Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

Der er næppe noget så fortryllende som positive overraskelser. Hos The Guardian kan man i øjeblikket streame det nye Pet Shop Boys album, og det er – yderst uventet! – ganske fremragende.

Efter at have skuffet med snart sagt alle udgivelser siden ’Release’ fra 2002, så er det nye album ’Elysium’ (baseret på min første gennemlytning) langtidsholdbar synth-pop. Bevares, vi er ikke oppe i de svimlende højder som mesterværket ’Behaviour’ (1990), men der er i hvert fald fire til fem sange, der fortjener en fremtrædende plads i deres sangkatalog. Vi er det melankolske hjørne af Pet Shop Boys land. Her er ingen episke ’Go West’ kreationer, men til gengæld masser af electropop, analoge keyboards og sfæriske strygere. Det er fremragende arbejdsmusik, notaterne skriver nærmest sig selv. Tilmed optræder der noget nær sci-fi sangtitler. En titel som ’Memory of the Future’ er jo nærmest helt Philip K. Dick’sk.

Med andre ord er det vanskeligt at bevare pessimismen. Hvis Neil Tennant og Chris Lowe vælger at lade sig pensionere her 26 år efter det første album, så forlader de musikbranchen med æren i behold. Det ville gøre mig glad, faktisk.

Muligvis en lidt for nem quiz denne uge. Men jeg skal have at vide, hvilke sci-fi og fantasy referencer dette eminente billede rummer.

De historie- og kunstinteresserede er sikkert stødt på ‘Ukiyo-e’ (浮世絵, eller ‘Billeder fra den flydende verden’), der er træsnit og malerier af naturscener, hverdagslivet,  sumobrydere, skuespillere, kurtisaner, geishaer og andet godt fra 1700 og 1800-tallets Japan. Hokusai’s ‘神奈川沖浪裏 (‘Den store bølge udenfor Kanagawa’) ovenfor er nok det mest berømte Ukiyo-e. Kunstnerne inden for genren var deres tid popkunstnere. Når det var forbudt at være politisk, måtte de netop male bølger og det prosaiske liv i Edo’s forlystelseskvarterer.  Derfor er det uhyre velvalgt, at den amerikanske tegner Jed Henry i sin ‘Heroes’-serie har udarbejdet faux-’Ukiyo-o’ af sine yndlings videospil fra 80′erne og 90′erne.

Ugens quiz er uhyre enkel: Gæt hvilke tre Nintendo klassiskere, der skildres nedenfor. Svar kan grifles i kommentarfeltet.

Kilder til billeder: Wikipedia og Jed Henry.

Vil gerne forsøge at medvirke i samfundsdebatten på en bedre måde, og har derfor oprettet en mere offentlig blog. Formålet er, at den skal være min platform for min mere ambitiøse skribentvirksomhed. Fokus vil være på de mere ‘seriøse’ indlæg, mens det mere pjankede, nørdede, navlepillende og dagbogsagtige fortsat vil optræde her på Sofisten – men nok i et mindre manisk tempo.

Kig forbi mit nye hjem – og læg gerne en kommentar.

Blev dog straks i markant bedre humør, da jeg tidligere i dag rituelt læste Football Shirt Culture. Ja, så afsporet er jeg, jeg følger faktisk blogs dedikeret til fodboldtrøjer. Og minsæl om de ikke i dag præsenterede det belgiske landsholds nye trøje for 2012/2013-kampagnen. Tro mig, der er tale om perfektion. Hvis ikke spillerne på ’Rode Duivels’ er glade, er der noget fundamentalt galt med dem.

Bemærk eksempelvis, at trøjemærket er BURRDA. Har du nogensinde hørt om dem? Heller ikke jer. Men Wikipedia fortæller mig, at det er et sportsmærke fra…..Schweiz! Hvor vidunderligt er det ikke lige? Det eneste der kan slå et sponsorat fra et eksotisk, obskurt og esoterisk schweizisk tøjmærke, ville være hvis det var trøjen blev lavet af en af mine all-time favoritter fra Umbro, Diadora eller Errea.

Moving on, så ser vi hvordan designerne på sublim vis har formået at få penslet hele det belgiske flag ud over trøjen. Jeg er vild med det sort-gule bånd på den røde baggrund på hjemmebanetrøjen. Den er skæppeskøn! Og sikke en sød model, der har den på. Ikke så sød som Marouane Fallaini naturligvis (men på den anden side, hvem er egentlig det?), men hvor ser hun glad og frisk ud.

Trøjen når dog nærmest religiøst ekstatiske højder, når den placeres på billedet, som den gør. For se lige på den belgiske landstræner Marc Wilmots. Nyd ham. I fulde drag. Se hans svedige pande. Hans jeg-er-svulmet-noget-op-siden-min-fodboldkarriere pondus. Hans skamløst slutty nedknappede skjorte. Hans flirtende lok i panden. Hans hænder, der griber så naturligt om de unge pigers taljer. Hans smil, der kunne smelte selv den koldeste fimbulvinter. Hvordan kan jeg, nej, undskyld: Hvordan kan NOGEN ønske sig andet end at være kæreste med Marc Wilmots? Det vil for altid forblive mig en gåde.

Jeg har tænkt mig at bestille den himmelstræbende trøje på nettet snarest. Det er faktisk kun AC Bellinzonas bad boy af en ny trøje, som jeg ønsker mig mere. Dén må en af de behjertigede læsere gerne give mig i gave. Tak.

Men i modsætning til dengang at über-Judas’en Jesper Grønkjær valgte at besudle sig selv med PSE’s ulækre trøje, så hader jeg ikke Michael Jakobsen. Dertil er han simpelthen for meget gentleman. For meget hædersmand. Har gjort for meget for AaB og givet vi fans for meget kærlighed. Ingen AaB’ere kunne med nogen form for rimelighed forvente, at han ville skifte hjem til Nordjylland. Dertil er AaB for fattige og for lavtflyvende i de her år.

Jakobsens skifte er uhyre rationelt. Han får ikke nogen opmærksomhed i den spanske 2. division. Måske de sportslige udfordringer også er til at overse, når Almeria ikke er i nærheden af oprykning. Måske konen gerne ville hjem til Skandinavien. Hvis han skal have gang i karrieren og tilbage på det danske landshold, så giver hans skifte til København god mening. Det er en fornuftig strategi.

Men jeg tror (håber!) at han trods alt gør det med tungt hjerte. Seks år hos AaB er lang tid. Jeg elsker ham stadig, og håber at får så meget succes, at han bliver solgt til udlandet hurtigt igen – så jeg kan lukke ham tilbage i mit hjerte, og dyrke ham som den helgen han er.

Kære læsere, I må undskylde at Sofisten føler sig træt og inspirationsfattig for tiden. Det er hårdt, når den bedre halvdel forvandles fra elskelig huskone til krævende, snerrende og stresset Doktor. Livet som voksen og følsom medarbejder på Sygehus Vendsyssel er vildt spændende, men hårdt! Så er det heldigt at man har en dejligt Sofist til at støtte med lækker middag, opmuntrende ord og (forhåbentlig) lidt fodmassage… Men frygt ikke, han er snart tilbage i toppform. Vi skal bare lige akklimatisere os til de nye forhold.

Hvor er vi henne? Og hvem er de fem individer på billedet?

Små 700 mio. indere var mandag og tirsdag uden strøm. Noget med mangel på kul og en udebleven monsoon. Det var over halvdelen af befolkningen, der blev ramt. For hvem hæveautomaterne ikke fungerede, trafiklysene var blanke, togene strandede, hipster-indere kunne ikke blive tatoveret eller få sig en latté. Man må da håbe, at sygehusene i det mindste havde nødgeneratorer. Tænk, hvis det havde foregået i Danmark. Det ville have været en shitstorm uden lige. I Indien var der antageligvis en ret stor procentdel af de 700 mio. potentielt ramte, der ikke havde adgang til el i forvejen, hvorfor det strømfri samfund nok medførte begrænset skadet. Men i Danmark? Landet der kan bruge en hel sommer på at diskutere hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes?  Vi ville være i knæ i løbet af ingen tid. Og hvordan skulle vi få opdateret vores facebook og twitter. Eller sofisten.dk? Phew!

Nu kom jeg ud af en tangent. For egentlig har jeg andet på hjertet. En god omgang navlepilleri, for eksempel. For let relateret til strømsvigtet i Indien, læste jeg i bussen her til morgen om begrebet ’Black Start’. Det inspirerede mig. Hvorfor nu det? Tillad mig at citere fra begrebets wiki-side:

“The process of restoring a power station to operation without relying on the external electric power transmission network.”

Lad os for eksempel sige, at du har et vandkraftværk. Der er brug for faldende vand til drive turbinerne. Men hvordan åbner du sluserne uden en allerede eksisterende strømkilde? Det kan denondelyneme ikke være nemt (selvom wiki-artiklen anviser løsninger). Der skal en nødgenerator og en del kløgt til.

Men egentlig var det mere de popkulturelle og/eller filosofiske elementer, som betager mig mest ved begrebet. Prøv lige at sige ordene højt. Eller i hvert fald inde i hovedet. Jo, gør det nu:

BLACK START!

Jeg mener, det er jo helt åbenlyst navnet på en roman. En af de store, der forsøger at integrere alting – hvert eneste system, hver eneste følelse. Bogen fejler nok heri, men alene forsøget, skaber en anden følelse – af densitet, kompleksitet, hybris – foruden hvilke den megalomane vision om integrationen ikke ville være fuldendt. Denne følelse, denne hungren efter at skabe mening, ville være en BLACK START.

Og måske – jf. min jeremiade om venner for nylig – er flytningen tilbage til Nordjylland også en BLACK START.

En eller anden skønne dag, bliver jeg sikkert også mit eget lille veldrevne vandkraftværk, som brummer lystigt i en glitrende by af venner, sociale relationer, leg, kultur, jobglæde og virkelyst. Men det kræver, at vandkraftværket udsættes for en BLACK START.

Så i efteråret vil jeg gøre det, der skal gøres: Få fyret op for dieselgeneratorerne, så vi kan få åbnet de sluser og jumpstartet vandkraftværket. Få passet arbejdet, få indrettet lejligheden, passet træningen, se familien endnu mere, opsøge nye mennesker og fora, holde kontakterne med de gamle ved lige. Alt sammen er ting, som tager tid og som (desværre) til tider ligger mig fjernt. Flere af dem ville jeg ikke få gjort så ofte, hvis jeg allerede havde vandkraftværket oppe at køre. Men så forsøger jeg at huske, at vi er i en proces og at mine forudsætninger er fundamentalt anderledes, end de var efter ti år i København. En dag skal der nok ligge et smukt kunstmuseum eller et koncerthus i nærheden af vandkraftværket.

Men det skal black startes først. Så det må jeg se at få gjort.