendt. Denne følelse, denne hungren efter at skabe mening, ville være en BLACK START.

Og måske – jf. min jeremiade om venner for nylig – er flytningen tilbage til Nordjylland også en BLACK START.

En eller anden skønne dag, bliver jeg sikkert også mit eget lille veldrevne vandkraftværk, som brummer lystigt i en glitrende by af venner, sociale relationer, leg, kultur, jobglæde og virkelyst. Men det kræver, at vandkraftværket udsættes for en BLACK START.

Så i efteråret vil jeg gøre det, der skal gøres: Få fyret op for dieselgeneratorerne, så vi kan få åbnet de sluser og jumpstartet vandkraftværket. Få passet arbejdet, få indrettet lejligheden, passet træningen, se familien endnu mere, opsøge nye mennesker og fora, holde kontakterne med de gamle ved lige. Alt sammen er ting, som tager tid og som (desværre) til tider ligger mig fjernt. Flere af dem ville jeg ikke få gjort så ofte, hvis jeg allerede havde vandkraftværket oppe at køre. Men så forsøger jeg at huske, at vi er i en proces og at mine forudsætninger er fundamentalt anderledes, end de var efter ti år i København. En dag skal der nok ligge et smukt kunstmuseum eller et koncerthus i nærheden af vandkraftværket.

Men det skal black startes først. Så det må jeg se at få gjort.

Can We Still Be Friends?

11 svar

Imorgen er sommerferien slut for denne omgang. Begyndte min ferie tidligt i år, så som noget nær den eneste på min arbejdsplads, er jeg på arbejde i uge 30 og frem. Bortset fra malere og håndværkere, der skal forskønne arbejdspladsens ellers ret bedrøvelige slut-70′er arkitektoniske beton-tristesse, er jeg velsagtens eneste mand om at hænge ved kaffeautomaten.

Det maner til refleksion og eftertanke.

Nu er der som bekendt gået små tre måneder siden jeg indledte Den Lange March fra Bruxelles og tilbage til det nordjyske. Det har på mange måneder været uvirkeligt og præget af at være en transitionstilværelse (i.e: Bo i perma-rod omgivet af flyttekasser i forældrenes kælder, talrige weekendture til København, almindelig rodløshed). Nu hvor Doktoren og jeg endelig er flyttet sammen her i 9800 Metropolen, burde der komme lidt mere ro på de notoriske følelser af at være hjemløs. På næste onsdag begynder Doktoren på sygehuset. Først i et lægevikariat, siden i det sagnomspundne KBU-år. Vi får med andre ord det, vi ikke har haft siden jeg luffede til Bruxelles foråret 2011: En hverdag sammen. Det bliver godt og sundt, tror jeg.

På det mere identitetsmæssige plan er jeg splittet.

Var jo sådan set glad for at bo i Bruxelles. Kunne sagtens have set mig selv blive noget længere, hvis ellers jeg havde været gladere for mit job dernede. Byen nåede aldrig rigtig at blive mit ‘hjem’. Den plads indtager København paradoksalt nok stadig hos mig.

Nordjylland er – måske på grund af de sidste måneders midlertidige karakter – ikke kommet ind under huden endnu. Måske det ikke er så mærkeligt. Boede trods alt 10 år i København. Langt de fleste af mine venner er naturligt nok i byen. Ud over min familie, kan antallet af folk jeg kender i Nordjylland tælles på ganske få hænder. Der er derfor et (indtil videre uoverskueligt) stort opsøgende arbejde, der skal gøres, hvis ellers ambitionen er at få nye venner heroppe.

Bevares, vi vil sikkert komme til at hænge ud med en del yngre læger qua Doktorens nye arbejdsliv. Men hvis jeg ønsker andre stimulanser end snak om hospitalsvæsenets grufuldheder, onde DJØF’ere og sataniske fire års regler, må jeg hellere opsøge andre bekendtskaber også. Aber wie?

I København tiden fik jeg en masse venner ‘gratis’ gennem studiet, kollegierne og siden på min arbejdsplads, hvor der var mange personer i mit demografiske segment. Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor jeg (i en alder af 30!) er den suverænt yngste i min afdeling, og hvor majoriteten af ansatte i huset er kvinder mellem 38 og 50 år. Det betyder, at med mindre at jeg yderst hurtigt får udviklet dybfølte meninger og indsigt i for mig ganske nye problemstillinger (hvad gør man med teenagere, der ikke vil rydde op efter sig? Hvordan bør en carport egentlig se ud?), så er min sociale kapital ikke så høj. Det betyder samtidig også, at potentialet for at finde udenfor-arbejdstiden-venner blandt kollegerne er bedrøveligt lav. Fra at have været socialt ganske forkælet på min tidligere arbejdsplads og liv i København, står jeg nu på ret bar bund. Og hvad gør man så?

Jeg blev en anelse nedslået, da jeg læste artiklen ‘Why Is It Hard to Make Friends Over 30?’ i NYT. Et par repræsentative udsnit:

In your 30s and 40s, plenty of new people enter your life, through work, children’s play dates and, of course, Facebook. But actual close friends — the kind you make in college, the kind you call in a crisis — those are in shorter supply.

As people approach midlife, the days of youthful exploration, when life felt like one big blind date, are fading. Schedules compress, priorities change and people often become pickier in what they want in their friends. No matter how many friends you make, a sense of fatalism can creep in: the period for making B.F.F.’s, the way you did in your teens or early 20s, is pretty much over. It’s time to resign yourself to situational friends: K.O.F.’s (kind of friends) — for now.

But often, people realize how much they have neglected to restock their pool of friends only when they encounter a big life event, like a move, say, or a divorce.

Meget rammende, NYT! I Bruxelles var problemstillingen ikke så aktuel, da jeg fik gode venner på mit kontor. Men her i Nordjylland, hvor udbuddet af potentielle venner på min arbejdsplads er mindre? Ja, da bliver det pludseligt sværere. Tilsynelandende er det dog ikke kun sære, indadvendte gnavpotter som undertegnede, som finder opgaven med at skabe nye venner uoverskuelig:

Basically, Laura L. Carstensen suggests, this is because people have an internal alarm clock that goes off at big life events, like turning 30. It reminds them that time horizons are shrinking, so it is a point to pull back on exploration and concentrate on the here and now. “You tend to focus on what is most emotionally important to you,” she said, “so you’re not interested in going to that cocktail party, you’re interested in spending time with your kids.”

As external conditions change, it becomes tougher to meet the three conditions that sociologists since the 1950s have considered crucial to making close friends: proximity; repeated, unplanned interactions; and a setting that encourages people to let their guard down and confide in each other, said Rebecca G. Adams, a professor of sociology and gerontology at the University of North Carolina at Greensboro. This is why so many people meet their lifelong friends in college, she added.

Jeg har ikke tænkt så meget over det med de ‘tre betingelser for venskab’ tidligere, men de giver mening. Når man får arbejde, børn, forpligtelser og carporte, så skal vennehygge altid planlægges. Det aspekt bliver endnu værre, når man – som undertegnede – vælger at flytte længst muligt væk, fra den hidtidige venneflok. Måske kanaler som e-mail øger muligheden for fortrolig interaktion over lange afstande, men det ændrer ikke på det fundamentale problem, der opstår når man bliver voksen, får forpligtelser og (måske) flytter væk. Det åbner op for at man med alderen definerer ‘venskab’ på en ny og mere løs måde:

“When you’re younger, you define what it really means to be friends in a more serious way,” said my screenwriter friend, Brian. (His full name is Brian Koppelman, and he wrote and is a co-director of “Solitary Man,” a 2010 film starring Michael Douglas about a middle-aged man trying to reconnect with friends and family.)

“My ideas of friendship were built by ‘The Godfather’ and ‘Diner,’ ” he said. “Your friends were your brothers, and anything but total loyalty at all costs meant excommunication. As you get older, that model becomes unrealistic.”

By that point, you have been through your share of wearying or failed relationships. You have come to grips with the responsibilities of juggling work, family and existing friends, so you become more wary about making yourself emotionally available to new people. “You’re more keenly aware of the downside,” said Mr. Koppelman, 46. “You’re also more keenly aware of your own capacity to disappoint.”

“I haven’t really changed my standards for what it means to actually be friends,” he concluded. “It’s just that I use the word ‘friends’ more loosely. Making the real kind, the brother kind, is much harder now.”

Det er altsammen interessante betragtninger, men det hjælper ikke så meget i den aktuelle situation. Jeg er nået til en alder, hvor folk er begyndt at formere sig, have travlt på jobbet og ikke intuitivt har tiden (eller lysten?) til at bruge deres fritid uplanlagt sammen med mig. Sandsynligheden for at jeg møder nogle best friends forever det næste års tid er, mildest talt, ikke overvældende.

Måske jeg i den situation må være tilfreds med, at jeg har en solid kerne af, hvad jeg selv betragter som nære og gode venner i en fjern, fjern hovedstad (og andre steder, for den sags skyld), der er fjollede nok til at gide holde kontakten ved lige med mig – selv her hvor jeg er flyttet til verdens ende? At jeg må begynde til dans, synkronsvømning eller folkemindesamling, hvis jeg vil udvide bekendtskabskredsen? Og så i øvrigt smile let anstrengt, når jeg må acceptere, at jeg for at møde nye mennesker i 9800 Metropolen (for Gud ved hvilken gang) igen skal høre om forholdene i sundhedsvæsenet?

Via Dolorosa

14 svar

Jeg har ikke taget så meget med mig fra de små fem-og-et-halve år på Institut for Statskundskab. Det skulle da lige være en forkærlighed for koncepter. Ikke så meget teorier eller modeller. Den slags er for teoretisk og virkelighedsfjernt for mig. Men jeg kan godt lide meningsskabende redskaber til at forstå, strukturere og afkompleksificere verden. Webers koncept om ’idealtyper’ gik eksempelvis rent ind hos mig., det samme gjorde den historiske institutionalisme koncept om ’path dependency’. De medvirker til at skabe en vis orden midt i kaoset, irrationaliteten og

Måske er det også derfor, at selvom jeg pr. definition fnyser hånligt af snart sagt enhver form for litteratur om ledelse og selvhjælpsbøger, så er jeg alligevel søgende efter redskaber, koncepter, måder at sætte lidt skik på mig selv i arbejdslivet. For nøgternt vurderet, så er der et markant basis for forbedringer. Jeg udnytter ikke det flig af talent og potentiale, som jeg i moderat grad besidder. Derfor er jeg for tiden optaget af konceptet ’personlig produktivitet’. For hvordan får jeg den i vejret? Hvordan opfylder jeg mit potentiale? Og hvordan øger jeg mit ’stock’ fremfor mit ’flow’?

Første – og største – problem er, at jeg er doven, nydelsessyg og lystbetonet.

Store dele af min (i øvrigt ganske mangelfulde) arbejdsetik er bundet op på, at med mindre at jeg opfatter en given opgave som ’sjov’ eller ’meningsfuld’, så er jeg nem at distrahere og begynder at overspringshandle massivt. Det samme er tilfældet hvis jeg har for god tid, for lidt at lave eller for lange deadlines.

Ordsproget ’lediggang er roden til alt ondt’ gælder i allerhøjeste grad for undertegnede. Med mindre, at en opgave er sjov, tjener et højere formål eller at der er markante sanktioner forbundet med at jeg slacker på indsatsen – så er der desværre ugler i mosen. Koncentrationen og fokus ryger, særlig i perioder, hvor der ikke er travlt. Jeg er i bund og grund en flanør uden den store disciplin eller rygrad.

Jeg har indtil videre kunne slippe afsted med denne dorske tilgang til livet takket være min mådelige begavelse. Den har betydet, at selv en 70 pct. indsats fra min side ofte har været tilstrækkelig i mine hidtidige ansættelser. Muligvis ville en 100 pct. indsats imponere og (teoretisk set) lede til avancement, men hvorfor gøre den ekstra indsats, hvis opgaven ikke er særlig sjovt eller meningsfuldt?

Mit arbejdsliv er foregået i bureaukratier foran en skærm, uden større supervision, uden soleklare kvalitetskriterier, beskyttet mod konkurrence fra markedet – og hvor jeg selv har ansvaret for at hanke op i nakken på mig selv. Den slags er i sagens natur farligt. Særlig for en semi-begavet, men lad, charlatan som undertegnede.

Den type arbejdsliv er fyldt med fristelser og distraktioner, især hvis man har opbygget dårlige vaner igennem årene. Hvis man nu – rent hypotetisk, naturligvis! – har oparbejdet en nærmest tvangshandlingsbetinget vane med konstant at tjekke netaviserne (uagtet at det ikke er relevant for ens arbejde). Hvis man nu tjekker besøgsstatistikkerne for ens blog et usundt antal gange om dagen? Hvis nu man er så bange for at være koblet af, at man læser ikke-direkte arbejdsrelevante artikler på amerikanske blogs og aviser? Hvis man nu drukner i den tilgængelige information på nettet? Hvis nu man er lidt for flink til at sende ikke-direkte arbejdsrelevante mails til tidligere kolleger? Ja, så er man ilde stedt, når det handler om at prioritere sin tid, fokusere og få udrettet noget. Der er, med andre ord, brug for at højne den personlige produktivitet i arbejdstiden. Især i perioder, hvor udbuddet af sjove og meningsfyldte arbejdsopgaver måske ikke er overvældende.

Min ambitioner derfor at få strammet mig an. Først og fremmest på arbejdet, men også så jeg anvender min fritid bedre og mere produktivt.

Første trin har været at nedlægge min Twitter-profil. Den medførte underholdning på den korte bane, men medfører mere stress og flow på den lange.

Dernæst har jeg nedlagt min konto ved Statcounter, så jeg nu ikke længere manisk holder øje med besøgstallet her på bloggen. Det skal gerne give færre distraktioner, men forhåbentlig også mere fokus på at producere bedre indlæg her.

Endelig har jeg downloadet et nifty lille program, som kan spærre for besøg på hjemmesider. Har tænkt mig at spærre for min adgang til netaviser og blogs i arbejdstiden. Jeg har ikke brug for den løbende viden, tværtimod distrahere den og fjerne koncentrationen fra arbejdet. Hvis jeg ikke kan administrere det selv, må jeg få maskinen til at gøre det for mig.

Slutteligt overvejede jeg at nedlægge min facebook profil. Den bliver mere og mere irrelevant for mig. Ingen skriver længere noget relevant på siden længere, så ikke engang som snageredskab er det meget bevendt. Bestemte mig dog for at beholde den, da jeg trods alt har et stort netværk derinde, som det ville tage for lang tid at holde vedlige på anden vis.

Små trin, muligvis. Men de skal suppleres af en ny e-mail kultur (kan man eksempelvis nøjes med at tjekke sin mail fire gange om dagen? Hvorfor skal den være åben hele tiden?) og siden et (væsentlig vanskeligere) projekt med at anvende fritiden mere produktivt på træning, socialt samvær og boglæsning, fremfor planløs surfning. Det er fjollet samt hæmmer min kreativitet og skabertrang.

Mit nylige jobskifte, rykket fra Bruxelles til Nordjylland og den forandrede livssituation sammen med Doktoren burde kunne være et startskud til en ny start. Jeg har slumret for længe. Efter sommerferien går det i gang.

Things To Do In Copenhagen When You’re Dead

2 svar

Endnu et fornøjeligt ophold i København står for døren. Skal deltage i et seminar med arbejdet fredag, og bliver så hængende weekenden over. Det er i almindelighed en prægtig tid. Sommerferien nærmer sig. Det samme gør Doktorens lægeløfte og frihed, en efterfølgende uge på Læsø, en uge med flytning til 9800 Hjørring og afslutningsvis en uge i Stockholm. Bortset fra at ingen af jer utaknemmelige, uansvarlige og møgforkælede læsere har købt min lejlighed endnu, så grynter jeg forholdsvist velfornøjet for tiden. I kunne godt lige stramme jer lidt an, kunne I.

DOCTOR DOCTOR

4 svar

Endelig oprandt dagen: Hippokrates kom igennem sin sidste eksamen med bravour, og er nu kun et lægeløfte fra at være en vaskeægte Doktor. Det er en stor, episk og vidunderlig dag. Seks års på studiet (og et enkelt forskningsår ved Dansk BørneAstma Center) med alt hvad det indebærer af slid, slæb, læsning, klinik, eksamener er forbi. Nu venter fremtiden med masser af eventyr. Jeg er verdens stolteste kæreste – og glæder mig til en hel livstid sammen med Doktoren i mit liv.

Commodify Your Dissent

Skriv et svar

Jeg har ikke rigtig indsamlet inspiration nok til at udforme et lang og formfuldendt indlæg, så I må nøjes med et par mere eller mindre usammenhængende observationer fra de senere dages tid.

Sidste afsnit af ‘Mad Men’ sæson fem blev vist i søndags i amerikansk tv. De fleste anmeldere fandt det undervældende, og jeg er enig. Sæsonen har dog som helhed været god, særlig den sidste halvdel. Uden at afsløre for meget (småspoiler) har sæsonen lidt under, at Don Draper har været markant mindre Don Draper’sk i sin adfærd, end i de øvrige sæsoner. Det vil sige mindre forpint sjæl, færre sidespring, færre eksistentielle dramaer, mindre genialitet (småspoiler slut). Men i sin essens er ‘Mad Men’ stadig blandt de to-tre bedste tv-serier i disse år. Roger Sterling er en hædersmand og tv’s mest elskelige charlatan. Sæsonafslutningen åbnede også op for en ny retning i sæson 6, og det kan man så se frem til.

Europamesterskaberne i fodbold har været en positiv oplevelse, synes jeg. Med enkelte undtagelser – især Sveriges grumme skæbne mod Ukraine – har kampene været spændende og resultaterne efter mit hoved. Især var jeg glad efter Spanien-Italien kampen, hvor mine elskede italienere hankede sig op og leverede en brav indsats. Det var der brug for efter at den aktuelle matchfixing skandale endnu engang har smadret italiensk fodbolds ry. Hvis man i øvrigt er interesseret i mine betragtninger om EM, vil jeg henvise til min Twitterprofil. Her kammer jeg over i hyldester, svinere og lumre kommentarer.

Jeg havde egentlig arbejdet på et langt og trangt indlæg om dansk politiks aktuelle tristesse. Halvvejs igennem udkastet gik det imidlertid op for mig, at der var tale om et ikke særlig originalt, ikke særlig indsigtsfuldt og ikke særlig nødvendigt stykke middelmådighed om ‘politisk kommunikation’ og slige ligefyldigheder. Det var rent flow, overhovedet intet stock. Så det blev krøllet sammen og verfet ud.

Jordhule 1.0 er sat til salg og annoncen kommer lige om snart på en boligportal nær dig. Har du penge til overs? Lyst til at bo i et sandt luksusdomicil tidligere beboet af celebrity-in-spe? Vil du hjælpe nærværende celebrity-in-spe til at opnå økonomisk frihed? Lette hans sind for byrder og besværlige lejere? Link følger snarest.

Bemærk venligst at Oklahoma City Thunder er i NBA-finalen mod købeholdet fra Miami Heat. Der spilles bedst ud af syv kampe. Send alt tilgængelig god karma til Chesapeake Energy Arena, OKC i aften. De får brug for det.

Til sommer

3 svar

Var i sommerhus på Læsø i weekenden. Den rene afslapning og afkobling med cykelture i mennesketomme og løbeture på ditto øde strande. Fisk i lange baner. Fik læst op til flere sci-fi bøger undervejs. Det er bemærkelsesværdigt, hvor langt væk fra alting halvanden times færgetur kan bringe én. I længden vil stilheden, freden og den evige brusen af havet i baggrunden nok give mig økuller. Men et par dage i isolationen er såmænd energigivende nok.

Ellers går tiden med arbejde og almindelig lediggang. Mentalt er det mest spekulationer om Jordhule 1.0, der fylder mit lille hoved. Vi pønser på, at sætte lejligheden til salg, og har derfor haft en række personer af særlig grådig og kræmmeragtig disponering (i.e. ejendomsmæglere) ude at vurdere den. Med det, jeg har afdraget på lånene siden købet i 2007, ser det så småt ud til, at jeg kan slippe ud af lejligheden med skindet nogenlunde på næsen. Hvis ellers at ejendomsmæglernes (ret sammenfaldende) vurdering af markedsværdien er nogenlunde realistisk.

Det vil være en lettelse at komme af med lejligheden. Vi kommer ikke til at bo i den igen, og at få en lejer ind vil blot være en uendelig række af bekymringer og besvær.

Men det er altså dyrt at sælge en lejlighed, skal jeg hilse at sige. Ejendomsmæglere er et ublu folkefærd. I skulle se deres salær og priser. Det er grufuldt. Så jeg nærlæser diverse salgs- og formidlingstilbud grundigt igennem. Vil så nødig ende på fattiggården. Der følger utvivlsomt mere i denne saga.

Resten af tiden fyldes ud med diverse logistikbekymringer. Vi skal til to bryllupper hen over sommeren, til Sverige, til Læsø, til København, flytte frem og tilbage. Masser at se til og rynkerne fremkaldt af denne utidige planlægning bliver dybere og dybere.

Men efter 1. juli begynder de paradisiske tilstande igen. Og i morgen aften skal jeg i biografen med en flot fyr og se ‘Prometheus’. Så der brummes trods alt ganske velfornøjet her til formiddag.

Half a Person

10 svar

Kald mig morbid og bleg*, men det er altså ambivalente tider. Kom tilbage til Aalborg igår aftes efter en fortryllende weekend i København. Var sammen med Den Bedre Halvdel med alt hvad det indebærer af kvalitetstid, picnic i Kildevældsparken, gå- og løbeture, lækker mad og afslapning med både (gulp!) ‘Eurovision Songcontest’** og det første afsnit af ‘Breaking Bad’***. Samlet set en sublimt afslappende og hyggelig weekend.

Må jo nok tilstå, at jeg stadig føler mig mest hjemme i København. Bevares, byen er selvsagt mere bedårende end vanligt sådan en sommerweekend, men alligevel. At sætte sig i flyet tilbage igår føltes ikke som at tage hjem - tværtimod. Siddende her i mit midlertidige domicil, omgivet af de semi-udpakkede flyttekasser, så er det stadig den solbeskinnede Jordhule 1.0 på Østerbro, som jeg tænker på som ‘hjem’.

Så her efter en lille måneds tid på den nye arbejdsplads, må jeg sige, at transitionen til Nordjylland stadig er lidt, ja, transitorisk. Alting bliver formodentlig nemmere, når først Den Bedre Halvdel flytter med herop i begyndelsen af juli og vi får vores eget. Indtil da står der eksistentielt vakuum på programmet. Det må gerne snart ophøre.

*: Forstod I den? Gjorde I, hva’?

**: Der var selvsagt megen tilfredshed hos Den Bedre Halvdel med den svenske sejr. Selv savnede jeg det østrigske mesterværk ‘Woki mit deim Popo‘ af Trackshittaz i finalen.

***: Sær serie, men vældig lovende. Rygterne vil vide at den er bedre end The Wire(!) og The Sopranos(!!). Jeg er skeptisk.

Glæder og sorger

5 svar

Pro:

Det er nu officielt at både ‘Fringe’ og ‘Supernatural’ bliver fornyet med endnu en sæson hver. Min sci-fi rutine lørdag formiddag er dermed reddet et år endnu.

Jeg har været ganske fysisk aktiv de senere dage. Fredag cyklede jeg frem og tilbage til det nye arbejdssted. Det ligger i det man i gamle dage ville kalde for ‘frisk cykelafstand’ fra min aktuelle bopæl. Hidtil har jeg taget bussen derud, men da jeg synes 35 minutter i et snavset lokum af en bus blandt knallerttyper og klirrende faktaposer er meget længe, så prøvede jeg altså i går – som et dristigt forsøg – at cykle derud og hjem igen. Det tager en halv times tid hver vej og er bakket som ind i helvede. Havde desuden glemt hvor meget der blæser i det her lorteland. Jeg endte med at svede som en hest, men at cykle på arbejde er nok en fornuftig måde at smide de alt rigelige mængder spæk på siden.

I overenstemmelse med min nye asketiske livsform var der også plads til et besøg i Haraldslund Svømmehal i dag. Har ikke slået mine folder der siden svømmeundervisningen i folkeskolen engang i begyndelsen af 1990′erne, men blev behageligt overrasket. Det er en prægtig svømmehal og deres motionscenter er lyst og veludstyret. Placeringen i Vestbyen til trods var frekvensen af tribal-tattoos også befriende lav. Nu mangler jeg blot at komme ind i en god træningsrytme og i øvrigt lære en anden stil end hundesvømning.

Kontra:

Det er endnu ikke afgjort hvorvidt ‘Awake’, ‘Secret Circle’ eller ‘Once Upon a Time’ bliver fornyet. Den Bedre Halvdels tv-rutiner er med andre ord stadig ikke i sikker havn.

Lørdag blev sørgedagen hvor FC Köln rykkede ned i 2. Bundesliga. Det giver åbenlyst uafvaskelige ar på sjælen at blive vanrøgtet at Ståle Solbakken igennem en hel sæson. Jeg håber at han sover ualmindeligt skidt om natten. Kom snart hjem igen, FC Kölle.

Yesterday Was Hard On All of Us

Skriv et svar

Var ude at spise og drikke så rigeligt med kollegerne i går aftes, så er en anelse mat i koderne i dag. Det er en lidt mærkelig fornemmelse at have sagt op. Man er en anelse ‘Dead Man Walking’. Kollegerne er glade på mine vegne, men grundlæggende er jeg en afviklingsforretning ind til udgangen af april. Og der er en større syndflod af logistik og praktik, der skal være styr på inden da. Med mit nuværende søvnunderskud virker det ikke helt overskueligt. Skal vist sove tidligt i aften.